Plejefamilier kan ikke være andet end mini-institutioner

PLF: Plejefamilier kan ikke være andet end mini-institutioner

 Af Thomas Vorre, Formand PLF

Minister Karen Elleman skriver, at plejefamiliernes fornemmeste opgave er at være familier. Det kan vi i PLF kun støtte op om. Det er eftervist, at den bedste behandling af børn med tidlige skader, som har levet deres tidlige liv i en permanent overbelastning skal have kontinuitet og stabilitet i opvæksten. Det er noget af det eneste som reelt kan understøtte læring. Kontinuitet og stabilitet fås i en familiær relation, her kan et udsat barn kan føle sig i sikker havn.

 

Der hvor kæden hopper af er, at kommunerne landet over betragter anbragte børn som udgifter og at man i stigende grad sender børn hjem til der hvor skaden først opstod. Derefter tager man børn fra døgninstitutioner, som oprindeligt er visiteret til et behandlingstilbud og placerer dem i de ledige plejefamilier.

 

Oftest er børn som tilbydes behandlingstilbud i døgninstitutioner så belastede af deres tidlige barndom, at de ikke vurderes til at kunne bo i en almindelig familiær relation, men skal have flere omsorgspersoner som kan være sammen med disse børn i kortere tidsrum af gangen. Disse børn bliver nu i større og større antal overført til plejefamilier og kommunerne lukker døgninstitutionerne.

 

Der er en udmærket servicelov, som understøtter anbringelse af udsatte børn og unge. Desværre kan man bruge loven som man vil, fordi vurderingen af barnet er en meget subjektiv ting.

 

PLF har i de sidste 10 år været vidne til, at belastningsgraden af anbragte børn i plejefamilier bliver større og større. Lige nu barsler over halvdelen af landets kommuner med noget de kalder Sverigesmodellen. Grundpræmissen i modellen og tilsvarende tiltag er, at man flytter dårligere børn ned af indsatsstigen (en omkostningsterm). Konsekvensen er at børn med stærk tilknytning til deres plejefamilier som har været anbragt oftest fra spæd eller meget lille, bliver hjemsendt, for at gøre plads til de børn som burde have et andet tilbud i en døgninstitution.

 

Se den situation gør, at plejefamilier ikke kan være andet end mini-institutioner. Problemet er af familierne jo er almindelige familier med egne børn. Disse familier får ingen supervision eller tilbydes andre understøttende uddannelsestilbud for at håndtere den situation, at de er tvunget ud i at blive en mini-institution.

 

Men det værste er, at de børn som har haft en tryg og god opvækst som en del af en stabil familie, de mister deres familie og sendes tilbage til en trist og usikker tilværelse. De børn som kommer til plejefamilien er så belastede, at risikoen for sammenbrud i plejefamilien er meget stor. Disse børn er desuden ofte så skadede at de ikke evner at skabe tilknytning til deres nye påtvungne plejefamilie. Formanden for FADD og forstander for døgninstitutionen Godhavn, Søren Skjødt , fortæller at de får flere og flere anbringelser hvor plejebørn har været gennem 5 og 6 plejefamilier som alle er brudt sammen før barnet eller den unge har fået visiteret en plads på døgninstitutionen. Her er der tale om massive overgreb på både barn og plejefamilier på grund af fejlplaceringer.

Man kan selvfølgelig argumentere, at plejefamilierne er frie til at sige nej tak, men de fleste siger ja af et godt hjerte – det er bare ikke nok.  Forskellen mellem den lovgivende magt og den udøvende, lader til at være så forskellig, at ministerens gode mening om plejefamiliers arbejde, ikke stemmer overens med de kommunale intentioner. 

Af Thomas Vorre-Grøntved, formand PLF

22. september 2016