Åbent brev til social- og indenrigsminister Karen Ellemann

Kære Karen Først og fremmest tak for et godt og positivt møde i torsdags.

Men også tak for dine indspark i Jyllandsposten i sidste uge, herunder din advarsel til os som plejefamilier mod at tage en ”kamp” omkring plejefamiliers løn og arbejdsforhold, idet du mener, det vil gå ud over børnene.

Danmark er fuld af værdiløse politikere. Du er ikke en af dem. Du har dine klare værdier og holdninger. Og dem udtrykker du, hvilket du skal have tak for. Du erklærer klart og tydeligt, at du er et liberalt menneske, der sætter mennesket før systemet. Det er et livssyn jeg deler med dig. Jeg bliver bekymret, når systemerne tager over og bliver vigtigere end de mennesker, systemerne skal betjene. Når det bliver systemet og ikke mennesket selv, der har ansvaret for eget liv.

Jeg er imidlertid også af den opfattelse, at for at vi alle kan forfølge vores ret til et godt og positivt liv, så er der nødt til at være nogle normer, rammer og spilleregler, som sikrer, at din ret til at forfølge din lykke ikke går ud over min ret til det samme og omvendt.

En af mine tidligere undervisere på jurastudiet sagde altid, ”Klare aftaler giver gode venner”.

Sammen med et andet juridisk grundprincip ”pacta sunt servanda – aftaler skal holdes”, udgør de to principper grundlaget for, at vi som mennesker kan have klare normer, rammer og spilleregler. Det er to juridiske principper, jeg har som en af grundpillerne i mit liv.

Jeg er helt enig med dig om, at det at være plejefamilie ikke er klassisk lønarbejde. Udover vores faglige kompetencer er styrken jo netop i, at vi også netop er familier med familielivets værdier, og vi kæmpe mod, at vi gøres til små satilit institutioner. Når vi som plejefamilier får et barn i pleje, er det hele vores familie og netværk vi investerer og som påvirkes af den opgave, det arbejde, vi påtager os for den anbringende kommune.

Vi har i Plejefamiliernes Landsforening aldrig udtrykt, at vi ønsker en klassisk overenskomst på plejefamilieområdet. Vi kan ikke og vil ikke bringes i en situation, hvor udsatte og sårbare børn og unges liv skal være slagmark for en klassisk lønkamp.

Vi vil i det hele taget helst være fri for at blive bragt i en situation, hvor anbragte børns retssikkerhed og krav på en tryg og sikker opvækst, bliver sat i et direkte modsætningsforhold til plejefamiliers retssikkerhed. Men det er imidlertid den virkelighed, vi som plejefamilier lever i, og som vi mener, det er absolut nødvendigt at gøre op med. Ikke mindst for børnenes skyld.

Vi kan godt tage en lang og principiel diskussion om, hvorvidt plejefamilier er ansat i og af kommunerne. Det er vel dybest set en frugtesløs diskussion.

Vi mener derimod, at en diskussion af plejefamiliers retssikkerhed og rettigheder er en absolut nødvendig og påtrængende diskussion.

Det kan ikke nytte noget, at plejefamilier arbejder under vilkår, hvor der ikke er nogle rimelige varsler for opsigelse. Hvor man beder os investere hele vores familie og netværk i arbejdet, men kan opsige os med en måneds varsel, uden nogen saglig begrundelse, og uden vi kan prøve denne begrundelse retligt.

Det kan ikke nytte noget, at vi som plejefamilier ikke har en arbejdsgiverbetalt pensionsordning, som det øvrige danske arbejdsmarked. Vi kan ikke blive ved med at investere vores alderdoms økonomiske tryghed i udsatte og anbragte børns retssikkerhed.

En af de få rettigheder vi rent faktisk har som plejefamilier, er ferie. Den rettighed sætter kommunerne imidlertid de facto ud af kraft, ved at beordre os til at holde ferie på bestemte tidspunkter og forvente, at vi uden betaling arbejder under ferien.

De fleste kommuner meddeler plejefamilierne, at vil man ikke det, så vil kommunen flytte børnene til anden anbringelse. Hvilken betydning den situation så har for børnenes retssikkerhed, kan man jo så fundere lidt over.

Du siger i artiklen i Jyllandsposten, at du slet ikke forstår synspunktet med, at vi som plejefamilier vil have samme vederlag, når det går godt.

