Her er forløbet fra 2013 til april 2022 om en anbringelse, der er gået skævt.
Plejefamilien ønsker at være anonym, men PLF kender familien.
Læs historien her
En virkelig historie fra en netværksplejefamilie
2013: Min kæreste møder en kvinde, som har et barn. De får et biologisk barn sammen i 2015. På det tidspunkt tror kvindens barn, at min kæreste er hendes biologiske far.
2017: Den biologiske mor flytter, og min kæreste beholder begge børn hos ham.
August-december 2017: Den biologiske mor har fast samvær med sine 2 bio børn hver anden weekend, men begynder så ikke at overholde aftalerne.
Januar 2018: Kommunen giver min kæreste en privat plejetilladelse over plejebarnet. Denne skriver den biologiske mor frivilligt under på. Min kæreste spørger kommunen, om der er nogen mulighed for økonomisk støtte til plejebarnet. Det er der ikke, for han er selv gået med til en privat plejetilladelse. Men han kan få det almindelige børnetilskud hver tredje måned. Han spørger ind til det forhøjede børnetilskud, men det kan han heller ikke få. Ingen fra kommunen kontakter min kæreste i 2018 for at høre om plejebarnet har det godt, er i trivsel, og hvordan samværet med den biologiske mor er.
Hele 2018: Samværet med den biologiske mor og de 2 børn er meget ustabilt. Det foregår enten ved min kæreste nogen timer eller ved forskellige mennesker, hvor den biologiske mor opholder sig hos. Den biologiske mor lover mange gange begge børn, at hun kommer, men møder ikke op. Hun lover flere gange plejebarnet, at snart har mor en lejlighed, og så skal børnene være ved hende hver anden weekend, men det sker ikke. Min kæreste oplevere et plejebarn, der savner sin bio mor rigtig meget og ikke forstår, hun ikke holder det, hun lover.
April 2019: Min kæreste og jeg møder hinanden. Jeg har et barn fra tidligere forhold, og der er fast samværsordning med mit barn og barnets far.
Maj 2019: Den biologiske mor har samvær med sine 2 bio børn i en weekend ved en af morens venner. Plejebarnet er glad, da de kommer hjem, for mor har fortalt, at hun skal have en lejlighed, og plejebarnet er igen blevet lovet fast samvær og eget værelse. Men der sker heller ikke mere denne gang, og vi har et plejebarn, der igen føler sig svigtet af sin biologiske mor. Vi oplever et barn, der har rigtig svært ved at holde fokus, barnet er meget uroligt og reagerer med enten vrede eller gråd, når der bliver sat grænser, eller der bliver sagt nej. Det kommer til udtryk ved, at hun trækker sig og gemmer sig under sin dyne.
Savnet af den biologiske mor er stort, og hun forstår ikke, hvorfor moren lover noget, men ikke holder det.
Jeg har mange snakke med plejebarnet, og det er tydeligt, hun ikke kan udtrykke sine egne følelser og siger, hvad hun tror, vi gerne vil høre. Samtidig har hun meget hurtigt knyttet sig til mig og vil rigtig gerne have min opmærksomhed hele tiden. Jeg kan se, at barnet har rigtig mange udfordringer ud fra de svigt, hun har oplevet.
August 2019: Vi hører først nu igen fra den biologiske mor. Begge børn kommer på samvær i 5 dage. Det foregår igen ved en ven. Efter 2 dage ønsker det fælles barn at komme hjem igen. Plejebarnet ønsker at blive ved den biologiske mor de sidste dage som aftalt. Alt gentager sig som i maj. Plejebarnet har igen nyt håb, fordi mor igen har lovet hende fast samvær og eget værelse, for nu er mor tæt på at få en lejlighed, men som sidst sker det bare ikke.
September 2019: Min kæreste informerer den biologiske mor om, at skal der være mere samvær med hendes 2 bio børn, så skal hun have fast bopæl og en stabil hverdag, og samværet skal være under ordentlige forhold, så det er trygt for børnene.
Oktober 2019: Min kæreste og jeg flytter sammen.
Oktober – december 2019: Vi hører et par gange fra den biologiske mor, men hun har stadigvæk ikke nogen fast bopæl, så vi må sige nej til samvær til hende.
December 2019: Det ses mere og mere, at plejebarnet har store udfordringer ud fra alle de svigt, hun har oplevet. Jeg ser det ved, at hun mere og mere kun går til mig, den der manglende omsorg, tilknytning og nærvær fra hendes mor betyder, at barnet er meget opmærksomhedssøgende, og barnet slipper den ikke igen, når først barnet har den, før barnet nedreguleres. Der skal ske noget hele tiden, og er der noget, der kræves fordybelse, mister barnet meget hurtig koncentrationen. Barnet begynder også at fortælle ting, hun kan huske, fra hun var mindre, som den biologiske mor har gjort og sagt.
Januar 2020: Min kæreste og jeg bliver enig om, at plejebarnet har så store udfordringer, at vi som familie ikke kan hjælpe og støtte barnet korrekt, når vi også har de 2 andre børn, der skal have vores kærlighed, omsorg og opmærksomhed.
Derfor vælger vi at kontakte Familiehuset for at bede om hjælp til plejebarnet og os som familie.
Kampen med kommunen begynder.
Vi kontakter familiehuset, og efter 2 møder vurderer familiekonsulenten, at de 4 rådgivningsmøder, der tilbydes i kommunen, ikke vil være tilstrækkeligt hjælp til plejebarnet og os som familie, sådan som vi beskriver plejebarnet.
Marts 2020: Der laves en underretning på plejebarnet sammen med os og familiekonsulenten. Den sendes til kommunen.
