Pressemeddelelse omkring Plejefamilier i Randers gik for langt

Det var en fejl at lade en udvalgsformand konkludere politisk - og ukorrekt - på et brev fra Ombudsmanden, meddeler Randers Kommune i korrigerende pressemeddelelse.

af Michael Kjærgaard DKNyt

RANDERS: En pressemeddelelse fra Randers Kommune gik for langt, da den lod børn- og skoleudvalgsformand Anders Buhl-Christensen (V) tage et brev fra Ombudsmanden til indtægt for at 'tingene foregår korrekt i forhold til at lave en plan for økonomisk stabilisering af Familieafdelingen'. Den konklusion er der ikke dækning for i Ombudsmandens brev, og Randers Kommune har nu efter to uger udsendt en ny pressemeddelelse, der beklager fejlen.

I brevet skrev Ombudsmanden udtrykkeligt, at han 'har gjort Randers Kommune opmærksom på, at jeg med dette brev ikke har taget stilling til 'Handlingsplan for økonomisk stabilisering af Familieområdet'. Jeg har alene besluttet, at jeg ikke på det foreliggende grundlag vil iværksætte en ombudsmandsundersøgelse'. Denne ordlyd indgik ikke i Randers Kommunes oprindelige pressemeddelelse, hvor det i stedet blev refereret fra Ombudsmandens brev, at afvisningen byggede på at 'ændringerne sker inden for rammerne af lovgivningen på området, og at de er fagligt forsvarlige at gennemføre'.

Den ukorrekte konklusion, at 'tingene foregår korrekt i forhold til at lave en plan for økonomisk stabilisering af Familieafdelingen', fremstod som et citat af udvalgsformand Anders Buhl-Christensen, men falder altså alligevel så meget tilbage på Randers Kommune, at det i den nye pressemeddelelse kaldes en fejl, at det kom med i den oprindelige.

Det var to venstrefløjslister og SF, der på baggrund af en langvarig uenighed om håndteringen af forhold i Familieafdelingen havde opfordret Ombudsmanden til at foretage en undersøgelse, og byrådsmedlem Kasper Fuhr (Velfærdslisten) var dels ikke tilfreds med Ombudsmandens afvisning, dels meget utilfreds med, at kommunens kommunikationsafdeling havde brugt, hvad han kaldte Anders Buhl-Christensens 'alternative fakta' a la Donald Trump' i en officiel kommunal pressemeddelelse.

Det sidste er der nu gjort afbigt for. Den bagvedliggende strid har længere udsigter med at blive bilagt

Af DKNyt

29. marts 2017