Jeg er plejemor - ikke ”Maren i kæret”!
Tidspunkt: 13 april, 2021

Jeg er plejemor - ikke ”Maren i kæret”! 

Et af vores medlemmer Dorthe Mortensen fra Assens har forfattet et meget rammende debatindlæg i Politikken. Psykolog Niels Peter Rygaard skrev forleden: "I dag er det at være plejefamilie en professionel opgave uden en professionel ramme." Dette er lige præcis de forhold som Dorthe så fint beskriver i sit debatindlæg. Vi kæmper som fagforening for bedre forhold på hele anbringelsesområdet, hvor mange kommuner modarbejder fremfor, samarbejder om det vigtige job vi plejefamilier har.

Jeg er plejemor - ikke ”Maren i kæret”!

Når jeg læser regeringens udspil på anbringelsesområdet ”Børnene først”, glæder det mig meget, at man ønsker at reformere plejefamilieområdet.
Vi nemlig nødt til at tale om ”elefanten i rummet”:
Plejefamilier kan ikke fortsat behandles som ”Maren i kæret”!

I år 2021, er økonomi et grundvilkår for os alle og fagforbund er til for at sikre anstændige arbejdsvilkår i ansættelserne. Men mens regeringen taler i voldsomme vendinger om tvang, magt og om flere anbringelser, placeres flere og flere børn hos plejefamilier. Familier, som godtroende modtager børnene uden at tænke på, hvor sårbare parterne er. Plejefamilierne har nemlig ingen overenskomst. Vi er groft sagt ”ikke eksisterende” en gemen foranstaltning, som man, hvis man vil, kan glemme og gemme præcis som Maren i kæret.

Der udstikkes kun anbefalinger og vejledninger på anbringelsesområdet. Vi tillader med andre ord at lade et væsentligt område ”sejle sin egen sø”.
Et yderst fagspecifikt og komplekst område for byrådspolitikkere, som i uvidenhed træffer beslutninger, der kan få fatale følger for de anbragtes børns skæbner.

Kommunernes Landsforening anbefaler flere mulige modeller på området. Modeller, hvor der anvendes socialpædagogiske fagtermer i et væk. Så man ved godt at der er brug for fagligt indhold.
Derfor bør man også sikre fagligheden, sikre at kommunerne bruger kompetencerne til at drage beslutninger og med rette hensigt.
Det er dybt bekymrende, når nogle kommuner vælger modeller for at spare penge på området!

Nogle beregner en gennemsnitlig honorering til plejefamilierne ud fra, at opgaverne lettes med tiden. Men hvordan kan man det? Vi anbringer jo mennesker og ikke tidsindstillede robotter. Hvordan skulle plejefamilierne kunne lave om på biologiske grundvilkår?

Man burde fagligt forholde sig til og tro på at familiære rammer virker for barnet. Ser man på kommunernes valg og brug af plejefamilier, tyder det dog mere på, at den økonomiske gevinst tæller højere end resultatet i sidste ende. Og når man ikke stiller krav om specifik faglighed i beslutningerne, bliver det alt for uholdbart.
Jeg oplever både plejefamilier, der arbejder uden honorering og plejefamilier, som ser sig nødsaget til at få flere børn i pleje, for at klare sig økonomisk. Der er med andre ord gået ren købmandskab i anbringelserne og de frie rammer bliver udnyttet og misbrugt. Er det et familieliv for anbragte anno 2021? Kunne det være grunden til at mange både børn og familier fortsat taber?

Vi skal alle lære at forholde os til livet på godt og ondt. Plejefamilier arbejder ud fra en grundviden om, at børnene reagerer sundt på de usunde livsvilkår og oplevelser, de har med sig. Oplevelser, der ikke kan rummes af et barn, men ikke desto mindre er en del af barnet.
Vi er dem som er der, når de grimme oplevelser reaktiveres af omverdenens krav og livet omkring os.
Plejefamiliernes opgave at hjælpe anbragte med at få styr på og leve med de livsvilkår og oplevelser, de er sat i verden med.

Plejefamiliers arbejde er ikke særlig synligt for ret mange. Vores liv og hverdag er ofte anderledes og atypisk. Få tænker over, at det er os, der stiller op og samler op, når den 15-årige gang på gang bliver to år igen, når den 10-årige frustreres og smadre hele klassens møblement, under børnenes mareridt om natten eller når de svære valg i livet skal træffes, vi bliver børnenes livsvidner.
Vi er der og viger ikke pladsen for samfundets krav, kritik og uvidenhed. Vi stiller op, som vi har gjort det i et århundrede, præcis som Maren.

Men det er en fejl, en kæmpe fejl. For jeg er ikke Maren!

Jeg er en fagligt kompetent plejemor anno 2021. Jeg ved, hvordan min familie udvikler og styrker børn, som kræver mig langt mere end andre. Jeg stiller mit hjem, min krop, min familie og hele mit liv til rådighed for både barn og barnets familie. Jeg gør det med hjertet, og jeg er god til det.
Jeg vil respekteres præcis som tandlægen, lægen, pædagogen og sygeplejersken. Det er misforstået omsorg, når samfundet bliver berøringsangste i forhold til at udvikle, rumme og tro på de anbragte.

De anbragte og deres biologiske familier er ikke stakler og deres plejefamilier ikke Marens skørter til at gemme dem væk i. Ingen kan udvikle sig i ynk eller medlidenhed.
Alle har brug for opbakning, respekt, anerkendelse og at være en del af et fælleskab. Det er det, vi plejefamilier kan. Det kræver, at vi får reelle vilkår og rammer, og at vi oplever følelsen af at vi må være her sammen med børnene.

Jeg vil derfor hilse en reform velkommen på området og håbe at vi èn gang for alle vil anerkende og definere plejefamilierne, med vilkår der matcher år 2021, så vi kan vise de anbragte at vi tager deres liv alvorligt.