Der er en social rådgiver, som ringer til mig kort tid efter vedrørende underretningen. Jeg får ikke fat på navnet, og vi hører aldrig fra hende igen.
April 2020: En ny socialrådgiver ringer til min kæreste. Han når ikke telefonen. Hun indtaler, at hun vil ringe tilbage, men det sker bare ikke.
Jeg informerer derefter plejebarnets skole om, at vi har bedt kommunen om hjælp.
Jeg forsøger i en uge telefonisk at få fat på den socialrådgiver, der kontaktede min kæreste. Hun ringer så endelig tilbage. Jeg informerer hende om, hvordan plejebarnet har det, og at vi har brug for hjælp og støtte. Jeg beder hende også om at få lavet en børnefaglig undersøgelse. Dette kan hun ikke imødekomme, da tilladelsen skal givet af den biologiske mor, da hun har den fulde forældremyndighed over plejebarnet.
Under samtalen fortæller hun pludselig, at der ligger en underretning på begge biologiske mors børn fra den biologiske mors psykolog. Underretning er helt tilbage fra oktober 2019, hvor den biologiske mor har oplyst, hun har fast samvær med sine 2 bio børn én gang om ugen, og det bekymrer psykologen. Det er et halvt år siden, de modtog den.
Jeg spørg meget undrende, hvordan det kan være, at de ikke har reageret og henvendt sig og fuldt op på en underretning på 2 børn. Dette kan hun ikke give mig nogen forklaring på. Men nu vil hun bede om udtagelse fra skole og børnehave, og så vil vi høre fra hende.
Vi bliver enig om, at når nu vi har bedt om hjælp til plejebarnet, er det mest rigtige også, at plejebarnet får fortalt, at min kæreste ikke er barnets biologiske far. Da plejebarnet får det at vide, tror barnet først ikke på det. Barnet tror, det er for sjov, men efter noget tid forstår barnet, at det er rigtigt, hvad der bliver fortalt.
Barnet reagerer ikke ret meget. Barnet spørger, om vi ved, hvem der barnets rigtige far, men det ved vi ikke.
Vi informerer også de andre 2 børn. Min kærestes søn siger og reagerer ikke ret meget på det. Min søn stiller mange spørgsmål de næste dage.
Jeg informerer også skole og børnehave om, at plejebarnet har fået sandheden at vide. Min søn går på en anden skole, og den skole informerer jeg også.
Maj 2020: Jeg kontakter igen skole og børnehave for at høre, om kommunen har bedt dem om udtagelse om underretningen på plejebarnet og min kærestes biologiske barn, men de har intet hørt fra kommunen.
Derefter vælger jeg selv at lave en underretning på plejebarnet, da der intet er sket i de 5 måneder, siden vi bad om hjælp. Vi har brug for hjælp og støtte til at hjælpe plejebarnet på den rigtige måde, og samtidig skal vi også have ressourcer til vores andre 2 børn.
Juni 2020: Jeg skriver til socialrådgiveren for at høre, hvor langt hun er med udtagelserne fra skole og børnehave, og om hun har fået undersøgt mere om muligheden for børnefaglig undersøgelse på plejebarnet samt min underretning på plejebarnet.
Hun svarer hurtigt tilbage, at underretning på min kærestes biologiske barn gør hun ikke mere ved, da der ikke ligger nogen underretning fra børnehave, så den sag lukker hun dags dato. Nu vil hun bede skolen om en statusudtagelse på plejebarnet, og der er truffet afgørelse om udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse på plejebarnet uden den biologiske mors samtykke.
Juli 2020: Vi kan ikke komme i kontakt med socialrådgiver hverken på telefon eller mail.
Min kæreste får så et opkald fra en ny socialrådgiver. Hun er nu sat på sagen og er den tredje på 1/2 år udover familiekonsulenten. Hun fortæller, hun skal afholde en børnesamtale med plejebarnet. Vi kan ingen forklaring få på, hvorfor den forrige socialrådgiver er sat af sagen.
Børnesamtalen foregår i vores hjem. Socialrådgiveren virker meget kort for hovedet, da hun kommer ind, og jeg får den der følelse af koldhed.
Min kærestes biologiske barn sidder på sit værelse, men hun kan dårligt hilse på ham. Jeg kan huske, at jeg tænker: Hold da op. Det er som om hun ser lige igennem ham.
Plejebarnet og socialrådgiveren har samtale på plejebarnet værelse.
Plejebarnet ønsker, at vi skal komme derind bagefter. Barnet gemmer sig med det samme under sin dyne og trækker den op over sit hoved. Jeg sætter mig på sengen og får barnet op til mig, barnet er utrygt ved situationen. Når barnet fortæller, er det kun søde og rosende ord om os. Vi mærker et barn, der vil tilpasse sig ud fra, hvad barnet tænker, vi vil høre, og barnet holder konstant øje med vores reaktioner ud fra det, hun siger. Inden socialrådgiveren forlader vores hjem, meddeler hun os udenfor, at nu går hun på 3 ugers ferie og hendes telefon og computer bliver lukket ned.
August 2020: Plejebarnet viser flere og flere tegn på udfordringer. Hun er svær at nedregulere, og vi har svært ved at overskue det hele med fuldtidsjob begge 2. Vores 2 andre børn reagerer også. De føler, vi glemmer dem og bruger mange kræfter på hele tiden at rykke kommunen. Den dårlige samvittighed er stor over for alle 3 børn. Jeg forsøger derfor at få fat på socialrådgiveren flere gange, men hun svarer ikke tilbage.