Det er der faktisk to ting i. Det ene er, at vi varetager en aftalt opgave for en kommune og under aftalte vilkår. Det gør vi også, når vores arbejde lykkes og det går godt, og vi fortsætter med at varetage opgaven og sikre, at det fortsat går godt. Vi investerer stadig hele vores familie og netværk i opgaven og varetager den fulde opgave. Jeg mener i øvrigt heller ikke, at jeg har hørt, at man hos Lego har sat alle medarbejderne og direktionen ned i løn, fordi det pt. går rigtig godt for Lego. Det andet er den situation, hvor en kommune giver en plejefamilie valget mellem at aflevere 48.000 - 96.000 kr. om året i løn eller acceptere, at kommunen henter et barn ud af din familie, der har levet i din familie i måske 6, 8 eller 12 år, for at anbringe barnet i en billigere plejefamilie. Her er det ansatte barns rettigheder i direkte konflikt med plejefamiliens retssikkerhed.

For holder vi som plejefamilie fast i vores ret og vores aftale, så mister barnet kontinuiteten og trygheden i sit liv. Jeg kender de mennesker, der bliver sat i det valg. Jeg kender de mennesker, når de grædende ringer til mig og oplever sig kørt over af systemet, når de oplever, at al respekt for dem som mennesker er væk, og at deres personlige integritet er blevet krænket. Jeg ved også, hvordan de har det, når de træffer det eneste mulige valg. Nemlig at tage det professionelle og menneskeligt anstændige valg at fortsætte arbejdet med børnene. Og jeg forstår dem. Jeg kender også de kommunale embedsmænd, der udsætter plejefamilier for dette valg. Der uden at blinke sender et brev med en ny kontrakt med en ny løn der er 48.000-96.000 kr. lavere og en ordlyd der hedder, skriv under eller du er opsagt til den første og barnet flyttes til anden anbringelse. Men jeg forstår dem ikke. Jeg forstår ikke deres værdier, og jeg forstår ikke systemet. Jeg forstår ikke et system, der lader offentlige myndigheder gå ind i en families hjem, en familie man har bedt tage vare på et udsat barn i vores samfund, og true denne familie med at hente barnet ud, hvis man ikke afleverer penge til systemet. Jeg forstår ikke deres værdier.

Karen du har ret i, at denne kamp risikerer at gå ud over børnene.

Det gør det allerede i det sekund, man fra systemets side overskrider alle anstændige grænser overfor plejefamilierne, og giver dem det ovenfor nævnte valg.

Det er det, jeg med mine værdier, mine to nævnte juridiske principper vil søge at beskytte plejefamilierne mod, og samtidig beskytte børnene mod, for hvad sker der, hvis plejefamilien går ned med stress og depression efter den behandling, eller slet og ret ikke længere gider finde sig i at blive behandlet på den måde. Ja så ryger barnets retssikkerhed.

Du spørger afslutningsvis, om jeg gider glæde mig over, at det barn jeg har i min varetægt trives og har det godt.

Mit svar er, at ja det gider jeg godt, og det glæder jeg mig også over, når det sker. Jeg glæder mig, når vi som plejefamilier er dygtige og vedholdende og vores indsats bærer frugt. Men i modsætning til kommunernes opfattelse, så betragtes denne glæde ikke som gyldigt betalingsmiddel i banken, i kreditforeningen, i Føtex, Irma eller Brugsen. Det er heller ikke gyldigt betalingsmiddel, der hvor jeg får repareret min bil eller der, hvor jeg køber tøj til mine børn.

I øvrigt veksler det i plejefamilier som oftest op og ned, hvor belastningen skifter hele tiden, også hvor det i en periode er gået fremad.

Endnu engang skal du have tak fordi du har nogle værdier og meninger, som du giver klart udtryk for.

Jeg tror såmænd ikke engang, at vores værdier er så grundlæggende forskellige. Vi har blot nogle forskellige erfaringer og forskellige vinkler på nogle af de forhold, vi har som fælles interessesfære.

Jeg tror på, at samtale og dialog er med til at skabe fælles platform og fælles forståelsesramme, og jeg vil se frem til en fortsat konstruktiv dialog med dig.

Venlig hilsen

Jens Vegge Bjørck Formand

Af PLF

20. september 2015