Professor afliver seks myter om anbringelsesområdet

Professor afliver seks myter om anbringelsesområdet

Udgifterne til anbringelsesområdet stiger eksplosivt. Eller gør de nu også det? Professor aflivede mandag seks velkendte myter fra anbringelsesområdet

Af Mathilde Friis-Andersen, mathilde@dknyt.dk
NYBORG: Med baggrund i register-data fra Danmarks Statistik og Ankestyrelsen og særudtrukket data fra Rockwool-fonden, der ikke normalt er tilgængeligt,  afliver professor Inge M. Bryderup, Institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet, seks velkendte myter indenfor anbringelsesområdet.
Med oplægget 'Hvad ved vi?' på Socialpædagogernes konference mandag, dykkede professoren ned i nogle af de myter, der præger debatten og området generelt. Den høje grad af myter skyldes ifølge Inge M. Bryderup, at anbringelsesområdet traditionalt set er meget forskningstyndt, ligesom man ikke har stor historiebevidsthed om udviklingen på området.
Myte 1: Antallet af anbragte børn og unge er kraftigt faldende de senere år
- Nej! Det er rigtigt, at der er sket et nominelt fald i antallet af anbragte børn siden 2009 fra ca. 13.000 til godt og vel 11.000, men det er et sammenfald, der er sket inden for aldersgruppen 0-17 år, hvilket betyder at når man måler anbringelsefrekvenser, så er der ikke sket meget. Som det ses af statistikken er der ikke sket meget de sidste 100 år, hvor anbringelsesfrekvensen har ligget mere eller mindre på 1 pct.
  • Anbringelsesfrekvens:
    1918: Knap 1 pct. (beregnet skøn)
    1926: Knap 1 pct.
    1993: Godt 1 pct.
    2003: 1,2 pct.
    2009: 1,3 pct.

    2012:  1,1 pct.
    2014:  1,0 pct
Myte 2: Anbringelserne er blevet kortere
- Nej! det er de ikke, de er blevet længere. Kigger vi tilbage til 1985 var en anbringelse gennemsnitlig på 13 måneder, mens den i 2010 var på 34 måneder. En anbringelse i almindelig familiepleje er i gennemsnit af fire års varighed. Hvordan forholdene er for døgninstitutionerne ved vi ikke. - Som en sidebemærkning er det relevant at nævne, at Rockwool-fonden med sit omfattende register har vist, at længerevarende anbringelser har en positiv effekt på de anbragtes liv som voksne. De får både højere indkomst og de får mindre ledighed. Idealet er dermed ikke nødvendigvis en kort anbringelse.
Myte 3: I Danmark anbringes mange flere børn end i andre lande
- Norge og Sverige har halet rigtig godt ind på os, så kigger vi på anbringelsesfrekvensen, ligger de tæt på vores ene procent. Det er dog værd at bemærke, at det er vanskeligt at sammenligne tallene direkte, da man i Norge tæller anbragte børn og unge i alderen fra 0-22 år med og i Sverige tæller anbragte børn og unge i alderen fra 0-20 år.- Hvis de i Norge og Sverige kun talte de 0-17-årige med, som vi gør her i landet, ville statistikken de formodentlig vise, at de i anbringer flere børn og unge, end man gør i Danmark. I Norge tæller man desuden ikke anbringelser på op til et halvt år med.- I England har man flere lovgivinger i feltet og deres kriminelle lavalder på ti år betyder, at de børn med kriminel adfærd i alderen 10-15 år, som vi her i Danmark anbringer og tæller med i vores statistik, ikke tæller med i statistikken i England.
  •                          2006   2007  2008  2009   2010   2011   2012   2013   2014
    DK (0-17 år)     1,06   1,09   1,10    1,11   1,10   1,10    1,08     1,04    1,01
    Norge (0-22)     0,74   0,76   0,78   0,80    0,88   0,91    0,96     0,97    0,99
    Sverige (0-20)   0,65   0,66   0,69  0,70     0,74   0,79    0,90     0,98    0,93
    Engl. (0-17)       0,55   0,55  0,54  0,55     0,58    0,58    0,59    0,60    0,60

Myte 4: Flere og flere børn, unge og familier modtager forebyggende indsatser
- Her har vi også en stor konstans. Omkring 4 pct. af alle børn har historisk set modtaget en eller flere forebyggende foranstaltninger til barnet eller familien. Her kan vi altså ikke se nogen udvikling på området. Det endda på trods af, at de forebyggende foranstaltninger rent lovgivningsmæssigt gentagne gang er blevet udviddet og anbefalet - helt tilbage fra lovændringerne i 1993.
  • Andel af børn der modtager foranstaltninger
    1932:  4,0 pct.
    1953:  3,7 pct.
    2000: 3,6 pct.
    2014:  3,0 pct. 

Myte 5: Udgifterne til anbringelsesområdet er steget eksplosivt de seneste årtier
- Her har jeg kigget på andelen af udgifter til anbringelsesområdet set i forhold til de samlede  udgifter på det sociale område i perioden 1900-2000. Som det fremgår af statistikken startede vi på 0,4 pct. i 1900 og har så ligget konstant på godt og vel 2 pct frem til midt 1970'erne, og det er så faldet frem til 2000.- Rockwool-fonden har i stedet kigget på, hvor meget anbringelseludgifterne har udgjort i forhold til BNP. Og her kan man se, at anbringelsesudgifterne har ligget konstant på 0,8 pct. i både 1996, 2007 og 2013.- Rockwool-fonden har også kigget på det nominelle tal, og her kan man se, at det har ligget på mellem 12 mia. kr. og 14 mia. kr. i hele perioden fra 2000 til 2013 med fast prisberegning på 2000. Udgiften til de enkelte anbringelse er deriomod steget med ca. 30 pct i perioden 1996 til 2013.
Myte 6: Familieplejeanbringelser er meget bedre end anbringelser i institution 
- Det ved vi faktisk ikke noget om. Og det ved man heller ikke i den internationale forskning. Det vi ved, er, at det går dem, der har været anbragt i familiepleje lidt bedre - nogle siger det ene, andre siger det andet - men på en række parametre som uddannelse og senere beskæftigelse samt helbredsforhold ser det sådan ud.- Historisk set er det dog værd at bemærke, at der er en tendens til, at det er de mindst belastede børn og de yngste børn, der har været anbragt i familiepleje.
Af dknyt.dk

07. september 2016