Plejefamilier skal være familier, ikke behandlere,

Af Karen Ellemann (V)
Social- og indenrigsminister

Plejefamiliernes fornemste og vigtigste opgave er at være familier. Det er jeg ikke sikker på, at professor Inge Bryderup helt har forstået med sine udtalelser bragt på Altinget 8. september. 

Bryderup mener, at vi bevæger os imod en katastrofe, fordi plejefamilierne ikke er professionelt uddannede fagpersoner ligesom personalet på opholdssteder og døgninstitutioner.

Med Barnets Reform forpligtede vi kommunerne til at anbringe børn og unge i plejefamilier, hvis barnets eller den unges behov taler for det. Det satte jeg mig som socialminister i spidsen for dengang, og det står jeg ved. 

Vi gjorde det, fordi et trygt miljø med omsorg og mulighed for at danne nære og stabile relationer til voksne er vigtigt for at sikre en god opvækst for alle børn. Det får anbragte børn bedst i en plejefamilie, hvor barnet samtidig bliver skånet for skiftende vagtplaner og forskelligt personale.

Kærlighed er vigtigere end faglighed
For hvad er vigtigt for et barn på 10 år? Jeg mener, at det først og fremmest er en rigtig familie, som kan give barnet en stabil og kærlig opvækst med en hverdag, der ligner den, andre børn har. Hvor mor og far går på arbejde hver dag, og hvor barnet er en del af en familie.

Plejefamilierne skal være klædt på til opgaven, men de skal ikke have en bestemt faguddannelse bag sig eller fungere som mini-institutioner. 

Nogle børn har brug for en specialiseret indsats, for eksempel fordi de har en bestemt diagnose. I de tilfælde er det vigtigste, at barnet får den indsats, ikke at den gives af plejefamilien. 

Plejefamilier skal ikke kunne løse alle opgaver og fungere som egentlige behandlere. Hvis barnet har brug for psykologhjælp, skal det ikke foregå over frokostbordet derhjemme. Det gør man jo heller ikke i andre familier. I stedet kan barnet komme i professionel behandling, for eksempel hos en psykolog eller i et ambulant forløb på en institution, samtidig med at barnet bor i familien. 

Vi ved, at det virker
Inge Bryderup siger, at vi stort set intet ved om, hvorvidt anbringelser i plejefamilier virker. Det er jeg ikke helt enig i.

For eksempel viser en større registerundersøgelse fra Rockwool Fonden, at børn, der har været anbragt i en plejefamilie, klarer sig markant bedre end institutionsanbragte børn i forhold til uddannelse og kriminalitet, også når man tager højde for forskelle i familiernes baggrunde.

Og fra SFI’s trivselsundersøgelse fra 2014 ved vi, at børn og unge, der lever i plejefamilier, trives bedre end institutionsanbragte børn, og de er gladere for deres anbringelsessted. 

Børn i plejefamilier føler sig i højere grad støttet og holdt af, og de oplever hyppigere, at anbringelsesstedet er trygt, harmonisk og hjemligt.

Tilsammen bekræfter det mig i, at vi er gået den rigtige vej.

Mulighederne skal udnyttes bedre
Når jeg siger, at plejefamilier først og fremmest skal være familier, så er jeg ikke blind for, at der selvfølgelig er stor forskel på børnenes behov og på de opgaver, som plejefamilierne løser. 

For en mindre del af plejefamilierne er der tale om en opgave, som kræver helt særlige kompetencer og måske en særlig uddannelse, fordi behandlingen bedst gives i en plejefamilie. Og der skal kommunerne være langt bedre til at anvende den særlige type plejefamilie, som i kraft af dens kompetencer og kvalifikationer er godkendt til at have børn og unge med tungere problemstillinger i pleje.

Men for langt de fleste plejefamilier er hovedopgaven at give barnet en opvækst i stabile og trygge rammer. 

Støtte i hverdagens udfordringer
Derfor skal vi ikke professionalisere plejefamilierne og stille flere krav til den opgave, de skal løse. Vi skal i stedet tænke langt mere i indsatser, der kombinerer opvækst i en plejefamilie med ambulant behandling, for eksempel på en institution. 

Her skal plejefamilierne selvfølgelig inddrages, så barnet oplever kontinuitet og tryghed undervejs.

Det er en særlig opgave at være plejeforældre, fordi man tager imod børn, som har fået en svær start på livet. Derfor skal plejefamilierne have den støtte, som de har behov for, til at kunne klare hverdagens udfordringer. 

Men plejefamilier skal først og fremmest være familier, ikke behandlere.

Af Karen Ellemann, Socialminister

22. september 2016