Kære alle I skønne plejebørn,

Børnehjælpsdagen inviterer hermed dig og resten af din plejefamilie til et hyggeligt arrangement, hvor I for alvor kan få lov til at gå i vikingernes fodspor.
Som plejebørn må I invitere resten af jeres plejefamilie (det gælder plejemor, plejefar og plejesøskende) med til denne hyggelige eftermiddag i vikingernes univers. Desuden vil vi også gerne give plads til, at I kan invitere en vigtig og central omsorgsperson med på dagen – altså en person, som er rigtig vigtig for dig som plejebarn f.eks. støttepædagog, fodboldtræner, biologisk mor eller lignende.
Arrangementet finder sted på Vikingeskibsmuseet i Roskilde
lørdag den 13. juni fra kl. 12.00-15.00
Vi starter på plænen foran selve museet kl. 12.00 med velkomst, præsentation og andet gøgl. Herefter åbner vi tre-fire sjove og lærerige workshops, som I kan besøge på egen hånd. Vi skal bl.a. lege vikingelege, bage fladbrød, en tur på bådbyggerens værksted og sidst men ikke mindst, vil nogle af jer få muligheden for at komme ud og ro i vaskeægte vikingebåde på Roskilde Fjord.
Alle workshops vil være bemandet af skønne kendisser og søde frivillige fra Børnehjælpsdagen.
Vi afslutter og runder hele dagen af på plænen igen kl. 15.00, hvor I vil få rig mulighed for at få autografer og måske er der også en lille overraskelse til jer som familie???

09. juni 2015