En barndom der varer hele - barndommer!

Rammer og vilkår for børn anbragt i plejefamilier og deres plejefamilier.

I Danmark bruger vi i vid udstrækning plejefamilier med henblik på at sikre udsatte børn, der ikke kan bo i egen familie. Der sikres derved en opvækst under trygge familiemæssige rammer, hvor de kan udvikle sig til at være autonome (uafhængige) selvstyrende voksne individer, som selv er i stand til at etablere og leve som en familie.

Børn der anbringes i plejefamilier kommer med mange forskellige problemstillinger, der skal håndteres.

For at kunne håndtere det enkelte barns problemstillinger, skal plejefamilierne kende til barnets baggrund og problemstillinger og de skal fagligt kunne matche de udfordringer de vil møde under barnets anbringelse i familien. Plejefamilien skal kende formål med anbringelsen, den konkrete handleplan og være i stand til at handle på den.

Plejefamilien er i sit daglige virke garant for, at barnets tarv og dets rettigheder bliver overholdt.

Som plejefamilier bruger vi vores nære familie - vores egne børn, vores søskende vores bedsteforældre, samt venner og netværk - som ramme for professionelt arbejde med udsatte børn.

Plejebørnene har ret til et omsorgsgivende  miljø, hvor det professionelle og faglige niveau er i højsæde og hvor viden omkring evt. specifikke problemstillinger er en nødvendighed. Dette for at man som omsorgspersoner kan interagere og være med til at danne rammen for en god udvikling for plejebarnet.

Vi har i PLF været vidne til mangt og meget. Det være sig både i forhold til plejebørnene og også plejefamilierne. Vi kunne ønske - for de anbragte børns skyld - at der kommer fokus på, hvad der er bydende nødvendigt for, at plejebørnene trives, undgå sammenbrudte anbringelser og for at få de absolutte bedste muligheder for, at mobilisere de bedste udviklingspotentialer.

Børn har rettigheder og vi vil i nedenstående tage udgangspunkt i dels børnekonventionen og dels specifikt plejebørn, da vi mener de bør have skærpede rettigheder i.f.t. de ofte ekstreme livsvilkår de har med i “rygsækken”.  

Kendskab til barnets baggrund

Som plejebarn, er man udsat for en adskillelse af sin egen familie og dette fører ofte, bl.a. en manglende identitet med sig, traume og svigt.  Derfor er det vigtigt, at plejefamilien, så vidt det er muligt at indhente disse oplysninger, kender til barnets baggrund, familiehistorie og problemstillinger, så der ved hjælp af “livshistorier” og “livsbilleder”, kan skabes en forståelse af, hvem man er, hvorfor man er anbragt og hvor ens egen ageren i livet stammer fra. Det er vigtig, at plejebarnet kender sin egen historie - både i tale og visuelt -, sådan at det kan skabe et selvbillede og et “jeg”. Vi ved om, at hvis ikke plejebarnet har denne viden og forståelse, vil det kunne skabe et tomrum og en uvidenhed, som ikke er hensigtsmæssigt i forhold til senere ageren i livet. Udover dette, vil det kunne hjælpe barnet, til en forståelse af, hvorfor han/hun skulle påføres omtalte traume eller udsættes for endnu et traume og hvorfor forældrene ikke er egnet til at være barnets primære omsorgspersoner.

Plejefamilien skal have alle  informationer, som omhandler plejebarnet og dets familie, så der kan etableres denne meget vigtige viden for plejebarnet. Det er med til at gøre helings- og udviklingsprocessen for barnet nemmere.

Den faglige opgave

§50 undersøgelse:

Barnet har ret til en ordentlig sagsgang i.f.t. anbringelsen og derfor bør der foreligge en §50 undersøgelse, som kan påvise om mor og/eller far har forældreevnen til at være omsorgspersonerne i barnets liv.

Handleplan:

Der bør, for barnets skyld, foreligge en handleplan som den professionelle plejefamilie kan handle ud fra. Denne handleplan skal indeholde nogle hovedpunkter såsom, formål med anbringelsen, baggrund for anbringelsen, vision, mission og konkrete beskrivelse af opgaverne.

Foreligger dette ikke, bliver det - for plejefamilien - rigtig svært at vide, hvilke interventioner der skal gøres og i værste tilfælde, vil det blive interventioner der gøres i “blinde”.

