Plejebarnets Nem-ID

Plejeforældre kan ikke oprette en NemKonto i det anbragte barns navn

Finansrådet har gjort KL opmærksom på, at det juridisk set ikke er muligt for plejefamilier at oprette en NemKonto i barnets navn, som kommunerne kan anvende til at udbetale tøj- og lommepenge på

På et møde med Finansrådet er KL blevet gjort opmærksom på, at der foreligger en juridisk problemstilling i forbindelse med kommunernes praksis for udbetaling af anbragte børns tøj- og lommepenge på en NemKonto oprettet i det anbragte barns navn.

Plejeforældre kan ikke oprette en NemKonto i det anbragte barns navn

Finansrådet peger på, at flere kommuner har udarbejdet håndbøger for plejefamilier, hvoraf det fremgår, at plejefamilien skal sørge for at oprette en NemKonto i barnets navn, så kommunen kan udbetale tøj- og lommepenge direkte til barnet.

Imidlertid er plejeforældrene ikke indehavere af forældremyndigheden over barnet, hvorfor plejeforældrene ifølge Finansrådet ikke kan oprette en NemKonto.

NemKonto kan kun oprettes af barnets forældre

Finansrådet oplyser, at en NemKonto kun kan oprettes af indehaveren af forældremyndigheden, som normalt er barnets biologiske forældre eller eventuelle adoptivforældre.

Barnets forældre bevarer råderetten over barnets midler på en NemKonto

Juridisk set bevarer indehaveren af forældremyndigheden råderetten over barnets midler, selvom barnet eller den unge bliver anbragt uden for hjemmet. Det vil sige, at barnets forældre også har adgang til de facto at råde over barnets eller den unges kommunale tøj- og lommepenge, hvis der er oprettet en NemKonto i barnets navn. Dette gælder indtil barnet er 18 år.

Løsningsforslag

Det foreslås, at udbetaling af anbragte børns tøj og lommepenge fremover sker til plejeforældrenes NemKonto.