”Forskellen på, hvordan kommunerne behandler os plejefamilier, er rystende stor”
Tidspunkt: 19 december, 2019
Byline: Plejefamiliernes Landsforening

Malene Larsen fik mavepine og søvnbesvær på grund af en kommunal sagsbehandler, der nedgjorde hendes arbejde som plejefamilie.

Hjemme hos Malene og Tommy Larsen i Vamdrup i Sydjylland er der pyntet op til jul med kravlenisser og lyskæder, og både deres 14-årige plejesøn og 3-årige biologiske søn holder øje med kalenderlyset og tæller ned til juleaften.

Sidste jul var der også en 5-årig plejedatter, der fejrede jul hos familien.

Men Malene Larsen måtte i foråret træffe den tunge beslutning at sende pigen videre til en anden plejefamilie. Et elendigt samarbejde med pigens hjemkommune gjorde arbejdet hårdt og frustrerende. 

 

Malene og Tommy Larsen har været plejefamilie i 9 år. De har et fantastisk samarbejde med Silkeborg kommune, men er så frustrerede over dårligt samarbejde med andre kommuner omkring plejebørnene, at de overvejer at stoppe som plejefamilie.

 

Efterlyser tilsyn med kommunerne

”Socialtilsynet fører kontrol med, at vi plejefamilier passer vores arbejde. Men der er ikke nogen, der holder tilsyn med kommunerne, og det er der virkelig behov for. Forskellen på, hvordan kommunerne behandler os plejefamilier, er rystende stor,” siger hun.

Den 43-årige Malene Larsen er uddannet ergoterapeut og sammen md sin ægtefælle Tommy, der driver et lille malerfirma, er familien godkendt til at have 2 højtbelastede børn.

”Vi har en dreng på 14 år, som vi har haft i 5 år, og hvor samarbejdet med Silkeborg kommune fungerer upåklageligt. De er virkelig skarpe både i forhold til plejefamiliens og barnets behov,” siger hun og uddeler store roser til Silkeborg.   

Men da deres anden plejesøn fyldte 18 år og flyttede i 2018, erfarede ægteparret, at samarbejde mellem kommune og plejefamilie ikke altid kører på skinner.

Følte sig til grin

”Vi har kun haft dårlige oplevelser siden med andre kommuner. Vi fik en pige på 5 år, der boede hos os i et lille år. Vi manglede handleplaner og samarbejdet gik helt skævt. Jeg følte mig til grin og oplevede ikke, at kommunen tog mit arbejde alvorligt og da slet ikke plejebarnets tarv,” konstaterer Malene Larsen

På et tidspunkt kom den kommunale sagsbehandler på besøg og erklærede med høj stemme efter en halv time, at hun ikke var sikker på, at det her var det rigtige sted for pige.

”Jeg fik mavepine og lå søvnløs om natten. Men jeg kan ikke passe ordentligt på et plejebarn, hvis jeg ikke har et godt samarbejde med kommunen. Det endte med, at vi sagde opgaven op. Det var en tung beslutning. Men der er ikke nogen, der kan passe et arbejde, hvis chefen ikke kan lide dig,” fastslår hun og taler om mistillid til hendes pædagogiske arbejde.

”Jeg følte, at jeg arbejdede i blinde med pigen. Og jeg kan heller ikke byde mit eget biologiske barn at se sin egen mors magtesløshed, fordi jeg ikke kan gøre det rigtige overfor et plejebarn,” siger hun.

Et nederlag at opgive pigen 

Malene Larsen oplevede, at det ikke var barnets tarv, men besparelser, der dikterede, hvordan pigen for eksempel skulle se sine biologiske forældre. I stedet for overvåget samvær blev det for eksempel til en weekend med vold, spektakel og ingen mad, hvilket gav efterreaktioner og utryghed.

I dag bor pigen i en ny plejefamilie, og Malene Larsen ønsker af hele sit hjerte, at hun trives og ikke igen skal opleve brud og opbrud. Det var et nederlag at opgive hende, men også et wake up call i forhold til, at det ikke var dem som plejefamilie, men kommunen som arbejdsgiver, der svigtede.

”Uanset hvad der sker, gør vi vores 14-årige plejesøn færdig. Men jeg tænker, at vi stopper som plejefamilie derefter. Jeg elsker det her arbejde, men når vores dreng flytter, vil jeg gerne tilbage og have et mere almindeligt arbejde på en døgninstitution eller indenfor psykiatrien,” siger hun.

Frit valg mellem fem plejebørn

Malene Larsen pointerer, at det efter 9 år vil gøre ondt at sige farvel til arbejdet som plejefamilie. Det er et arbejde med stor glæde, når man oplever et barn, der har levet i kaos, finder fodfæste i livet og begynder at vokse, fremhæver hun.

”Men jeg savner i den grad professionalismen og fokus på barnets tarv hos mange kommuner. Jeg har haft en kommune i telefonen, der sagde: ”Vi har 5 – 6 børn. Du får lov til at selv at vælge, hvem du vil have”. Det er så useriøst og uprofessionelt, og jeg kan slet ikke have med det at gøre,” noterer hun.