logo-image
Mangel på støtte til plejefamilier er ødelæggende for anbragte børn

Selv om børn i stigende grad anbringes i plejefamilier, som er langt billigere end institutionsanbringelser, får familierne ofte ikke den nødvendige støtte og efteruddannelse. Det viser ny forskning. Udviklingen vil føre til flere sammenbrud i anbringelserne, fordi også belastede børn med diagnoser anbringes i plejefamilier, påpeger eksperter og Landsforeningen for Plejefamilier

Hver femte plejefamilie har ikke fået de grundkurser eller efteruddannelsesdage, som de har krav på, mens hver tredje plejefamilie aldrig får supervision i, hvordan de håndterer anbragte børn. Det viser det første landsdækkende forskningsprojekt på området, der er foretaget blandt 3.200 danske plejefamilier.

Ifølge professor på Aalborg Universitet, Inge Bryderup, der står bag undersøgelsen, er den manglende støtte og efteruddannelse et stort problem.

»Plejefamilierne står med nogle meget store opgaver. Mange børn, der anbringes i en plejefamilie, har store sociale og psykiske belastninger. Det klarer man ikke bare ved at flytte dem ind i en familie med helt normale omsorgsfunktioner. Der skal en helt anden viden til, og familierne får ikke særlig støtte, supervision eller efteruddannelse. Derfor tror jeg, at vi kommer til at se flere sammenbrudte anbringelser,« siger Inge Bryderup.

Af undersøgelsen fremgår det, at ca. 40 procent af de anbragte, efter plejefamiliernes egen vurdering, har diagnoser, mens 30 procent af børnene får medicin.

Derudover er en stor del af børnene bagud udviklingsmæssigt på grund af en opvækst præget af omsorgssvigt, påpeger Inge Bryderup: »Og det kræver en professionel viden, som mange plejefamilier ikke har i dag.«

Undersøgelsen viser nemlig også, at selv om familieplejerne generelt er bedre uddannede end danskere i den tilsvarende aldersgruppe, er det kun en tredjedel af plejerne, der er pædagogisk uddannet.

Og blot hver fjerde familieplejer har erfaring med børn, der har psykiatriske diagnoser eller andre tunge problemer.

Men anbragte børn med psykiatriske diagnoser og andre belastninger bliver ikke placeret hos de mest erfarne plejefamilier eller dem, der er bedst uddannet til at håndtere børnenes problemer, viser undersøgelsen.

»Vi kan slet ikke se noget, der ligner en tendens til at anbringe de mest belastede børn hos de mest erfarne eller bedst uddannede familieplejere,« siger Inge Bryderup.

Ses som serviceudbydere

Formand for Plejefamiliernes Landsforening Thomas Vorre-Grøntved er enig i, at der mangler støtte og efteruddannelse. Selv de plejefamilier, der får de temaundervisningsdage, som de har krav på, er ikke altid godt nok klædt på.

»Vi synes, det er underligt, at når kommunerne rask væk kan spare en million på at anbringe et barn i en plejefamilie i stedet for en institution, så er der ikke penge til støtte og efteruddannelse. Men det sker ikke, så længe det ikke er et lovkrav,« siger Thomas Vorre-Grøntved og tilføjer, at Plejefamiliernes Landsforening selv har etableret et efteruddannelseskursus i samarbejde med en professionshøjskole.

Han er enig med Inge Bryderup i, at den manglende efteruddannelse og støtte kan føre til flere sammenbrudte anbringelser.

»Der er familier, der må give op på grund af det her, og et sammenbrud er forfærdeligt for barnet. Især hvis det har fået en god tilknytning til familien og så skal flyttes videre. Vi får nogle fuldstændig grundforvirrede børn, hvis de ryger fra den ene plejefamilie til den anden,« siger Thomas Vorre-Grøntved.

