Leder fra PLF Blad 4-2017

Dette blads tema sætter fokus på det gode match. Anbragte børn skal have sikkerhed for et godt match til plejefamilien. Dette skal sikre en god og blivende blivende anbringelse hos en metalliserende plejefamilie, som har anerkendende tilgang til barnet og dets netværk.
En plejefamilie skal skabe rammer, som et barn skal kunne spejle sig og plejefamilien skal præge plejebarnet til et liv med uddannelse og erhvervsaktivitet.
Plejefamilien i det gode match skal naturligvis ikke sige op fordi opgaven bliver vanskelig og den anbringende kommune pludselig synes, at opgaven er blevet så meget lettere, at vederlagene begynder at rasle ned. Nej den gode plejefamilie finder en løsning på nul komma fem. Sådan er faktisk langt de fleste plejefamilier, fordi de bliver knyttet til deres børn og ikke føler, at de kan skifte ”job”, bare fordi deres livsvilkår pludselig ændres. Kan man finde en løsning, og er barnet blevet lettere at have i hverdagen, så er det en anden snak, børn har godt af at se deres plejefamilie arbejde uden for hjemmet.
Men de børn man blandt andet anbringer i plejefamilier, med KL’s velsignelse, kommer fra en nedlukket døgninstitution eller fra en familie som har så store problemer, at ingen tidlige indsatser har hjulpet. Konsekvensen er, at rigtig mange børn har betydelige udfordringer. Derfor er det gode match ikke den letteste opgave. Merete Vegge Bjørck har for PLF deltaget i følgegruppen om ”Det gode match”. Merete konstaterer følgende: ”Når man ser Metodeguiden til projekt ”Det gode Match”, så ser jeg det som meget slående, at plejefamilierne faktisk ikke er tænkt ret meget ind i projektet.”
Jeg gav mig til at nærlæse projektleder Signe Bressendorff artikel. Signe er projektleder i VAPU og har arbejdet med projektet ”Det gode match”. Signe skriver følgende her i bladet:
”Metodeguiden blev udviklet i et tæt samarbejde med sagsbehandlere og familieplejekonsulenter og indeholder forskellige metodiske tilgange, som er udviklet, først og fremmest, med det formål at styrke inddragelsen af børn og forældre i matchet.
Tankegangen var, at en ydmyg og nysgerrig undersøgende tilgang i dialogen med barn og forældre i mange tilfælde kan fremme muligheden for gode og konstruktive dialoger.”
Jeg må give Merete ret, der mangler en vigtig aktør i udviklingen af det gode match, nemlig nogle plejefamilier. Det er jo i sidste ende plejefamilierne som sidder med alle problematikkerne. Når Signe henviser til: ”Medarbejderne oplever generelt set et mere kvalificeret grundlag at foretage matchet ud fra, og peger på, at den øgede inddragelse opleves som positivt for børn og forældre.” Ja så er jeg rigtig bange for, at plejefamilien slet ikke er tænkt ind i begrebet Medarbejderne! Det kan godt undre, at man laver et stort anlagt projekt uden at have plejefamilierne med helt inde i projektledelsens vitale beslutningsrum.
Britta Lund Nielsen skriver at: ”som familieplejekonsulent har jeg stor respekt for, at plejefamilien tænker sig grundigt om, inden de takker JA til opgaven.” Britta har fat i noget vitalt i sin diskussion omkring matchning nemlig, at plejefamilien skal være godt klædt på og godt informeret for, at kunne vurdere om de vil kunne løfte opgaven.
Lene Jørgensen socialrådgiver i FBU ForældreLANDSforeningen skriver: ”Andre forældre fortæller, at de slet ikke har fået mulighed for at besøge plejefamilien, fordi det hele skulle gå så stærkt. Og så virker det som om selve anbringelsen bliver meget vigtigere, end det at vælge det rigtige anbringelsessted.
Det ser også ud til, at der i realiteten ikke vil være valgmuligheder. Der er aktuelt slet ikke tilstrækkeligt med plejefamilier at vælge imellem til det enkelte barn – og så giver det ikke megen mening at snakke om det rigtige match, for det er der ikke mulighed for at lede efter. Det bliver det muliges kunst, og måske kun helt tilfældigt det rigtige match.” Udtaler Lene Jørgensen endvidere.
Ja, Lene Jørgensen har i ovenstående lavet et virkelighedscheck på begrebet det gode match. Der er alt for få plejefamilier at vælge mellem, så det bliver meget tilfældigt om der faktisk kommer et godt match.
Hele begrebet det gode match bliver i virkeligheden et akademisk skrivebordsspørgsmål – for der er alt for mange ukendte faktorer og alt for få plejefamilier. Det bliver mere et spørgsmål om hvem som bider på krogen og siger ja, hvilket i sidste ende ikke nødvendigvis bliver til barnets bedste. Selvfølgelig skal man i processen hele tiden være bevidst om at de bedste muligheder skal gives barnet, men arbejdsprocessen med matchet er mig bekendt ofte rigtig svær, og det bliver ikke lettere i den nærmeste fremtid.
