Det store flertal af plejefamilier skriger på ordnede lønforhold
Tidspunkt: 19 november, 2019
Byline: Gitte Redder

2 ud af 3 plejefamilier, der deltog i Plejefamiliernes Landsforenings konferencer i oktober og november, er utilfredse med deres vederlag.

 

En kortlægning af de spørgeskemaer, som en lang række af plejefamilierne udfyldte på konferencerne, viser, at økonomisk usikkerhed og manglende overenskomst er den allerstørste frustration hos plejefamilier i 2019.

 

52 plejefamilier ud af 111 erklærer i mini-undersøgelsen, at de i mindre grad er tilfredse med deres vederlag, mens 16 plejefamilier slet ikke er tilfredse.

 

Kun 3 plejefamilier erklærer, at de i høj grad er tilfredse med vederlaget. 34 plejefamilier svarer, at de i nogen grad er tilfredse.

 

Fingerpeg om stor frustration

Selvom undersøgelsen ikke er repræsentativ, giver den ifølge PLF’s formand Thomas Vorre et fingerpeg til kommunerne om, at de skal være mere opmærksomme og sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold til plejefamilierne.

 

”Undersøgelsen understreger, at mange plejefamilier er frustrerede over økonomisk usikkerhed. Hvis kommunerne i fremtiden vil have tilstrækkeligt med plejefamilier, er de nødt til at tilbyde mere stabilitet og vederlag, som følger opgaverne,” fastslår han.

 

Dykker man ned i kommentarerne på spørgeskemaerne, bliver det meget tydeligt, at mange plejefamilier oplever, at de er blevet ramt af kommunale besparelser.

 

Savner ansættelsesro

En deltager på konferencen i Løgstør skriver: ”Lønnen er den største udfordring. Den svarer slet ikke til arbejdet”. En anden plejeforældre fra Nordjylland pointerer, at der mangler pension og ferie, ordnede forhold og ”ansættelsesro”.

 

På konferencen i Vejen betoner en deltager, at manglende tryghed i ansættelsen er det helt store problem. En anden deltager i Vejen skriver, at usikkerhed omkring lønnen er den største udfordring og frustration.

 

Også på konferencen i Ringsted anfører adskillige plejefamilier, at økonomisk usikkerhed og ingen overenskomst med ret til pension nager dem.

Men besvarelserne viser også, at plejefamilierne ikke kun er frustrerede over økonomien. Flere efterlyser bedre efterværn til plejebørn, der fylder 18 år og flytter væk fra plejefamilierne. Mange skriver, at de gerne vil have bedre mulighed for aflastning.

 

Endelig påpeger mange, at der er for stor udskiftning af sagsbehandlere og ikke et ligeværdigt og respektfuldt samarbejde mellem kommune og plejefamilie.

 

Uholdbart at fortsætte nedskæringer

Alt i alt er besvarelserne i spørgeskemaerne nedslående læsning, mener PLF-formand Thomas Vorre.

 

”Temaet for vores tre konferencer var, hvordan vi sikrer plejefamilier i fremtiden. Og det står helt klart nu, at det vil kun lykkes, hvis kommunerne giver bedre arbejdsvilkår og fjerner usikkerheden hos plejefamilierne. Det er uholdbart at fortsætte nedskæringerne på plejefamilie-området,” siger han.

 

Men penge gør det ikke alene, noterer Thomas Vorre.

”Kommunerne er nødt til at tage plejefamilierne meget mere alvorligt, når de råber op om problemer. På en af konferencerne spurgte en plejeforælder: ”Vi passer på børnene, men hvem passer på os?”. Kommunerne er arbejdsgivere, og hvis de ikke sikrer langt bedre støtte til og arbejdsforhold for plejefamilierne, bliver det endnu sværere for dem at rekruttere i fremtiden”.

Plejefamilier utilfredse med vederlag