Mere end hver femte i 9. klasse har skadet sig selv

Selvskade er et udbredt problem blandt unge.

Det viser Børnerådets nye undersøgelse blandt 1.400 elever i 9. klasse. Børnerådets formand Per Larsen er chokeret over antallet af selvskadende unge og opfordrer til handling.

I en typisk 9. klasse i Danmark sidder fem elever, som har skadet sig selv. De unge, som skader sig selv, trives typisk dårligere end andre unge. De er oftere ensomme og har lavere selvværd, de er plaget af flere former for daglig mistrivsel, og de er oftere blevet mobbet.

Læs Børnerådets undersøgelse: Mere end hver femte i 9. klasse har skadet sig selv

Børnerådets formand Per Larsen er rystet: ”Det er chokerende, at så mange unge mistrives og skader sig selv. Det er vi simpelthen nødt til at gøre noget ved. Det handler både om bedre hjælp i situationen, men også om det forebyggende arbejde. Børns trivsel skal forbedres – og det handler i høj grad også om at bryde tabuet om selvskade, så det bliver lettere for voksne at hjælpe børn og unge til det gode børneliv, som FN’s Børnekonvention fastslår, at de har ret til.”

Clara er en af de unge fra Børnerådets undersøgelse, der skader sig selv. Hun fortæller, at hun er blevet mødt af et system, der ikke slår til, fordi selvskade ikke er en egentlig sygdom i diagnostisk forstand: ”Jeg fik ikke behandling, før jeg var selvmordstruet, hvor jeg dukkede op på akutmodtagelsen. Så ville de lave en henvisning, men det ville de ikke før. Fordi det ikke var slemt nok. De forebygger ikke. De tager det først, når det er eskaleret”. 

Per Larsen efterlyser bedre mulighed for hjælp og behandling: ”I dag er det sådan, at det kun er en diagnose, der giver adgang til hjælp. Det er simpelthen ikke rimeligt, at så mange unge bare skal gå og vente på, at samfundet synes, de er syge nok til behandling. Der skal langt bedre tilbud på bordet – også uden at det først kræver en diagnose.”

Undersøgelsen viser, at selvskade er et problem i hele landet, og at de unge i 9. klasse har en meget præcis fornemmelse for omfanget af selvskade. Samtidig viser undersøgelsen, at der er flere piger end drenge, som har skadet sig selv, men at drenge, der skader sig selv, gør det hyppigere.

Undersøgelsens hovedresultater

  • Af de 22 pct. unge, der har skadet sig selv, er 68 pct. piger, mens 32 pct. er drenge.
  • Unge fra brudte familier og unge, der bor i økonomisk trængte familier, skader oftere sig selv. 
  • 42 pct. af de unge, der er blevet mobbet på nettet det seneste år, har skadet sig selv.
  • 14 pct. af de drenge, der har skadet sig selv, har gjort det over 20 gange det seneste år. Det samme gælder for 7 pct. af de piger, som har skadet sig selv.
  • De mest udbredte former for selvskade er at skære, kradse eller slå sig selv.
  • Unge, der har skadet sig selv, udfører oftere end andre unge indirekte selvskade, fx ved at kaste op, efter de har spist.
  • Unge, der har skadet sig selv, har lavere selvværd og oplever flere former for daglig mistrivsel end andre unge.
  • Selvskade er udbredt i hele landet: 93 pct. af de skoler, der er med i Børne- og Ungepanelet, har unge, der selvskader. 

Yderligere oplysninger
Cecilie Nielsen, Børnerådets sekretariat, tlf. 33783313, e-mail: cen@brd.dk

Om undersøgelsen
Børneindblikket er et resultat af fjerde undersøgelse i Børnerådets nuværende Børne- og Ungepanel og af en række interviews. Første undersøgelse i panelet handlede om livet i 7. klasse, den anden om unge og medier, den tredje om familieliv, mens vi i denne undersøger en række former for risikoadfærd.

Analysen bygger på en spørgeskemaundersøgelse i Børnerådets Børne- og Ungepanel blandt 1.390 elever i 9. klasse samt interviews med 18 elever fra 9. klasse og to selvskadende unge. Spørgeskemaundersøgelsen blev gennemført i november/december 2015. Undersøgelsens metoder er beskrevet bagerst i Børneindblikket.

Af Børnerådet

25. maj 2016