Ikke realistisk, at 16-årige plejebørn flytter hjemmefra
Tidspunkt: 19 september, 2019

Unge i pleje klarer voksenlivet betydeligt bedre, jo længere de bliver i plejefamilien. Det siger psykolog Niels Peter Rygaard.

Ud fra en forskningsdatabase og et internationalt forskernetværk opbygget gennem 10 år, og arbejde med anbragte og omsorgssvigtede børn og unge siden 1981 kan jeg sige følgende:

Set fra et forskningsmæssigt synspunkt viser mange undersøgelser, at anbragtes sociale og skolemæssige udvikling og evne til at tage ansvar for sig selv, er forsinket på grund af den vanskelige opvækst, og derfor kræver længere tids stabil omsorg fra kendte omsorgsgivere. 

Bl.a. viser flere studier, at unge i pleje klarer voksenlivet betydeligt bedre, jo længere de bliver i plejefamilien. Det afspejles i Serviceloven, der af samme grund åbner muligheden for at blive i plejefamilien også efter det 18. år.

Andre studier viser, at jo flere flytninger, skoleskift og skift i voksne omsorgspersoner, de anbragte oplever, jo ringere bliver deres livsudvikling og evne til at deltage i samfundet som voksne. Sådanne skift i omsorgspersoner og placeringer er en væsentlig medvirkende årsag til, at unge, der forlader plejen, har 6-7 gange forhøjet risiko for psykisk sygdom, at ende i kriminalitet, for tidligt forældreskab, og 10 gange forhøjet risiko for at blive livslange bistandsklienter med enorme udgifter for en kommune til følge.

Udflytning til eget værelse i 16-årsalderen vil derfor højst sandsynligt medføre et økonomisk tab af den meget omfattende årelange investering, som forvaltninger allerede foretager i plejeforhold, og at årelange anbringelser vil være uden effekt.

Hvis anbragte skal lære at klare hverdagens opgaver selv som unge, skal det ske i plejefamilien gennem hele opvæksten. Det er ikke raketvidenskab: Man kan jo spørge sig selv, om ens egne børn er i stand til at flytte hjemmefra som 16-årige - selv om de måtte ønske det, som teenagere jo ofte gør.

I undertegnedes erfaring siden 1981 er det i realiteten myndighedspersonernes faglige skøn, der udøver realistiske forvaltning af de beslutninger, der i det øvrige samfund naturligt hører til forældres opgaver.

I fuld forståelse for alle de begrænsninger, der lægges ned over kommunale investeringer, kan man se børn blive anbragt i perioder med god økonomi og hjemsendt eller udflyttet i perioder, hvor økonomien strammer til. Det betyder for de anbragte, at de oplever det som forskningen finder mest skadeligt: mange skift mellem anbringelser og hjemgivelse eller andre skift i voksne.

Her må det være en politisk opgave at sikre stabile anbringelser uanset de svingende budgetter, hvis den langsigtede investering i anbringelser skal give bonus i form af unge, der klarer sig selv i tilværelsen.