Tre spændende konferencer om manglen på plejefamilier
Tidspunkt: 24 oktober, 2019

Har du lyst til at møde skuespiller Janus Bakrawi fra TV-serien Taxa eller Jens Arentzen fra Matador? De har begge haft en svær opvækst med svigt, skift og angst. PLF arrangerer 3 konferencer i Nordjylland, Sydjylland og på Sjælland. Her kan du møde de to skuespillere og mange andre, blandt andet psykolog Janne Østergaard Hagelquist.

Plejefamiliernes Landsforening har besluttet at lave 3 store konferencer, i efteråret, i samarbejde kommuner i henholdsvis Nordjylland, Syddanmark og midt på Sjælland. Konferencerne bliver med paneldebatter om det største problem, nemlig mangelen på plejefamilier. Hvad kan vi gøre for at skabe nogle rammer som kan tiltrække nye dygtige plejefamilier?

Udover paneldebatter har vi inviteret nogle virkelig spændende foredragsholdere og lavet en dag, hvor man kan få meget med hjem og selvfølgelig også et kursusbevis.

I vil få meget mere at vide når tiden nærmere sig om tilmelding og yderligere informationer om dagene. Alle konferencer foregår fra 10 til 15.

                                                                                                            

Konference i Nordjylland 24. oktober                     

Adresse: LANTERNEN, Lanternevej 1, 9670 Løgstør                   

 

Janus Bakrawi                  

”Livet som anbragt, og livet i en plejefamilie”

Da jeg er 7 år, bliver jeg bortført til Jordan af min far. I et smertefuldt ryk mister jeg min mor, mit sprog, mine venner og min dagligdag. Et nyt og råt liv begynder. Da jeg bliver 11 år, gentager det hele sig. Nu med omvendt fortegn. Far vil rejse tilbage til Danmark. Jeg bliver rodløs, og leder desperat efter et sted at høre til for at slå rod. Jeg går rundt med en stor, sort klump og savn i maven. Men ud af alt det kommer der en kæmpe drivkraft efter at blive til noget stort. Jeg vil være kunstner og skabe mig en karriere, et godt liv med sunde rammer. Det har været en kamp uden lige, men det hele er lykkedes.

Janus Bakrawi er skuespiller og tv-vært. Er bl.a. kendt for film, dramaserier og dokumentarserier: Pizza King, Taxa, Ørnen, Forbrydelsen 2, De bortførte børn, Stop nu krigen, mor og far, Janus og skygge danmark samt en del teaterroller.

 

Konference i Sydjylland 28. oktober

Adresse: Basen Askovvej 7, 6600 Vejen

Jens Arentzen

”En skæv opvækst”

Med udgangspunkt i Jens' egen opvækst i skyggen af en psykisk syg mor beretter han indlevende og gribende om ’skæve’ børn og unges reaktioner og forsvarsmekanismer. Jens går i foredraget helt tæt på, og leverer en oplevelse ud over det sædvanlige. Foredraget er både inspirerende, gribende og rørende, men hvor Jens formår at kombinere alvor og humor.
Foredraget er især velegnet til grupper, der arbejder med børn, unge og udsatte.

Konference på Sjælland 6. november

Adresse:  Ahorn Hallen Ahorn Alle 48,  4100 Ringsted

Underviser Janne Østergaard Hagelquist

Janne Østergaard Hagelquist er grundlægger af Center for Mentalisering og står for den daglige drift, udvikling og ledelse.

Janne er autoriseret psykolog og godkendt som specialist i børnepsykologi og supervision. Hun har i en årrække arbejdet med behandling af børn, unge og familier, hvor der har været omsorgssvigt, overgreb og/eller vold. Desuden har hun erfaring i at supervisere og undervise professionelle, der arbejder med anbragte børn og unge.

Undervisningen vil blandt andet indeholde introduktion til mentaliseringsbegrebet og løgne hos plejebørn.