Jeg vælger til sidst at skrive til Børn- og Ungeforvaltningen. Det giver gevinst, men desværre ikke den positive. Her får vi så at vide, at vi endnu engang har fået en ny socialrådgiver.
Vi har nu kæmpet i 8 måneder, og der har vi haft en familiekonsulent inde over og 4 socialrådgivere. Desuden kontakt til Børn- og Ungeforvaltningen. Vi føler, at de ikke hører på vores råb om hjælp til plejebarnet, og at de overser, at vi har 2 andre børn i familien også.
Vi vælger derfor at skrive til kommunen, at de er nødt til at finde et andet sted til plejebarnet. Det gør afsindigt ondt, men vi er ikke professionelle nok til at løfte opgaven med at hjælpe og støtte plejebarnet rigtigt i forhold til de udfordringer og svigt, hun har haft, samtidig med vi ingen hjælp og støtte får. Vi skal også være der for vores andre 2 børn og har fuldtidsjob. Og vi skal konstant kæmpe med kommunen.
Vi får svar fra den nye socialrådgiver, at de ikke bare lige kan finde et nyt sted, så min kæreste og jeg får bevilget familiebehandling, så vi kan få nogle redskaber og vejledning om, hvordan vi hjælper og støtter plejebarnet bedst muligt, mens de leder efter et nyt sted.
Vi holder fortsat kommunen oppe på, at de får udarbejdet den børnefaglige undersøgelse.
Jeg får så at vide af socialrådgiveren, at de ikke har modtaget den børneudtagelse fra skolen, som der blev bedt om i juni. Jeg kontakter derfor skolelederen pr. mail. Og han informerer mig om, at den er sendt til kommunen i juli, som den skulle.
Dette informerer jeg socialrådgiveren om, og hun beder den tidligere socialrådgiver om at lede efter den, og dagen efter får jeg en mail om, at den tidligere socialrådgiver har fundet den.
Oktober 2020: Den børnefaglige undersøgelse kan ikke blive færdig til tiden. Begrundelsen er, at der har været skift af socialrådgiver og at børneudtagelsen var blevet væk.
Min kæreste og jeg starter i familiebehandling, og vi oplever det som noget positivt for første gang siden januar 2020. Vi kommer også i tvivl, om vores beslutning om, at plejebarnet skal til en anden familie. Vi elsker barnet, og da vi bad om hjælp, var det jo ikke for, at barnet skulle flytte fra os. Vi snakker længe om det, og vi kan ikke sende barnet til en ny familie. Det meddeler vi socialrådgiver, og hun lover os, at der meget snart kommer hjælp og støtte til plejebarnet. Både hun og familiebehandleren vurderer, at det er en psykolog, barnet har brug for i første omgang, så barnet kan få åbnet op for noget af det, hun går med indeni.
November 2020: Møde med socialrådgiver og en familiebehandler. Den børnefaglige undersøgelse er færdig en måned for sent. De har i undersøgelsen vurderet, at barnet har brug for særlig støtte og professionel kontakt til en voksen, så barnet kan få et større selvværd, mærke følelser og ikke føle frygt for at miste. Dette skal være af terapeutisk/psykologisk karakter. Desuden har vi har brug for særlig støtte til at kunne forstå og hjælpe barnet ud fra barnets svigt.
Mødet går ikke som forventet, for der er allerede taget beslutning om at min kæreste og barnet skal starte i theraplay. Vi spørger, om der ikke er mulighed for psykologsamtaler for barnet. Men det er ikke med i tilbuddet.
Vi siger også, at vi fra starten har bedt om hjælp som familie, men at de nu har taget beslutning om, at det er min kæreste og barnet, der skal i theraplay. Socialrådgiveren spørger familiebehandleren, om vi begge kan komme i theraplay, men svaret er nej.
Vi siger, at det jo ikke er det, der står i den børnefaglige undersøgelse, men beslutningen er taget, og den er taget ud fra, at plejebarnet har fået at vide, at min kæreste ikke er barnets biologiske far. Vi går fra mødet med en tom følelse og føler igen, vi ikke er blevet hørt.
December 2020: Min kæreste og plejebarnet starter theraplayforløb. Vores familiebehandling stopper samtidig med. Vi fik 3 samtaler, og får ingen begrundelse for, at vi ikke kan fortsætte, så nu står vi så som voksne uden hjælp og støtte.
Januar 2021: Vi vælger at skrive til børne- og familiechefen om forløbet det sidste år, om hvordan vi hele tiden skal kæmpe med at få svar, om følelsen af, at vi ikke bliver hørt, at de ikke følger den børnefaglige undersøgelse, at vi svigter de andre 2 børn, og at de glemmer, vi har dem også. Og vi skriver, at plejebarnet har brug for psykolog samtaler.
Vi giver ham en uge til at svare på, om de vil bevilge psykologsamtaler til barnet.
Februar 2021: Vi indkaldes til møde med socialrådgiver og teamlederen. Der bliver bevilget psykologsamtaler til barnet, og vi har mulighed for også at tale med psykologen/familiebehandleren også, og dette kan starte med det samme.
De vil samtidig forsøge at få fat på den biologiske mor, så den private plejetilladelse kan ændres til, at vi bliver plejebarnets netværksplejefamilie.
Kort efter starter plejebarnet til psykolog. De første gange er jeg med barnet, så hun føler tryghed, og det er en positiv oplevelse.
Marts 2021: Vi bliver godkendt som netværksplejer uden samtykke fra den biologiske mor, da kommunen ikke har kunnet få kontakt til hende.