Med henvisning til Barnets reform, er det desuden lovpligtigt, at udfærdige en handleplan. Dette er vi i PLF dog vidende om, ikke altid sker. Derfor vil vi gerne indskærpe, at handleplanen skal foreligge, ved enhver anbringelse og også inden barnet er anbragt.

Det er også lovpligtigt, at handleplanen - via statusmøder - følges op på. Mennesker forandres og det gør plejebørn også. Derfor er det vigtigt, at forvaltning, forældre, plejefamilier og andre samarbejdspartnere tages i samråd og får revideret handleplanen, alt efter hvilken udvikling barnet er i.

Statusmøder skal, som udgangspunkt, udfærdiges 1. gang 3 mdr. efter anbringelsen og efterfølgende, hvert halve år.

Plejefamilien som ligeværdig samarbejdspartner

Barnet har ret til en fælles faglig indsats. Dermed sagt, at alle faglige aktører omkring barnet inddrages. Dette vil skabe en fælles forståelse for barnet og målene i handleplanen.

Dette giver barnet de bedst mulige forudsætninger for en positiv udvikling.

Vi oplever ofte, at plejefamilien ikke bliver inddraget, men bliver brugt som det vi vil kalde “rekvisitter”.

Det kan medfører frustrationer og manglende samarbejde omkring barnet, som i yderste konsekvens kan betyde, at afgørelser omhandlende barnet, bliver truffet på et forkert grundlag.

Den til enhver tid nødvendige faglige kompetence skal være til stede i plejefamilien under hele anbringelsesforløbet

Det er bydende nødvendigt, at matchningen mellem plejebarnet og plejefamilien bliver vægtet højt i en anbringelse. Dette har betydning for barnets mulighed for at danne kommende relation til familien.

Også her er det nødvendig, at der på forhånd ligger en klar beskrivelse af plejebarnet og dets familie, for at det gode match kan etableres.

Ligeledes skal der sikres, at den valgte plejefamilie har de faglige redskaber, der matcher barnet behov, sådan at barnet på sigt, vil være i stand til, at kunne klare sig på lige fod som andre jævnaldrende.

Det er vigtigt under hele anbringelsen, gennem supervision, at sikre at plejefamilien, har de faglige kompetencer der sikrer barnet. Det er en forudsætning, at supervisor er ekstern - psykolog/terapeut - da det ofte handler om personlige sammenspils relationer i.f.t. plejebarnet og den øvrige familie. Vi ved om, at mange af de børn der bliver anbragt i plejefamilier har store og vanskelige problematikker, som nødvendiggør, at supervisionen er tilrettelagt ud fra konkret kendskab til området.

Formålet er, dels at sikre plejebarnet de optimale udviklingsmuligheder og også undgå - så vidt muligt - sammenbrud i anbringelsen.

Inddragelse af børn

Vi er opmærksomme på, at børn ofte kan komme i en loyalitetskonflikt, som er uhensigtsmæssigt og kan være direkte skadende for børnene. Dermed ikke sagt, at børn ikke skal høres og inddrages, men vi mener også, at der er en væsentlig forskel på høring og inddragelse.

Det er vigtigt at sikre, at de personer der varetager børne-samtalerne er “klædt fagligt på” til at udfører disse. Børn kan “finde på” historier, som sikre dem kontinuitet i anbringelsen - både af hensyn til søskende og forældre og sig selv, men også som udtryk for sin egen usikkerhed og angst for konsekvenserne af, at udlevere deres egen virkelighed.

Hvorfor er jeg anbragt?

Børn har ret til at vide om, sin egen livssituation og for at kunne forstå den, skal de kende årsagen til anbringelsen. Man skal ikke underkende børns fornemmelse af egne intrapsykiske vilkår. Børn har en udtalt opmærksomhed på, hvad der er sket eller hvad der sker omkring dem. Børnene har brug for, at vide om og fornemme intensiteten de voksnes ageren. Det handler om at skabe tillid til voksne og skabe en forståelse af egne livsvilkår.

Samarbejde med barnets forældre

Under dette punkt, vil vi gerne indskærpe, at det er bydende nødvendigt, at plejefamilien klædes på, til at udføre, så vidt det er muligt for plejebarnets forældre, et ordentligt og respektfuldt samarbejde med forældrene omkring børnene.