Jeg besøgte KL i efteråret og KL’s største bekymring er rekrutteringen af nye plejefamilier. Gruppen af plejefamilier bliver mindre og mindre og den gennemsnitlige alder bliver højere og højere: Tilsynene laver hele tiden mindre og større dispensationer for plejefamiliers alder i forhold til plejebarnets alder eller dispensationer for antallet af plejebørn i den enkelte familie.
Desuden er der meget stor forskel på brugen af plejefamilier med kompetence til at tage børn med stor belastningsgrad. I region Syddanmark har man f.eks. kun 9 plejefamilier der er godkendt til højeste belastningsgrad, hvilket synes mærkeligt, når børn med stor belastningsgrad jo også må være tilstede i denne region af Danmark. Eller også tales opgaverne ned i regionen og gives til plejefamilier som ellers vurderes til lavere belastningsgrad? Det er i hvert fald tankevækkende, at alle andre regioner har gennemsnitlig 32 plejefamilier med godkendelse til højeste belastningsgrad. At region Syddanmark er den største region gør jo, at man undres endnu mere.
Da vi besøgte KL spurgte de desuden ”hvad kan vi gøre for at øge respekten for det at være plejefamilie? Vi vil gerne gøre det mere interessant at være plejefamilie!” At KL overhovedet ville spørge os plejefamilier om det, er jo tankevækkende og jeg må indrømme, jeg blev selv lidt overrasket. Mange kommuner tilbyder virkelige dårlige vilkår for samarbejdet. Man tænker primært i økonomi, ikke i børnenes tarv og der næres ofte mistillid til plejefamilien.
Respekt - det er meget svært at få øje på.
Susan Christensen, har lavet et forskningsprojekt, hvor hun har undersøgt plejefamiliers hverdag,sammenholdt med de rammer som sættes af de anbringende kommuner og tilsyn. Hun skriver her i bladet: ” Clear-cut kan bl.a. ses som et udtryk for New public management paradigmet, der benytter markedsprincipper, dvs. konkurrence - her den billigste pris for en ydelse. Hvis en plejefamilie ikke frivilligt går ned i vederlag presses de via truslen om, at barnet fjernes.”
Flere af os fra bestyrelsen deltog i demonstrationen i Esbjerg mod clear-cut fjernelsen af Michael. Brugen af clear-cut er ikke menneskeværdigt og direkte dumt, set i forhold til den påvirkning et sådant overgreb har på det barn, det går ud over. Else Andersen, Michaels plejemor fortalte mig, at Michael var gået 4 år tilbage sammenlignet med den forventede udvikling, han var i på det tidspunkt, hvor han fik en kommunal lussing. Det er faktisk rigtig dårlig kommunal økonomistyring! Jeg har aftalt et møde med socialminister Mai Mercado om brugen af clear-cut i starten af januar. Det bør laves om, det er ikke menneskeværdigt.
Susan Christensen sammenholder nogle af de økonomiske værktøjer som mange kommuner gør brug af. Hun konkluderer: ”Dette går stik imod institutionens fordring om følelsesmæssig gensidighed. Når vederlag sættes så langt ned, at det ikke giver en reel indtægt, kan man argumentere for, at arbejdet skrives ind i en fortælling om frivillighed og frivilligt arbejde - at gerningen udføres i en altruistisk ånd, hvor social ansvarlighed og medborgerskab gør sig gældende for motivationen.”
Plejefamiliers manglende lønforhold og rettigheder hænger således fint sammen med den gamle myte om landmandsfamilien som tager 3 plejebørn mere eller mindre som billig arbejdskraft, og som deraf udfoldes som historien om frivillighed og medborgerskab. Realiteten er, at vi skal se anbragte børn som ressourcer, der skal udvikles som erhvervsinvesteringer.
Anbragte børn skal kunne bidrage med værdi til samfundet når de bliver voksne. Det kræver samarbejde, ligeværd og en professionel indstilling mellem plejefamilier, kommuner, biologiske familier og andre fagprofessionelle interessenter.
Lad os nu få lavet om på de arbejdsforhold og lad os gå lidt mere professionelt til biddet!
Plejefamilier har en højere uddannelse end gennemsnittet i Danmark, og skal betragtes som fagprofessionelle, på lige fod med socialrådgivere, pædagoger og lærere. Vores arbejde er et behandlingstilbud, som kaldes en stabil familiestruktur og ja, det har tilfældigvis nogle meget helende effekter på børn og unge med udfordringer. At tilbuddet til tider kan være ekstremt krævende for hele ens familie, det er en del af pakken, og det skal selvfølgelig koste mere end en pædagogstilling, hvor man arbejder, men hvor man har fri og ferie, det siger da sig selv! Omkostningen skal stilles op mod resultaterne. Det er det som skaber stolthed. Vi vil samarbejde og flytte unge mennesker fra et liv som ”skattenydere” til et liv som skatteydere.
Jeg ønsker jer god læselyst og ønsker jer samtidig en god jul og et lykkebringende nytår, med håbet om en ny og bedre lønmodel til fordel for plejefamilier. Det vil nemlig også komme det danske samfund til gode.
Med venlig hilsen
Thomas Vorre
formand

Af Thomas Vorre, PLF Formand

22. december 2017