Det går stadigvæk godt med psykologsamtalerne, men vi ser også en ændring hjemme. Plejebarnet går mere og mere kun til mig. Jeg snakker meget med barnet om hendes tanker og følelser. Min kæreste forsøger at få barnet til at åbne sig for ham også, men barnet siger, at hun snakker bedst med mig. Det er til tider hårdt, når man også skal være der for de 2 andre og har fuldtidsjob.
Vi gør vores bedste for at være der for alle 3, men kan også se, at plejebarnet kræver en stor del ekstra, og de 2 andre får mindre tid og opmærksomhed fra os.
April 2021: Vi skriver til socialrådgiveren, da vi har haft besøg af politiet, som ledte efter den biologiske mor. Begge morens børn var i huset, da politiet kom og ledte hele huset igennem.
Plejebarnet var efterfølgende meget mærket af oplevelsen. Barnet var bange for, at der var sket moren noget, eller hun var død. I tiden efter ser vi, at barnet bliver mere urolig. Vi har rigtig svært ved at nedregulere barnet, hun trækker sig ind i sig selv, og glemmer mange ting, der bliver sagt og svaret på.
Vi henter hjælp ved psykologen, og barnet snakker meget med hende om episoden. Jeg giver også skolen og børnehaven besked om besøget af politiet.
Oven i alt det skal vi flytte, men kan ikke flytte plejebarnets adresse. Vi henvender os igen til socialrådgiveren, som siger, at vi skal gøre det på borger.dk, men vi har ikke NemID på barnet. Dette har vi oplyst flere gange i forbindelse med, at vi har måtte lave særaftale med barnets tandlæge og læge. Vi har også flere gange sagt, at vi ønsker et pas, men heller ikke dette har der været mulighed for.
Vi kontakter igen socialrådgiveren for at få en løsning på flytningen, men hun svarer ikke. Vi kontakter så netværkskonsulenten, og hun oplyser, at det er borgerservice vi skal på, og vi skal have plejekontrakten med.
Vi har møde med socialrådgiver og psykolog/familiebehandler om opfølgning på psykologsamtaler og ny handleplan.
Plejebarnet er begyndt at åbne sig, og barnet betragter mig som primær omsorgsperson lige nu. Det bliver besluttet, at barnet og jeg starter i theraplay op én gang om ugen.
Maj 2021: Theraplay går godt mellem barnet og mig. Barnet hægter sig rigtig godt på mig, og der er gode mødeøjeblikke flere gange. Men hjemme ser vi mere og mere, at plejebarnet også kun der hægter sig på mig, og jeg kan mærke, at jeg kæmper med at være der lige meget for alle 3 børn. Og jeg har rigtig dårlig samvittighed over for de 2 andre. Min kæreste forsøger at få plejebarnet til også at tage imod hans omsorg og hjælp, men barnet tager ikke rigtig imod det.
Vi kontakter socialrådgiveren, som svarer, at vi skal huske på, at barnet er omsorgssvigtet af sin mor, og at hun nu mærker omsorg fra en anden kvinde og derfor betragter mig som sin primære omsorgsperson.
Vi nævner igen de 2 andre børn og at vi begge har fuldtidsjob, men vi bliver ikke hørt.
Juni 2021: Min kæreste får en opringning fra en ansat på et krisecenter. Hun fortæller, at den biologiske mor er der, og hun ønsker samvær med sine 2 biologiske børn. Min kæreste informerer om, at det snart er 2 år siden, hun har haft samvær med sine børn, og ønsker hun samvær, er hun velkommen til at kontakte kommunen i forhold til plejebarnet. I forhold til det fælles barn må hun vente til retsmødet i september, da min kæreste har søgt om fuld forældremyndighed over deres fælles barn.
Den ansatte informerer om, at kommunen skulle have sagt til den biologiske mor, at de vil gøre alt for at hjælpe hende.
Vi skriver til socialrådgiveren og fortæller om opringningen, men får en mail tilbage, at hun er at træffe igen i april 2021, og vi er i juni 2021. Vi hører ikke fra socialrådgiveren.
Juli 2021: Vi skriver igen til socialrådgiveren, og vi vælger at skrive til netværkskonsulenten også om opringningen samt om pas til barnet. Det har vi efterspurgt i 1 år nu.
Netværkskonsulenten svarer tilbage med det samme, at hun vil kontakte socialrådgiveren, men at socialrådgiveren er gået på 4 ugers ferie. Og vedrørende pas vil socialrådgiveren tage kontakt til borgerservice, som skal sørge for en underskrift fra den biologiske mor, og lykkedes det ikke, vil det blive sendt videre til politiet.
Hjemme er plejebarnet omkring mig hele tiden. Når jeg flytter fokus fra barnet for at være der for de 2 andre børn også, ser vi et barn, der bliver uroligt, trækker sig ind i sig selv og bliver svær at nedregulere. Barnet bliver bange for, at jeg er sur på barnet. Vi forsøger forskellige ting for, at barnet kan tage imod min kærestes hjælp og støtte også, men det lykkes ikke rigtigt, og det gør ondt på min kæreste. Jeg føler, jeg svigter både min biologiske søn og min kærestes søn samt plejebarnet.
Vi kontakter samtidig igen socialrådgiveren, da vi langt om længe har modtaget handleplanen, der blev lavet i april, men der er ukorrekte oplysninger i den, og datoen er dateret baglæns. Desuden står der, at vi har godkendt den, selv om vi først ser og modtager den i juli.