Han mener derudover, at det er et stort problem, at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad lytter til plejefamilierne og inddrager deres erfaringer med barnet. Det forårsager mange fejl i anbringelsessager, mener Thomas Vorre-Grøntved:

»Fejlene sker, når man mangler viden. Vi har lavet en lagdeling med bosteder og plejefamilier, som er tæt på børnene, og nogle socialrådgivere i kommunen, som har med økonomien at gøre. Det skaber nogle meget specielle arbejdsrelationer, som indimellem gør, at samarbejdet ikke fungerer,« siger Thomas Vorre-Grøntved med henvisning til, at en undersøgelse i Københavns Kommune i maj viste, at der var sket fejl i samtlige 77 sager om anbragte børn.

Også ansættelsesforholdet mener Thomas Vorre-Grøntved er problematisk. Plejeforældre er ikke fastansat, og ofte bliver de ikke betragtet som en del af det offentlige og kommunen.

Det er, ifølge Thomas Vorre-Grøntved, en del af forklaringen på, hvorfor plejefamilierne ikke modtager den relevante støtte og opkvalificering.

»De fleste plejefamilier må jo ikke kende det barn, som de skal have boende, og vi bliver ofte ikke hørt, før beslutninger om barnet er taget – heller ikke når det gælder hjemtagning og flytning af et barn. Vi bliver set som en slags serviceudbydere, men ikke som en del af kommunens team, der er med til at arbejde målrettet for barnets tarv. Vi kan kun håbe på, at socialrådgiveren ikke laver for mange fejl, men vi ikke er med inde over, for vi betragtes ikke som en samarbejdspartner, men som en ekstern serviceudbyder,« siger Thomas Vorre-Grøntved.

Ødelæggende for familierne

Ph.d.-studerende Stine Tankred Luckow på SFI har interviewet en række plejefamilier, plejebørn og børn i sin afhandling. Hun vurderer, at det er en udfordring for mange plejefamilier, at de ikke ved, hvilke problemer de børn, de siger ja til at tage sig af, kæmper med.

»På mange områder kunne samarbejdet mellem kommuner og plejefamilier være bedre. Nogle gange står plejeforældrene på ret bar bund i forhold til, hvorfor barnet reagerer, som det gør, når de ikke kender barnets historik. Tit kommer udfordringerne også først til udtryk hen ad vejen. Derfor bør vi i langt højere grad tænke opkvalificering og støtte ind i anbringelsessystemet fremover. For når vi bevæger os væk fra institutionsanbringelser, er der brug for at tilføre plejefamilierne meget mere faglighed,« siger Stine Tankred Luckow.

Hun mener, at støtte og efteruddannelse af plejefamilierne betyder alverden for det følelsesmæssige arbejde, plejefamilier udfører døgnet rundt.

»De har ikke mulighed for at trække sig tilbage og lade batterierne op. Det er nonstop, og nogle anbringelser er så hårde, at konsekvenserne for deres familieliv og parforhold bliver for store, hvis de ikke får den rette hjælp. Og vigtigst af alt risikerer den manglende støtte at betyde, at plejefamilierne ikke bliver de ressourcerige opvækstmiljøer for børnene, som de måske har potentiale til at blive,« siger Stine Tankred Luckow.

Information ville gerne spørge Kommunernes Landsforening (KL) om, hvorfor der ikke er bedre støtte til plejefamilierne, når kommunerne sparer store beløb på i stigende grad at anbringe børn og unge hos plejefamilier i stedet for institutioner, men KL har ikke ønsket at stille op til interview. 

Kontorchef i KL’s Center for Social og Sundhed Niels Arendt Nielsen svarer i en mail, at børn og unge med psykiatriske diagnoser ikke anbringes i plejefamilier.

»Derfor kan plejefamilierne selvfølgelig godt opleve, at børnene har omfattende vanskeligheder, som er svære at håndtere. Vi har meget kompetente plejefamilier i kommunerne, som løfter en stor opgave. Det kræver selvfølgelig både støtte, efteruddannelse og supervision af kommunerne, så plejefamilierne føler sig klædt på til opgaven,« skriver Niels Arendt Nielsen.

Af Dagbladet Informationen

24. august 2017