Det skal indskærpes, at det ikke er plejefamiliernes valg, men at det som udgangspunkt er af hensyn til barnet. Man skal som plejefamilie i professionelt øjemed, tage vare på barnet og dennes relationer.

Dette kan være rigtig svært for plejefamilien, da det kan være vældig svært, at modarbejde sine egne modoverføringer på biologiske forældre. Ofte bliver barnet anbragt, med svære og dybe svigt i rygsækken og det kan være rigtig svært for plejefamilien, at se det konstruktive og fornuftige i, at barnet skal have samvær med sine forældre og også at man som plejefamilie skal arbejde sammen med dem.

Men ikke desto mindre, bør det ikke være plejefamiliens valg, men udelukkende en vurdering fra psykologer/terapeuter/psykiatere, at vurdere vigtigheden i, om barnet skal se sine forældre eller ej.

Plejefamilien skal så arbejde ud fra, hvilke henvisninger der kommer derfra.

Plejebarnet ret til, at vide om og se sine forældre, så længe det er vurderet forsvarligt og plejefamilien skal uddannes i, at være i et samarbejde omkring dette.

Derfor kan det ikke siges højt nok og faktisk mener vi, at det skal tilføjes som et lovpunkt, at Plejefamilierne Skal have Supervision.

Supervisionen SKAL være af ekstern terapeut/psykolog og i nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at plejefamilien selv udvælger en sådan.

Supervisionen SKAL være af både faglig og personlig karakter.

Og plejefamilien SKAL være indstillet på at modtage fag- og personlig supervision.

Uddannelse og efteruddannelse:

Anno 2014 kan vi konstatere, at rigtig mange af de anbragte børn har problemstillinger, som kræver meget højt fagligt niveau. Derfor tænker vi, at det er bydende nødvendigt, at plejefamiliernes faglig viden, svarer til børnenes problemstillinger og behov.

Derfor tænker vi, at det er rigtig vigtig, at udvælgelsen af plejefamilierne, sker ud fra et fagligt højt udgangspunkt og ikke ud fra et økonomisk etablissement.

Det betyder derfor også nogle fagretslige vilkår, som er med til at sikre kontinuitet i anbringelsen og faglig kompetencegivende viden, sådan at barnet sikres de bedste udviklingsmuligheder.

Opsigelsesvarsler – sikkerhed for ”den hele barndom”

Ved etableringen af et plejeforhold indretter såvel plejefamilien som barnet på de nye forhold i deres liv. Det indebærer såvel praktiske forhold som relationsmæssige forhold.

Samtidig indretter plejefamilier, som alle andre familier, deres families økonomi i relation til den indtægt de som familie har.

Indenfor samtlige andre pædagogiske arbejdsforhold, er opsigelse af forholdet reguleret efter funktionærlovens bestemmelser, hvilket indebærer opsigelsesvarsler der reguleres efter ancienniteten i det pågældende arbejdsforhold.

Samtidig skal opsigelser sagligt begrundes og denne saglighed kan prøves fagretligt/retligt med en erstatning til følge såfremt opsigelsen ikke er sagligt begrundet.

Det samme gælder ved væsentlige ændringer i ansættelsesforholdet.

Det er vores opfattelse, at plejefamilier skal have den samme sikkerhed og således opfattes af funktionærlovens bestemmelser for så vidt angår opsigelsesvarsler og krav om saglighed ved opsigelse eller ændringer af arbejdsvilkår.

En opsigelse af et plejeforhold eller ændring af arbejdsvilkår er af stor indgriben i en plejefamilie. Dels berører det indtægtsgrundlaget og dels indebærer det strukturelle ændringer internt i det daglige familieliv, hvor også de anbragte børn kan blive en del af ændringerne. Der er derfor behov for tryghed og sikkerhed i arbejdsforholdet.

Vi oplever desværre en stor vilkårlighed fra kommunernes side overfor plejefamilierne både hvad angår opsigelser og vilkårsændringer og i dag er plejefamilierne bogstaveligt talt retsløse, hvilket skaber stor daglig usikkerhed.

Herudover ser vi gerne fra PLFs side, at der indføres procedurer, der skal iværksættes, såfremt et plejeforhold skal afbrydes uden det er i overensstemmelse med den for anbringelsen gældende handleplan. En afbrydelse vil ofte være en traumatisk situation for det anbragte barn.