August 2021: Vi kontakter socialrådgiver om handleplanen, men kan ikke komme I kontakt med hende, så vi kontakter netværkskonsulenten, og så kontakter socialrådgiveren os. Hun kan oplyse os om, at hun er blevet taget af sagen, fordi hun har for mange sager. Det skulle vi gerne have fået brev om, men det har vi ikke. Hun indrømmer selv i mailen, at hun godt ved, der er sket rigtig mange fejl i hele det her forløb, og at alle 3 børn og os voksne betaler prisen.
Netværkskonsulenten og den nye socialrådgiver er til møde hjemme hos os. Vi er ved at være brugt op af kræfter.
Den nye socialrådgiver siger til mødet, at hun lover os, at vi altid vil kunne få fat på hende, og hun vil svare os. Jeg siger, hun skal passe på ikke at love mere, end hun kan holde, for de foregående 4 socialrådgivere har ikke holdt det.
Netværkskonsulenten siger, at vi skal huske på, vi er samarbejdspartnere. Vi siger, at vores forståelse af at være samarbejdspartnere er, at det skal gå begge veje, men her går det kun en vej, for der er ikke noget samarbejde fra kommunens side. Vi bruger vores kræfter på at rykke for svar og selv ordne ting, som de skulle tage sig af, som for eksempel at få dem til at rette ting, de har skrevet ukorrekt, skift af socialrådgiver gang på gang uden begrundelse, og vi selv skal finde ud af det. Vi føler stadigvæk, at de glemmer, at vi har 2 andre børn. Det er, som om kommunen fra starten har ment, vi er 3 i familien og ikke 5.
Socialrådgiveren lover igen, at nu bliver det anderledes, og hun vil sørge for, at det med passet bliver bragt i orden.
September 2021: Mit biologiske barn har det ikke godt, fordi jeg ikke er der nok for mit barn. Mit barn er begyndt at blive mere ked af det. Jeg vælger at snakke med mit barn om, hvordan han har det, og mit barn spørger mig, om jeg ikke elsker ham så højt mere. Jeg forsikrer barnet om, at det gør jeg. Han siger: Men mor, du bruger bare alt din tid på plejebarnet. Vi gør aldrig noget mere sammen som førhen.
Det skar mig dybt i hjertet og gjorde så vanvittigt ondt, for jeg vidste jo godt, mit barn havde ret. Jeg var der ikke nok for mit barn og ej heller for min kærestes barn. Det var dem, der hele tiden blev skubbet væk, for ellers kom plejebarnet i mistrivsels. Min kæreste og jeg bliver enig om, at jeg er nødt til at trække mig en smule fra plejebarnet, og han må forsøge at være tættere på plejebarnet, så alle 3 børn får vores kærlighed, omsorg og opmærksomhed.
Samtidig skal min kæreste i retten med den biologiske mor om den fulde forældremyndighed over deres fælles barn. Min kæreste får tildelt den fulde forældremyndighed, men samtidig beslutter retten, at den biologiske mor og deres fælles barn skal opstarte samvær første gang i en time, hvor vi er til stede. Vi skal selv finde ud af, hvordan dette skal foregå.
Vi vælger at kontakte socialrådgiveren for at bede om hjælp til dette, da plejebarnet har reageret voldsomt på, at vi har måtte fortælle, at det er blevet besluttet, at min kærestes barn skal se deres biologiske mor, men plejebarnet skal ikke. Vi får det svar, at det kan de ikke hjælpe os med, for der er ingen sag på min kærestes barn. Plejebarnet er meget ulykkelig og barnet bryder sammen flere gange. Barnet kan ikke forstå, at den biologiske mor ikke vil se hende, men gerne vil se det andet barn.
Vi må forklare plejebarnet, at den biologiske mor skal kontakte kommunen for, at der kan være samvær med den biologiske mor og plejebarnet.
Plejebarnet siger, at den biologiske mor er ligeglad med plejebarnet, og vi mærker et barn, der virkelig har det dårligt og igen føler et kæmpe svigt fra sin mor.
Oktober 2021: Min kærestes barn skal have samvær med den biologiske mor. Plejebarnet er rigtig ked af det. Vi forsøger at forklare barnet, at det er retten, der har taget den beslutning. Barnet kan ikke forstå, hvorfor den biologiske mor ikke har sørget for at kontakte kommunen, så plejebarnet også kan få samvær med hende. Vi siger, at det ikke er noget, vi kan gøre. Det er den biologiske mor, der skal gøre det. Barnet spørger, om vi ikke bare kan tage hende med også og ikke sige noget til kommunen. Vi forklarer, at det kan vi ikke.
Vi har kort tid efter møde med socialrådgiveren og psykologen/familiebehandleren om opfølgning af plejebarnets og mit theraplay forløb samt udarbejdelse af ny handleplan.
Theraplay forløbet er gået rigtig godt. Det har knyttet et bånd mellem plejebarnet og mig, men samtidig har vi også 2 børn, der mærker, at jeg ikke er der for dem, som jeg skal, fordi plejebarnet går tilbage i trivsel, hver gang jeg har mere fokus på de andre 2 børn.
Vi beslutter derfor på mødet, at min kæreste og plejebarnet skal opstarte et theraplay forløb sammen hver 14 dag, for at plejebarnet og min kæreste kan komme tættere på hinanden. Vi beder samtidig med også om, at der bliver bevilget en støtteperson til plejebarnet, og at de undersøger muligheden for, at jeg går ned i tid med kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Og at der bevilges familiebehandling til min kæreste og mig igen. Og der aftales dato for børnesamtale med plejebarnet.
Socialrådgiveren aflyser børnesamtalen, og der aftales ny dato. Op til denne dato sender socialrådgiveren pludselig en mail om, at vi skal finde en dato på ny børnesamtale. Jeg meddeler hende, at denne dato allerede er aftalt. Efter megen skriveri frem og tilbage finder socia rådgiveren så åbenbart endelig den mail, hvorpå den aftalte dato står.
