Nye tal: Plejefamilier med tre eller fire plejebørn er en sjældenhed
Tidspunkt: 20 februar, 2020

Flertallet af plejefamilier i Danmark har kun et plejebarn, viser nye tal fra socialminister Astrid Krag.

Plejefamilier i Danmark har som hovedregel et eller to anbragte børn i pleje. Kun ganske få har flere plejebørn anbragt på samme tid, viser nye tal fra socialminister Astrid Krag (S)

Langt de fleste plejefamilier i Danmark huser et eller to anbragte børn. Kun cirka hver tiende plejefamilie har tre, fire eller fem plejebørn, viser helt nye tal fra socialminister Astrid Krag (S).

Det er Venstres socialordfører Anni Matthiesen, der i et spørgsmål til Folketingets Social – og Indenrigsudvalg har bedt ministeren opgøre, hvor mange familier, der huser henholdsvis et, to, tre, fire eller flere anbragte børn. 

Helt præcis var der ifølge socialministeriet 2.221 plejefamilier med et anbragt barn eller ung i pleje i 2018, fremgår det af Astrid Krags besvarelse.

Tilsvarende havde 1.288 plejefamilier to børn eller unge i pleje, mens kun 314 plejefamilier havde tre børn eller unge i pleje.

 

Fire plejebørn et særsyn 

Plejefamilier med fire eller flere børn og unge i pleje er et absolut særsyn herhjemme. Kun 63 plejefamilier havde i 2018 fire anbragte børn og unge i pleje.    

Ved at trække på registerdata fra Danmarks Statistik har ministeriet kunne beregne, hvor mange anbragte børn og unge, der deler adresse med en familie, hvor mindst en voksen har modtaget plejevederlag i 2018.

Netværksfamilier modtager ikke vederlag for at have børn og unge anbragt og indgår derfor ikke i opgørelsen. Netværksfamilier er familier, som har en personlig eller familiær relation til barnet eller den unge, som er anbragt. Det kan være slægtninge eller andre i barnets eller den unges netværk, der påtager sig ansvaret for barnets eller den unges omsorg og opdragelse.