PLF har flere ben!
Tidspunkt: 05 december, 2017
Arrangør: Thomas Vorre , formand PLF

Vi har det faglige arbejde som primært sikres af bestyrelse og sekretariat, samt produktion af PLF bladet, vedligeholdelse af hjemmeside og løbende opdateringer på Facebook. Udover det faglige arbejde, arbejdes der på en lang række netværksgrupper, her ligger ansvaret ude i de enkelte grupper.

Siden sidste PLF bladudgivelse har vi haft en lang række medlemssager. Vi må desværre melde ud, at vi ser en stigning i medlemsproblematikker der primært handler om opsigelser, clear-cut fjernelser af børn og hjemsendelser på usikker baggrund. Den største del af medlemssagerne dækker dog kommunale ønsker om nedsættelse af plejevederlag. Flere kommuner har fremsendt generelle nedsættelser uden fagligt grundlag. Enkelte kommuner er dog også godt klar over, at man skal sikre rekrutteringen af plejefamilier og flere har derfor læst Guide til god praksis for vederlag, og erkendt, at Århusmodellen med en fast gennemsnitsmodel er vejen frem. PLF støtter disse kommuners fokus på bedre forhold. Aabenraa og Hjørring er kommuner som begge har introduceret gennemsnitsmodeller med faste vederlag, der ikke kan sættes ned. Det er vi rigtig glade for.

 

I bestyrelsen har vi været i medierne flere gange end normalt. Der er efterhånden rigtig mange journalister fra aviser og tv, som ringer og interviewer os som kompetencepersoner. Det er vi tilfredse med, for det er gennem information om vores manglende rettigheder, at vi langsomt kan ændre dette og forbedre på vore rettigheder.

Socilaministeriet

Vi har møder med socialministeriets børnekontor flere gange om året ligesom socialministeren også har vist stor interesse for plejefamiliers vilkår. Vi har således haft møder med socialministerens specielle rådgiver omkring vores arbejdsforhold og anbragte børns tarv, og de problemstillinger som vederlagslønnen skaber i samarbejdet mellem kommuner og plejefamilier. Resultatet er mistillid. Ministeren har ligeledes hørt PLF om problemstillinger ved konkrete godkendelser sammenholdt med generelle godkendelser, og er tidligere på året blevet briefet omkring disse forhold. PLF’s Projekt Netværket har også haft politisk taletid, både på Folkemødet, møde med tidligere anbragte voksne og ved Plejebørnenes dag, hvor Mai Mercado var en meget fin vært for børnene.

KL

Vi har haft møde med KL, hvor fokus primært var på rekrutterings problematikken samt lønstrukturer. I KL vil de gerne mødes med os flere gange om året, hvilket vi selvfølgelig har takket ja til. Der er ingen tvivl om, at vi skal meget mere i dialog med alle interessenter. Kun via det, kan vi ændre vores elendige arbejdsforhold.

 

Socialtilsynene

Jeg har i sensommeren holdt foredrag for Socialtilsyn Nord ved deres medarbejder seminar. Det var en god mulighed for at dele viden og information om medlemmers oplevelser af tilsynet og problemstillinger omkring match mellem kommuner og deres brug af tilbudsportalen. Der er flere kommuner som ikke har brugt tilbudsportalen men valgt at benytte deres egne kontakter i stedet, dette er dog ved at være reduceret og i tilsyn Nord har de introduceret fælles møder mellem nye godkendte plejefamilier og regionens kommuner. Det har vist sig at være en succes.
Socialtilsyn Midt har også spurgt om vi vil komme forbi, hvilket vi håber kan nås inden jul.

Kommunalvalget er overstået og vi valgte at deltage samt arrangere nogle valgmøder. Det har været meget interessant. Maja og jeg deltog i Ringkøbing-Skjern hvor vi fik mulighed for at tale med de 3 borgmesterkandidater. I Herning mødte Marianne, Pia og jeg repræsentanter for alle partier og fik en virkelig god snak om Herningmodellen, samt andre former for besparelser. Man havde håbet at det øgede antal socialrådgivere ville skabe en bedre håndtering af de enkelte sager, men antallet af opsigelser har ikke ændret sig, og mange plejefamilier oplever flere rådgiverskift om året i Herning. Maja Oxholm har også arrangeret vælgermøde i Vejen, som er hendes hjemkommune. Det er super at komme ud, hvor beslutningerne tages.
Vi har ansat endnu en socialrådgiver på Lolland-Falster og Sydsjælland, da behovet for bisiddere i denne region desværre er stort.

Vores arbejde med kurser for plejefamilier har været en stor succes og kurserne fra UCSyd har været fuldt booket. Vi har derfor arbejdet videre med et udvidet samarbejde mellem alle professionshøjskolerne i Danmark. Ideen er at lave en uddannelse der kommer til at løbe over 1,5-2 år. Vi har i fællesskab planlagt en uddannelse for plejefamilier med en kursusdag om ugen i et 20 ugers semester. Da vi er klar over, at plejefamilier er bundet af at skulle hente børn, har vi lagt mødetiderne så man kan nå frem og tilbage til daginstitutioner, samt planlagt undervisningssteder i Kolding, Odense, Holbæk, Vordingborg samt København. En mulighed for Ålborg og Skanderborg bliver måske aktuelt, hvis vi kan få tilmeldinger nok. Desværre er de rigide AMU regler svære at bøje så alle kan få dette tilbud, men det er noget, vi er i politisk dialog om.

De næste 3 års SATS-pulje midler er lige blevet forhandlet færdigt og det er første gang at plejefamilier og plejebørn er kommet med, med over 75 millioner kr. Det er noget som helt sikkert skyldes vores øgede fokus på at informere politikerne om plejefamiliers vilkår. Vi kan faktisk ikke få armene ned, og er rigtig stolte over resultatet!

Så sent som ved bladets deadline, havde vi foretræde for socialudvalget på Christiansborg. Her var emnet forankring af Projekt Netværket. I slutningen af november efter deadline på bladet, skal Marianne og jeg besøge Christiansborg for at aftale en stor konference i foråret. Det bliver spændende.

Kommende møder

Senere i starten af december skal vi have møde med en række advokater omkring forholdene og mulighederne for at etablere en fagforening. Disse muligheder skal afsøges, da vi i bestyrelsen ikke kan se, at andre taler plejefamiliernes sag. Hvis vi etablerer fagforening, vil vi kunne få flere midler til at støtte op om medlemssager og endnu større politisk bevågenhed. Desværre er det jo begrænset hvad man kan nå for den gode sag, når arbejdet skal udføres af frivillige.
Sidst men ikke mindst vil jeg på bestyrelsens vegne gerne takke for en super fin konference om familieplejere. Bestyrelsen og undertegnede var inviteret. Jeg havde mulighed for en dejlig snak på scenen om tryghed og plejefamiliers forhold. Det er 2 ting som ikke helt hænger sammen, hvilket er mærkeligt når ens job jo er at skabe tryghed. Hvorfor vil vores ”arbejdsgivere” så ikke bidrage med tryghed? Det var en super god konference med mange gode input om plejefamiliers forhold!