November 2021: Den biologiske mor henvender sig ikke til min kæreste vedrørende nyt samvær med deres fælles barn som aftalt. Derved har hun ikke overholdt den aftale, der blev indgået i retten. Derfor skal hun nu kontakte Familieretshuset, hvis hun ønsker samvær med min kæreste og deres fælles barn.
Dette fortæller vi alle 3 børn.
Plejebarnet spørg igen, om den biologiske mor ikke har kontaktet kommunen, så plejebarnet kan se hende. Vi må fortælle, at hendes mor har kontaktet kommunen 1 gang, men derefter har kommunen ikke hørt mere fra moren. Plejebarnet siger, min mor er ligeglad med mig.
Vi forklarer plejebarnet, at vi er sikker på, at hendes mor ikke er ligeglad, men at hun har det svært, og derfor også kan have svært ved at skal tage sig af sine børn. Men plejebarnet føler igen, at den biologiske mor svigter.
Vi har endnu ikke modtaget noget referat, handleplan eller godkendelse af, at min kæreste og plejebarnet kan opstarte theraplay, og vi har heller ikke fået svar på spørgsmål om støtteperson og nedsat tid samt familiebehandling til os, og det er nu 1 ½ måned siden, vi var til møde.
Vi vælger derfor at skrive en klage til teamlederen over socialrådgiveren omkring de manglende ting. Vi meddeler også socialrådgiveren at vi har sendt en klage over hende.
Dagen efter modtager vi handleplanen, referatet og bevilling på theraplay forløbet.
Men der nævnes intet om støtteperson til plejebarnet eller nedsat tid til mig.
Familiebehandling kan vi ikke starte op på, da der er venteliste, men det er blevet bevilget.
December 2021: Min kæreste og plejebarnet starter theraplay forløb op, 2 måneder efter vi har været til møde. I den tid har der ikke været noget hjælp eller støtte på til plejebarnet, og det ser vi tydeligt på plejebarnet, både fordi jeg er mere opmærksom på de andre 2 børn, og fordi vi ikke har kunnet svare barnet på, om hun skulle fortsætte ved psykologen/familiebehandleren, men at den lå i kommunens hænder. Barnet er rykket tilbage i trivsel igen.
Plejebarnet reagerer på, at de andre 2 børn skal vaccineres mod corona. Min kæreste kontakter derfor kommunen. Han får det svar, at vi skal kontakte Familieretshuset.
Jeg kontakter Familieretshuset, men de kan ikke hjælpe, da jeg skal kontakte Ankestyrelsen. Jeg skriver til ankestyrelsen og forklarer vores sag.
Vi får svar fra Ankestyrelsen, at kommunen kan træffe afgørelse efter Serviceloven paragraf 69 stk. 1, og Covid 19 betragtes som en forebyggende behandling, som kommunen kan træffe afgørelse om.
Denne skrivelse sender jeg til kommunen og informerer endnu engang om, at vi igen har brugt unødige ressourcer på noget, de burde have styr på ud fra den lovgivning, der er. Vi får bare et svar fra socialrådgiveren, at det var godt, vi fandt ud af det.
Den biologiske mor skriver pludselig til min kæreste, at hun gerne vil have sine børns juleønsker. Hun nævner ikke noget om samvær med deres fælles barn.
Vi afslår hendes ønske, da hun tidligere har sagt, hun ville komme med gaver til børnene, men kom aldrig.
Vi kontakter netværkskonsulenten for at have hende med ind over. Hun mener, at vi skal lade være med at slå hårdt mod hårdt, og at vi skal spørge børnene, om de vil have julegave fra deres mor. Vi snakker om det og bliver enige om, at børnene ikke bliver spurgt, da vi ikke stoler på, hun kommer med dem, og derved har vi 2 børn, der igen oplever et svigt fra deres biologiske mor.
Plejebarnet hægter sig ikke 100% på min kæreste. Derfor vælger vi at skrive en bekymringsmail og beder om, at jeg kan få lov til at tage med plejebarnet til psykologen/familiebehandleren den uge, min kæreste og plejebarnet ikke er afsted, men vi får aldrig svar på den bekymringsmail og forespørgsel.
Jan 2022: Plejebarnet begynder at have rigtig onde drømme. De handler om den biologiske mor, og at der kommer en mand til vores hjem og vil skyde mig, fordi den biologiske mor har bedt ham hente plejebarnet.
Plejebarnet tør nu ikke længere at være alene om morgen og gå ud, når det er mørkt. Vi tager kontakt til kommunen, så vi kan få bevilget morgen-SFO. Det er lidt en kamp at få det igennem, og vi må skrive til mange forskellige, før det går igennem. Plejebarnet er, inden det kommer igennem, startet i morgen-SFO, da vi har lavet en aftale med skolen.
Plejebarnet trivsel går stadigvæk ned af bakke. Vi er ikke længere i theraplay sammen. Jeg kontakter derfor psykologen/familiebehandleren med min bekymring, og at jeg intet har hørt fra kommunen omkring min bekymring og forespørgsel i december 2021. Hun mener også, det vil være bedst, at jeg kom derud med plejebarnet i den anden uge, da hun også ser plejebarnets trivsel som nedadgående. Men vi får så samtidig et chok, for psykolog/familiebehandler meddeler mig samtidig, at vi skal være klar over, at bevillingen ved hende udløber ved udgangen af måneden. Dette har vi intet hørt om. Samtidig får vi at vide, at netværkskonsulenten er sygemeldt på ubestemt tid.
