Det er nemmere at komme videre, når du kan tale med en anden plejeforælder, der lytter

Jernette Larn, Privat foto

Skrevet af PLF

februar 20, 2022

Jeanette Larn har været med til at starte PLF’s team af 8 mentorer og 2 koordinatorer. Hun er mentor for en plejeforælder, der har brug for sparring.

Jeanette Larn angiver mindst 3 gode grunde til at bruge mentorordningen, som PLF tilbyder sine medlemmer:

  • Du får mulighed for at blive ventileret, altså få luft for dine frustrationer
  • Du får hjælp til at blive klædt bedre på til for eksempel forhandling af kontrakt
  • Du får en sparringspartner, der selv er plejeforælder

Mentoren er ikke den, der løser problemerne. Det skal man selv som plejeforælder. Men mentoren kan hjælpe processen på vej, så plejeforælderen kan komme videre.

Det hjælper, at der er en, som lytter
– Det handler om, at man skal ventileres, altså have luft for sine frustrationer. Man føler sig måske ikke hørt og forstået, og man bliver mødt med mistillid eller ligefrem angreb. Jeg lægger øre til, og når jeg kan høre noget, der går igen, så spørger jeg ind til det, forklarer Jeanette Larn.

– Jeg kender jo til alle problemerne. Jeg har været der selv, og derfor kan jeg også stille de rigtige spørgsmål, blandt andet ved at stille hv-spørgsmål. Hvad skete der, hvilke muligheder har du for at ændre på det, osv. Når man får luft, kan svarene falde af sig selv.

– Jeg kan også lave en coachende samtale, hvor jeg for eksempel siger: Jeg har prøvet noget lignende. Vil du høre, hvad jeg har prøvet, og hvad jeg har gjort. Plejeforælderen kan måske gribe noget af det og komme videre på den måde.

Du skal være din egen kaptajn
Jeanette Larn mener, at mange plejeforældre er klædt alt for dårligt på til for eksempel at forhandle kontrakten med kommunen på plads.

– Jeg gør det klart fra starten, at jeg er kaptajn i min egen butik. Dette er mit hjem, og så må vi lave en samarbejdskontrakt, der går begge veje. Men det kan være meget svært at sætte sig igennem overfor kommune og tilsyn. Så jeg kan hjælpe med gode råd til, hvordan man kan stå fast og få et ordentligt samarbejde med myndighederne.

– Når man skal forhandle, skal man lægge sit hjerte til side og tage kaptajnskasketten på. Hvor mange underretninger har der været på barnet, hvor langt går det tilbage, hvad er der sket i mellemtiden osv. For så kan man ende med at sige: Nå, men så er det jo ikke et meget nemt barn, der kun skal udløse få vederlag.

– Vi har ingen uddannelse i at forhandle vores egne kontrakter, kommunerne er meget forskellige, og vores situation som plejefamilie er forskellig fra familie til familie. Derfor risikerer vi at få urimelige vilkår.

Fortrolig samtale
Det er 19 år siden, Jeanette Larn valgte at blive plejeforælder. Og årene har lært hende om alle udfordringer og forhindringer. Det kan hun bruge som mentor.

– Vi har fortrolige samtaler og kan tale om alt, for jeg ved jo, hvad det handler om. Nogle kan få god hjælp af deres ægtefælle, men det er noget andet, når du taler med en person, der ikke er følelsesmæssigt involveret i hjemmets plejeopgave, siger Jeanette Larn.

– Den første samtale tager ofte lidt længere tid, måske et par timer, så vi kan komme rundt om historikken og problematikken. Når vi er færdige, aftaler vi, hvornår vi taler sammen igen. Det kan være om en uge eller måske om 14 dage, hvor der kan være en ny udvikling.

– Som udgangspunkt foregår det over telefonen, og vi er derfor ikke afhængige af geografien. Men hvis vi ikke bor så langt fra hinanden, kan jeg også komme på besøg.

 Faktaboks

Om Jeanette Larn
 Jeanette Larn bor i Køge Kommune og er pt. specialiseret plejeforælder for en dreng på 14 år, også fra Køge Kommune. Hun har haft ham i 6 år og skal nu i gang med den 7. sagsbehandler, som hun har tænkt sig at byde på kaffe.

Hidtil har samarbejdet med sagsbehandlerne være positivt, måske fordi Jeanette Larn stiller tydelige krav til det, der skal samarbejdes om.

Jeanette er del af mentorteamet.