Ankestyrelsen slår fast: Børn over 12 år skal give samtykke til flytning
Tidspunkt: 16 december, 2019
Byline: Plejefamiliernes Landsforening

Desværre har det ikke været kutyme for alle kommuner at leve op til deres pligt om at høre, hvad en anbragt ung mener om at blive flyttet fra sin plejefamilie eller bosted. Plejefamiliernes Landsforening er yderst tilfreds med, at Ankestyrelsen slår fast, at børn over 12 år har ret til at blive hørt inden flytning.

Formand for Plejefamiliernes Landsforening Thomas Vorre er yderst tilfreds med, at Ankestyrelsen slår fast, at der er en høringspligt af anbragte børn over 12 år i tilfælde af flytning fra en plejefamilie eller bosted.

Det duer ikke, at kommuner flytter anbragte børn over 12 år hen over hovedet på dem, hvis samarbejdet mellem kommune og plejefamilie går skævt, fastslår Ankestyrelsen under Socialministeriet.  

I en ny principmeddelelse fra Ankestyrelsen slås det fast med syvtommersøm, at et anbragt barn over 12 år ikke bare kan flyttes fra sin plejefamilie eller døgninstitution uden at give samtykke, hvis der sker en såkaldt udefrakommende begivenhed.

Med andre ord er der en høringspligt, som kommunerne ikke kan løbe fra.

”Hvis anbringelsesstedet for et barn eller en ung skal ændres, skal det afklares, om forældremyndighedsindehaveren vil give samtykke til dette. En anbragt ung over 12 år skal også give samtykke”, hedder det i principmeddelelsen.

Det er en udefrakommende begivenhed, når behovet for ændring af anbringelsessted ikke skyldes barnets eller den unges egne forhold, men derimod forholdene i plejefamilien eller på anbringelsesstedet.

Hvis en plejefamilie for eksempel bliver opsagt, og det derfor er nødvendigt at flytte et barn eller en ung, skal man se på, hvad der er årsagen til opsigelsen. Hvis årsagen for eksempel er, at plejefamilien og kommunen er uenige om kontraktmæssige forhold, vil der som udgangspunkt være tale om en udefra kommende begivenhed, fastslår Ankestyrelsen.

Godt tilfreds

Og dermed har børn over 12 år ret til at blive hørt om skift af plejefamilie og skal give deres samtykke.

Rent juridisk er der ikke noget nyt i Ankestyrelsens principmeddelelse, men ved at sende den ud understreges det, at plejebørn også skal høres, mener formand for Plejefamiliernes Landsforening, Thomas Vorre.

”Det har desværre ikke været kutyme for alle kommuner, at de har levet op til høringspligten, og hvad en anbragt ung mener om at blive flyttet. Men de har unge har krav på en høringsret, og det er vi rigtig godt tilfredse med,” betoner Thomas Vorre.