Pas på plejefamilierne
Tidspunkt: 28 november, 2019
Byline: Thomas Vorre formand PLF

Pas på plejefamilierne

Hvis man fortsat ønsker at anbringe udsatte børn i plejefamilier, skal plejefamilierne tilbydes helt andre rammer og respekteres for deres faglighed.

Anbringelser

THOMAS VORRE, FORMAND FOR FAGFORENINGEN PLEJEFAMILIERNES LANDSFORENING

BØRNENE ER PÅ vej ud af Sjælsmark for at få bedre børneliv. Det er skønt og ligger i forlængelse af Mette Frederiksens budskab om, at hun vil være børnenes statsminister. Men for at være børnenes regering, skal man også være plejefamiliernes regering. Og her forventer vi i Plejefamiliernes Landsforening, at regeringen og socialminister Astrid Krag tager hånd om de store udfordringer, der er i forbindelse med anbringelse af udsatte børn i plejefamilier.

»Vi passer på børnene. Hvem passer på os plejefamilier?«. Sådan spurgte en plejeforælder på en af de tre konferencer om manglen på plejefamilier, som Plejefamiliernes Landsforening har holdt i efteråret. Citatet rammer meget godt ind, hvordan mange plejefamilier føler sig ladt i stikken af kommunerne og Christiansborg.

Cirka 8.500 børn er i dag anbragt i plejefamilier, der løser en særdeles vigtig samfundsmæssig opgave. Plejefamilierne arbejder på at bygge udsatte børn op. Så børnene trives, kan passe deres skole og få så god en barndom som muligt. Plejefamiliernes fornemste opgave er at give deres plejebørn tryghed, selvtillid og livsglæde, så de kan træde ind i voksenlivet og stå på egne ben.

Lykkes det? Ja, i høj grad. Al forskning viser, at en stabil anbringelse hos en faglig dygtig plejefamilie giver gode resultater. Bliver børn anbragt, når de er under tre år, knytter de sig til plejefamilien som familiens egne børn. Også senere anbringelser har stor effekt på børns livskvalitet, hvis anbringelsen og samarbejdet mellem plejefamilie og biologiske forældre fungerer. Men hvis man også i fremtiden ønsker at anbringe udsatte børn i plejefamilier, er det påkrævet, at plejefamilierne tilbydes helt andre rammer og respekteres for deres faglighed.

Allerede nu kan vi se, at plejefamilier er en mangelvare i store dele af Danmark. Mere end hver anden kommune kan ikke finde nok plejefamilier, og i blandt andet København, Gentofte og andre hovedstadskommuner hentes plejefamilierne på Sjælland, hvilket efterlader de sjællandske landkommuner uden plejefamilier.

I Odense er problemet så udtalt, at kommunen netop har kørt kampagne med busreklamer for at få flere familier til at melde sig som plejefamilier. Manglen på plejefamilier risikerer kun at blive større i de kommende år.

GENNEMSNITSALDEREN for godkendte plejefamilier i dag 56 år. Mange plejefamilier er på vej på pension, samtidig med at det er svært at rekruttere yngre plejefamilier. Og tal fra 2018 viser, at hver tredje plejefamilie stopper igen inden for de første fem år. Vi mangler uafhængig forskning på området og viden om, hvad der skal til for at komme ud af den dødsspiral, som plejefamilieområdet er ude i.

En miniundersøgelse blandt deltagerne på vores konferencer giver et fingerpeg. To ud af tre plejefamilier er utilfredse med deres vederlag. De efterlyser en overenskomst og pension. Og de savner aflastning, færre sagsbehandlere og bedre efterværn. I blandt andet Ringsted finder plejefamilier det urimeligt, at kommunerne sænker deres vederlag, hvis deres plejebørn får det bedre. Inden for hvilke andre fag bliver man straffet på lønsedlen for at være en succes på arbejdet?

Vi har lagt arm med KL i flere omgange for at få forhandlet en ordentlig vederlagsmodel til plejefamilierne, og en model, hvor kommunerne holder ord og lever op til deres del af aftalen. Desværre oplever plejefamilierne i dag, at kommunernes trængte budgetter rammer dem hårdt. Det er nemlig nemt for en kommune at sætte plejefamiliernes vederlag ned. Langt nemmere end for eksempel at sænke lønnen for sosu’er i hjemmeplejen. Sosu’erne har en overenskomst, som man ikke lige gradbøjer. Plejefamilierne derimod er ansat på individuelle kontrakter, som man i nogle kommuner ændrer på, hvis der er lavvande i kommunekassen. Budgetter og regneark kommer dermed til at diktere børnepolitikken frem for barnets tarv. Nogle plejefamilier overvejer at stoppe. De fleste fortsætter dog som plejefamilie, fordi de har en følelsesmæssig tilknytning til deres plejebarn, men er frustrerede over at blive taget som gidsel og udnyttet af en kommune, der godt ved, at de aldrig ville opgive deres plejebarn.

Alternativet til en plejefamilie er, at udsatte børn anbringes på en døgninstitution. Det kan i nogle tilfælde være en rigtig god løsning for barnet. Men langtfra i alle tilfælde. Prisen for at anbringe udsatte børn på en døgninstitution er også langt højere end i en plejefamilie; den stiger med cirka 700.000 kroner per barn i døgninstitution. Der er behov for en kulegravning af hele anbringelsesområdet. Og der er behov for, at både politikerne i Folketinget og kommunerne tager en grundig drøftelse af, hvad de vil med plejefamilierne både på kort og lang sigt.