Vi så gerne en procedure, hvor man inden afbrydelsen de facto blev gennemført, var forpligtet til at afholde møde med plejefamilie, forvaltningens ledelse og en repræsentant for kommunens børne- og ungeudvalg, hvor man drøftede årsagen til afbrydelsen og, hvorvidt der kunne iagttages tiltag, der sikrede, at anbringelsesforholdet kunne fortsætte.

Det ses desværre ikke sjældent at en afbrydelse skyldes dårlige samarbejdsrelationer mellem en sagsbehandler/konsulent i kommunen og den pågældende plejefamilie. Dårlige samarbejdsrelationer, der ikke nødvendigvis har noget som helst at gøre med plejefamiliens arbejde med det pågældende barn i den konkrete anbringelse, men som ofte kan bero på forskellige faglige opfattelser af, hvad der indsatsmæssigt er relevant for barnet.

Det giver naturligvis sig selv, at såfremt der er forhold i plejefamilien, der er til skade for det anbragte barn, skal afbrydelse kunne ske uden iværksættelse af ovennævnte procedure.

Der skal imidlertid stadig være et saglighedskrav, så kommuner ikke blot kan hævde at det var usundt for barnet at være i plejefamilien og derved undgå såvel procedurer som opsigelsesvarsler.

Aflønning af plejefamilier

Plejefamilier aflønnes i dag efter en vederlagsmodel, der er ensidigt fastsat af kommunernes interesseorganisation/arbejdsgiverforening.

Vi har i PLF ikke taget stilling til, på hvilket niveau denne aflønning skal foregå.

I den sidste ende kan man jo argumentere for, at det er op til den enkelte plejefamilie, for hvilket beløb den vil stille sin familie og sin dagligdag til rådighed for en anbringende kommune og udføre det nødvendige arbejde med et anbragt barn.

Et forhold der imidlertid er genstand for utallige problemer i anbringelsesforholdene og store frustrationer i plejefamilierne, er kommunernes anvendelse af omvendt resultatløn, eller blot vilkårlig nedsættelse af plejefamiliernes løn. Ofte efter en række års anbringelse.

Kommunerne bruger meget ofte direkte trusler om anden anbringelse, såfremt plejefamilierne ikke ”godvilligt” anerkender nedsættelse i løn eller andre væsentlige vilkår.

Der er ofte tale om ikke uvæsentlige nedsættelser i lønnen. 2 vederlag svarende til ca. 96.000 kr. i årlig indtægt er desværre ikke ualmindeligt.

Det er i forbindelse med iværksættelse af efterværn kommunernes opfattelse, at en lønnedsættelse er ”en helt naturlig ting”.

Rækkefølgen i den kommunale praksis er, først ser man om plejefamilien vil acceptere en lønnedgang på op til 4 vederlag kr. ca. 192.000 og herefter tager kommunen så stilling til, hvorvidt efterværn skal etableres.

Når først en kommune har tvunget en plejefamilie gennem den ”vridemaskine” er ethvert tillidsforhold fra plejefamilien i relation til kommunen endegyldigt forsvundet, hvilket ikke på nogen måde er til gavn for anbringelsen.

Samtidig drænes plejefamilierne for psykisk overskud ligesom den økonomiske virkelighed naturligvis også bliver en anden i familien.

Ingen af disse forhold er til gavn for anbringelsen og hermed ej heller for det anbragte barn.

Det er efter vores opfattelse en praksis, der på den ene eller anden måde bør gøres umulig/ulovlig.

Hvordan det præcis skal kunne gennemføres er vanskeligt at pege helt præcist på, men en omfattelse af beskyttelsen i funktionærloven, som ovenfor nævnt, vil være et skridt på vejen, idet det vil gøre det muligt for plejefamilierne at foretage en retlig prøvelse af den væsentlige ændring, enhver lønnedsættelse er, set i et ansættelsesretsligt perspektiv.

I dag er plejefamilierne bogstaveligt talt retsløse. Og hermed også plejebørnene, hvis fortsatte anbringelse er afhængig af plejefamiliens vilje/evne til at acceptere og håndtere kommunens adfærd.

