Ingen søvn og alt for lidt i løn: Alligevel elsker Pia Lautrup arbejdet som plejemor
Tidspunkt: 19 november, 2019
Byline: Gitte Redder

Man skal ikke regne sin timeløn ud, for vederlagets størrelse passer slet ikke med arbejdsindsatsen, når man som plejefamilie har to søskende, hvor lillebror er 5 uger og skal have skiftet ble og have sutteflaske flere gange hver nat.

Lillebror var ikke en gang 4 timer, da Pia Troelsgaard Lautrup så ham første gang på fødestuen. Og plejemoderen fik ham med hjem i parcelhuset, hvor der for længst var gjort klar med babyudstyr og sutteflasker.

 

Pia Troelsgaard Lautrup beskriver det som et rørende øjeblik, da hun kom hjem med den nyfødte, og hans biologiske storesøster på 2 år kunne møde sin lillebror for første gang.

 

”Det er guld værd for søskende at vokse op sammen. Vi har været plejeforældre for søsteren, siden hun var spæd, og selvom det lige nu er et meget stort og krævende arbejde med 2 små børn, er det det hele værd”, siger den 51-årige plejemor fra Sydjylland.

 

Pia Troelsgaard Lautrup deltog i Plejefamiliernes Landsforenings konference i Vejen mandag 28. oktober. Med en sovende lillebror i barnevognen noget af tiden. Og med en vågen lillebror, der fik sutteflaske, mens der var paneldebat om løn- og arbejdsforhold for plejefamilier.

 

”Jeg får ingen søvn, ingen løn, ingen ferie og ingen pension, men jeg elsker mit arbejde”, griner Pia Troelsgaard Lautrup.

 

Latterlig lille timeløn

Hendes mand Ole driver et lille tømrerfirma, og inden familien Lautrup for tre år siden blev godkendt som plejefamilie, arbejdede hun som mentor for socialt udsatte i kommunen.

 

Som kommunalt ansat lønmodtager var hun i årevis vant til via sin overenskomst at have fri i 2 sammenhængende dage om ugen, ferie med løn og 13 procent i pension.

 

Ligesom hun kunne ringe til arbejdsgiveren og melde sig syg, hvis hun havde influenza.

 

Nu har Pia Troelsgaard Lautrup ingen overenskomst med alle de rettigheder, der følger med.

 

”Det er virkelig tiltrængt med en overenskomst og ordnede forhold til plejefamilier. Det er helt urimeligt, at jo bedre det går med dit plejebarn, jo mindre får du i løn. På hvilke andre arbejdspladser sætter kommunerne lønnen ned, når folk har anstrengt sig for at gøre det ekstra godt? spørger hun.

Pia Troelsgaard Lautrup noterer, at hun sådan set er godt tilfreds med sine vederlag.

”Men man skal ikke regne timelønnen ud, for så er den latterlig lille. Hvis jeg havde en almindelig arbejdsuge, ville mine arbejdstimer være opbrugt tirsdag klokken 16 og resten af ugen være interessetimer,” fastslår hun.

 

Håber at gøre en forskel

Hun er glad for, at PLF kæmper for en overenskomst til plejefamilier.

”Vi har jo aldrig fri. Og i det lys hænger vederlagets størrelse slet ikke sammen”, siger hun og krydser fingre for, at kampen for en bedre rammeaftale lykkes i løbet af relativ få år.

”Jeg håber jo på, at jeg kan gøre en forskel for mine 2 plejebørn hele deres barndom og give dem noget godt med i bagagen som voksne. Selvfølgelig skal de se deres biologiske forældre og have et forhold til dem, men jeg tror på, at de kan få en tryg og kærlig barndom hos os,” siger hun.

 

Livet som plejemor til 2 små søskende, der begge er blebørn, kræver mange af døgnets timer, og batterierne kan blive flade indimellem, medgiver hun.

”Men jeg har lavet en aftale med storesøsteren om, at nu hvor jeg har skiftet ble på hende altid, håber jeg, at hun vil gøre det på mig, når jeg bliver gammel,” smiler hun.

Curlingbørn bliver mere rummelige

Pia Troelsgaard Lautrup understreger, at hendes to sønner på 17 og 20 år også er vældig engageret i at passe de små plejebørn. Hun oplever, at sønnerne tager ejerskab og bidrager meget positivt i det familieprojekt, som det skal være at være en plejefamilie. 

 

”Det er en gave til mine egne børn, at de får en større rummelighed og forståelse for, at der er masser af sårbare børn fra belastede hjem. Ligesom de fleste andre danske børn er de curlingbørn, der har fået båret deres skoletasker af os forældre og ikke har haft kæmpestore problemer. Nu oplever de, at man kan give igen og gøre en forskel i et stærkt fællesskab” siger hun.