Derefter kontakter jeg social rådgiveren omkring de oplysninger, vi har fået, og der skal så holdes et møde sidst på måneden.
Jeg får Corona og må skrive til socialrådgiveren, at det aftalte møde er nødt til at blive rykket. Hun meddeler, at det ikke kan lade sig gøre, da hun stopper som socialrådgiveren i kommunen, men at hun vil sende min mail videre til teamlederen omkring forlængelse af theraplay og at jeg tager afsted med plejebarnet modsat uge.
Vi skriver til teamlederen med nogen meget konkrete spørgsmål. Hvem er den nye socialrådgiver, hvem er vores netværkskonsulent, hvilken hjælp får plejebarnet, hvornår kan vi opstarte familiebehandling, som blev bevilget i oktober 2021. Og jeg beder om svar om støtteperson og nedsat tid.
Hendes svar er, at netværkskonsulenten er længerevarende syg, og vi får svar inden ugens udgang, hvem der er ny socialrådgiver.
Februar 2022: Vi får mail om, at Tsop kurser supervision og øvrige aftaler bliver aflyst hele foråret med familiekonsulenterne.
Jeg vælger at anmode kommunen om aktindsigt og jeg kontakter PLF for hjælp.
Marts 2022: Jeg rykker for min aktindsigt og får derefter en opringning fra kommunen, som informerer mig om, at hun er i gang med at kigge på den. Samtidig meddeler hun pludselig i samtalen, at hun er plejebarnet nye socialrådgiver. Jeg fortæller, at plejebarnet er i mistrivsel, og at vi har sendt bekymringsmail helt tilbage i december og igen i januar, og at hjælpen til hende er stoppet. Jeg gør hende meget klart, at der skal ske noget meget hurtigt vedrørende hjælp og støtte. Dette svarer hun ja til.
Jeg når efterfølgende at rykke for min aktindsigt 2 gange. Vi hører intet fra kommunen efterfølgende.
April 2022: Jeg kontakter igen PLF da tingene hjemme er spidset så meget til nu ved vi ingen hjælp har til plejebarnet og vi er kørt i bund.
Jeg kontakter også socialrådgiveren igen, da der skulle have været udarbejdet en ny handleplan. Jeg beder om, at der sker noget nu, da vi stadigvæk står uden hjælp, og det er nu 7 måneder siden, de bevilgede familiebehandlingen til os. Det er heller ikke startet op. Jeg rykker endnu engang for min aktindsigt, og at jeg kan gå ned i tid. PLF er med inde over omkring det hele nu.
Svaret fra socialrådgiveren er, at de vil indkalde til møde om ny handleplan og opstart af familiebehandling snarest, og de andre spørgsmål vil jeg snarest få svar på, og jeg kan gå på borger.dk og søge om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
Jeg sender ny mail og informerer om, at jeg ikke kan gå på borger.dk, da jeg ikke er plejebarnets biologiske mor, og de må indkalde os til et møde, ellers opsiger vi vores kontrakt som netværksplejer.
PLF sender en mail til socialrådgiveren, hvor han beder dem inden 2 dage at besvare os med konkrete svar på de spørgsmål, de har fået tidligere, samt at de ikke har overholdt tidsfristen vedrørende min aktindsigt, og at de skal bistå mig med at søge tabt arbejdsfortjeneste.
Jeg får en opringning fra teamlederen, der mener, at min aktindsigt omhandler kontrakten som netværksplejer. Jeg informerer om, at hvis det var den, det havde omhandlet, forstår jeg ikke, de ikke har sendt den ud, for jeg har rykket for den 4 gange, og PLF også har rykket for den. Men at det intet har med den kontrakt at gøre med min aktindsigt i denne sag. Hendes svar er, at det kan hun ligeså godt sige med det samme, at det kan de ikke overholde inden for tidsrammen med alle de notater, der ligger. Jeg informerer om, at så vil jeg gerne have et skriftligt svar på, hvornår de så forventer, at jeg modtager den. Det lover hun.
Jeg spørg også ind til familiebehandlingen, der er blevet bevilget tilbage i oktober 2021. Der mener hun, at det har vi ikke fået bevilget, selv om det er hende, jeg har skrevet med tilbage omkring dette i december 2021. Hun finder så notatet, men oplyser, at vi ikke engang er på venteliste.
Jeg spørger ind til mødet om handleplan, da tidsfristen for denne nu er overskredet, fordi man ikke har kunnet komme i dialog med dem i 3 måneder. Hun siger, det først er næste måned, fristen for handleplanen er. Jeg informerer hende om, at jeg ikke kan svare på, om de endnu engang har ændret i datoen på den, de har, men at den, jeg har, har dato i april.
Jeg siger også, at jeg ikke forstår, at ingen har reageret på, at der er blevet sendt 2 bekymringsmail omkring plejebarnet tilbage i december og januar, og at vi er ved at falde sammen som familie. Hun erkender over for mig, at det, de har gjort for os, ikke har været godt nok. Der bliver aftalt møde i maj, og jeg beder om at det bliver sendt på skrift. Jeg spørger 3 gange, om jeg kan regne med at modtage det på skrift, og 3 gange svarer hun: Du vil modtage det i e-Boks i dag. Men jeg får intet.
Jeg kontakter PLF og informeret om telefonsamtalen og at der ingen indkaldelse er kommet som lovet.
PLF får kontakt til kommunen. Imens det sker, snakker min kæreste og jeg sammen, jeg bryder sammen, jeg kan ikke mere. Min kæreste er brugt op. Alle 3 børn rammes på hver deres måde på grund af kommunens manglende hjælp til vores familie.
