Sådan vil regeringen give udsatte børn en bedre start
Tidspunkt: 24 august, 2018
Arrangør: Sådan vil regeringen give udsatte børn en bedre start

Regeringens nye børneudspil med overskriften "1.000 dage" er fredag blevet præsenteret af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og børne- og socialminister Mai Mercado (K).

Det skal sikre 460 flere pædagoger i daginstitutioner med mange sårbare børn. Her følger en gennemgang af vigtigste elementer i udspillet:

Flere pædagoger

Over de næste fire år vil regeringen afsætte en milliard kroner til at ansætte flere pædagoger i daginstitutioner, hvor en stor andel er socialt udsatte børn, og målrettet uddannelse til personalet og hjælp i hjemmet.

760 millioner af dem skal bruges på at ansætte 460 flere pædagoger i omkring 450 daginstitutioner.

Pengene gives til daginstitutioner, som har minimum 25 procent børn, hvis forældre modtager mindst 80 procents fripladstilskud.

Det svarer til, at forældrene har en årlig indtægt på under 235.448 kroner.

Mere efteruddannelse

Regeringen vil bruge 75 millioner kroner til en pulje til efteruddannelse af pædagoger og dagplejere, som arbejder med de små sårbare børn.

Det betyder ifølge regeringens beregninger, at knap 2.500 pædagoger og knap 1.000 dagplejere kan gennemføre et fem dage langt læringsforløb.

Hovedparten af landets dagplejere har ikke en pædagogisk uddannelse. Cirka 35 procent af de 0-2-årige, der er indskrevet i dagtilbud, herunder børn fra sårbare familier, er indskrevet i dagplejen.

Familien og sundhedsplejen

Regeringen vil afsætte 115 millioner kroner over fire år til at yde tidlig hjælp til sårbare og udsatte familier gennem screening og vejledning af forældre både i og uden for hjemmet.

Derudover skal der bruges 35 millioner kroner til en pulje til udvikling og afprøvning af forsøg med sundhedsplejen målrettet børn i udsatte og sårbare familier.

Formålet er at udbrede indsatser, hvor sundhedsplejen kan understøtte sårbare familier med små børn. Det kan for eksempel være et besøg hos børn i alderen et halvt år og hos treårige.

Regeringen vil finde pengene i de kommende finanslovsforhandlinger.