Pension

På 100 % af det offentlige arbejdsmarked og hele det overenskomstdækkede private arbejdsmarked er der arbejdsgiverbetalt pension.

Vi finder det helt naturligt, at plejefamilier også har en arbejdsgiverbetalt pension.

Ferie

Plejefamilier er omfattet af ferieloven, hvilket er fastslået i en række domme.

Lad os lige for en god ordens skyld fastslå, at det er Plejefamiliernes Landsforenings holdning, at plejebørnene så vidt muligt, skal deltage i familiens ferier.

Det betyder ikke, at der ikke kan være anbringelsesforhold, hvor barnets baggrund eller funktionsniveau kan gøre, at det er relevant for plejefamilien at holde ferie uden plejebarn, men det er set i vores perspektiv ikke udgangspunktet. Udgangspunktet er at plejebørnene skal med på familieferier.

Plejeforældrene kan naturligvis have behov for at tage på voksenferie helt uden børn og restituere det parforhold, der er det bærende element i rammerne for anbringelsesforholdet. Det mener vi, der skal være mulighed for.

Det er imidlertid vores opfattelse, at når plejefamilier giver afkald deres ret til at holde ferie uden at skulle arbejde under ferien, så skal man naturligvis aflønnes for dette arbejde og således kompenseres for at give afkald på at holde fri.

Den kommunale praksis er i dag, at man pålægger plejefamilierne at holde ferie med plejebørnene, så modtager man sin optjente ferieløn, men modtager ikke betaling for at varetage opgaven under sin ferie.

Man kan illustrere det ved at andre lønmodtagere omfattet af ferieloven får betaling for 52 ugers arbejde, men kun arbejder de 47 uger, da de holder fri under ferie de sidste 5 uger. 

Plejefamilier modtager ligeledes betaling for 52 ugers arbejde, men arbejder samtlige 52, idet de ikke holder fri under deres 5 ugers ferie.

Plejefamilier pålægges/forventes således at arbejde gratis 5 uger af året.

Udover, at vi ikke finder det rimeligt, finder vi endvidere, det er i strid med ferielovens § 4.

Plejefamiliernes de facto status som retsløse betyder imidlertid, at kommunerne presser plejefamilierne til at betale for anbringelserne 5 uger om året ved at have børnene med på ferie uden betaling.

Vores forslag går i al sin enkelthed ud på at lave en ændring af ferieloven, der indebærer, at når en plejefamilie varetager opgaven med det anbragte barn under sin ferie i overensstemmelse med handlingsplanen, skal dette betragtes som ferieumulighed på lige fod med sygdom, barsel, afsoning mv, så plejefamilierne er berettigede til at få deres optjente feriepenge udbetalt.

Ordningen skal alene være frivillig for plejefamilierne.

Kommunerne skal ikke have mulighed for at fortsætte med at lade plejebørnene forblive i plejefamiliernes varetægt under ferie uden betaling.

Som praksis er i dag har kontanthjælpsmodtagere en bedre ferieretlig stilling end plejefamilier.

Forsikring af plejebørnene

Kommunerne afviser i dag at forsikre de børn de anbringer i plejefamilier, men anser det som plejefamiliens problem.

Det betyder, at der kan være stor usikkerhed om, på hvilken måde børnene er forsikret.

Det betyder samtidig, at plejefamiliernes hjem ikke er forsikret mod skader påført at anbragte børn, da disse er del af husstanden i relation til plejefamiliens egen forsikring.

Børnene er anbragt i plejefamilierne af kommunerne og under kommunernes ansvar.

Kommunerne bør derfor også være forpligtet til at holde børnene ansvars- og ulykkesforsikret.

Vi har eksempler på, at et barn har stjålet værdier i en plejefamilie på omkring 120.000 kr. Kommunen ville ikke gå ind en drøftelse af dækning og plejefamiliens familieforsikring dækkede ikke, da barnet ”var en del af husstanden”.

Forholdet er politianmeldt og anerkendt, men plejefamiliens eneste mulighed for at blive holdt skadesløs er at anlægge et personligt erstatningskrav på kr. 120.000 mod deres plejebarn og så holde dette retsligt i live ved med jævne mellemrum at søge beløbet inddraget.

Retstilstanden er utålelig for såvel plejefamilierne som de anbragte børn.

Af PLF

23. maj 2014