Vi tager den svære beslutning, at vi ikke kan mere nu. Tilliden til kommunen er fuldstændig væk, vi er ødelagt og føler os svigtet på det groveste.
Vi sender vores opsigelse som netværksplejer til kommunen. Vi får hurtigt svar tilbage om, at vi vil blive indkaldt til møde hurtigt muligt.
Maj 2022: Jeg rykker teamlederen for en mødeindkaldelse. Jeg får svar over en uge senere, at en ny socialrådgiver er sat på, og hun vil kontakte os. Deres svigt fortsætter bare.
Jeg får en opringning fra den nye socialrådgiver, som spørger, om de ikke kan gøre noget for, at vi trækker opsigelsen tilbage. Jeg svarer nej. Tilliden til jer er væk, og I har ødelagt en hel familie. Hun siger, hun vil indkalde os til møde.
Jeg kontakter PLF, da vi intet hører fra socialrådgiveren vedrørende mødeindkaldelse. PLF sender en mail som højt prioriteret til børne- og familiechefen, at de skal kontakte os vedrørende mødeindkaldelse om videre forløb efter opsagt kontrakt som netværksplejer.
PLF rykker endnu engang for mødeindkaldelse.
Så holder vi møde sammen med kommunen og PLF. De siger, at hvis vi fortsætter som netværksplejer, så vil vi med det samme kunne starte i familiebehandling, theraplay forløb, psykologsamtaler, og jeg vil kunne gå ned i tid med tabt arbejdsfortjeneste, og det er allerede bevilget. Vi føler, de tramper så meget på os, og vi siger nej til deres tilbud.
Så spørger de, om vi kan gå med til, at de får en ekstra måned, så de kan finde det rigtige match til plejebarnet. Vi siger, hvis I var gået i gang, da I modtog vores opsigelse, havde I haft den ekstra måned, I nu sidder og beder om, så nej, I kan ikke få en ekstra måned. Da vi forlader mødet, ved vi ikke, hvor plejebarnet skal bo.
Juni 2022: Der må rykkes for, at socialrådgiveren skal komme ud og fortælle plejebarnet, at barnet ikke længere skal bo hos os. Vores 2 andre børn ved heller ikke noget endnu.
Socialrådgiver kommer og fortæller plejebarnet, at barnet ikke længere skal bo hos os, og at årsagen er, at kommunen ikke har hjulpet plejebarnet og os som familie, som de har lovet.
Plejebarnet er nu i krise, og det samme er resten af familien. Plejebarnet har mange spørgsmål, men vi kan ikke svarer barnet på nogen af dem, for vi ved ikke, hvad der skal ske.
Jeg bliver sygemeldt fra mit job, da jeg er i stor krise, og jeg kan ikke klare mit job, da alle 3 børn også er i krise. Min kæreste er også hjemme nogle dage.
Jeg informerer skolen om, at plejebarnet skal flytte fra os, da kommune ikke har rettet henvendelse til dem. Vi ved ikke om barnet fortsætter på skolen. Vi får at vide, hvor plejebarnet skal bo, men ved ikke noget om stedet.
Vi kræver, at vi vil snakke med stedet, og vi får et møde. Det viser sig, at de intet ved om plejebarnet, og vi må sidde og fortælle dem om barnet.
Vi har lovet plejebarnet at tage nogen billeder, så vi kan vise barnet stedet og fortælle om det.
Da plejebarnet flytter, er socialrådgiveren ikke til stede, og min kæreste og jeg skal igen snakke med stedet, imens alle 3 børn så kan rende rundt selv. Da vi tager derfra, har vi det så dårligt. Vi føler, det var den værste flytning, der kunne foregå.
Dagen efter kommer plejebarnet i skole, som om intet er hændt. Jeg ser hende, da jeg skal aflevere min kærestes søn, men plejebarnet går en anden vej ind. Da jeg går fra skolen, ser jeg plejebarnet sidde og være opløst i gråd. Jeg holder om barnet, og hun fortæller, hun har fået at vide, at hun ikke må se mig og min kærestes søn. Den person, der har afleveret barnet, er allerede taget afsted igen. Jeg får fat på nogen lærere, som tager over.
Jeg er frustreret, gal og ked af det, da jeg forlader skolen, og jeg skriver en mail til børne- og familiechefen, teamlederen, socialrådgiver og PLF om hændelsen.
Svaret fra socialrådgiver er, at hun har fulgt op på sagen, og hun vurderer, at de personer, der er omkring barnet, gør det, de syntes, er bedst for plejebarnet.
Vi bliver indkaldt til møde med socialrådgiver og skole, og der bliver der aftalt omkring videre forløb.
Jeg modtager min aktindsigt efter mange udsættelser. Den er på 126 sider, men der står sammenlagt noget på de 10 sider resten er streget over. PLF er inde i den sag nu, og den er ikke afsluttet. De har brudt mange ting vedrørende min aktindsigt og er blevet bedt om at få kigget på den igen. Lovgivningen er ikke overholdt, og der mangler rigtig mange notater.
Vi har op til flytningen og efter flytningen haft krisepsykolog på os alle sammen i familien.
Plejebarnet vil altid være en del af vores liv, og vi vil have samvær med barnet. Vi vil altid elske det barn over alt på jorden.
Kommunen kommer vi nok aldrig til at tilgive, for de har svigtet plejebarnet og os som familie. Vi rakte hånden ud, da vi kunne se, vi havde et barn, der havde brug for hjælp, og vi havde brug for hjælp til at hjælpe barnet. Men kommunen svigtede os på det groveste.
