Bred opbakning til at følge anbragte unge ind i voksenlivet

Kun SF og EL har som officiel politik, at anbragte unge, der fylder 18, skal have tilbudt såkaldt efterværn. 

Alligevel bakker folketingskandidater på tværs af partiskel tydeligt op om et retskrav.

89 pct. af de socialdemokrater, som har deltaget i en socialpolitisk kandidattest, melder sig under fanerne for, at anbragte unge skal have tilbudt efterværn modsat i dag, hvor kommunerne kan vælge at tilbyde det, men altså ikke skal. Efterværn er et tilbud, kommunalbestyrelsen kan give anbragte unge, så systemet ikke slipper dem, når de unge fylder 18 år.

Liberal Alliance har den laveste tilslutning til et retskrav. Her bakker hele 71 pct. op om efterværnstilbud til alle, skriver Avisen Kommunen. Dermed går de direkte imod deres partier, hvor kun Enhedslisten og SF har en politik om, at anbragte børn og unge skal have tilbudt efterværn modsat i dag, hvor kommunerne kan vælge, om de vil tilbyde efterværn.

Det overrasker ikke socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil, at der er så stor socialdemokratisk tilslutning til et retskrav - også selvom det går imod partiets officielle politik. Hun fortæller, at partiet til årets satspuljeforhandlinger fik sat penge af til at styrke efterværnsindsatsen for at komme så tæt på et retskrav som muligt.

- Men jeg kan ikke sige, at vi har en politik om, at vi går ind for et retskrav, for hvis vi skal have det, skal vi også kunne pege på, hvor pengene skal komme fra, og det kan vi ikke endnu. Det vil være meget dyrt at indføre et retskrav, så lige nu er vores politik, at vi vil få flere penge over i den retning, så vi kommer så tæt på som muligt, siger hun til Kommunen.

Frygt for fastholdelse
Kun ni Venstre-kandidater har svaret ved kandidattesten. Men for Venstres socialordfører Karen Ellemann er der en god grund til ikke at gøre det til en pligt for kommunerne at tilbyde de unge efterværn.

- For os er det vigtigt, at man foretager en konkret individuel vurdering af de unge mennesker, der står overfor at flytte ud fra for eksempel en døgninstitution Der vil være tilfælde, hvor nogle unge stadig har brug for hjælp, og andre tilfælde, hvor de unge ikke har brug for hjælp. Jeg er bekymret for, at hvis man indfører et retskrav, hvor alle anbragte unge får tilbudt efterværn, ender man med, at den unge af sine velmenende omgivelser bliver fastholdt i systemet.

Tallene stammer fra en ny kandidattest, som Socialpædagogernes Landsforbund har foretaget blandt 332 folketingskandidater.

Af DK-Nyt

27. april 2015