Nye undervisningstilbud for plejefamilier skal sikre gode anbringelser
Tidspunkt: 20 februar, 2020

Kom godt fra start som plejefamilie med et tæt støttet opstartsforløb fra Socialstyrelsen. Her kan du vederlagsfrit deltage i undervisning og supervision.

Socialstyrelsens opstartsforløb skal forbedre plejefamiliernes muligheder for at skabe de bedste rammer for deres plejebørn. Illustration fra undervisningsmaterialerne.

Socialstyrelsens kurser til plejefamilier og familieplejekonsulenter er så populære, at forårets kurser allerede er overtegnede.

Kurserne, der hedder noget så kringlet som Socialstyrelsens tæt støttede opstartsforløb, er et tilbud målrettet plejefamilier, som får et nyt barn eller ung i anbringelse. Kurserne har til formål at sikre, at anbringelsen kommer godt fra start, og at sammenbrud dermed forebygges.

 

Det er et fleksibelt koncept opbygget af 15 undervisningsmoduler. For eksempel den tryghedsfremmende plejefamilie, samarbejdet med den biologisk familie, overgrebsproblematikker og så videre.  

Konceptet, der er udviklet af Videnscenter for Anbragte Børn, Center for familiepleje i Københavns Kommune og VIA University College, skal udmønte en ny paragraf i Serviceloven. Her fremgår det, at en kommune har ansvaret for at tilbyde plejefamilien intensiv støtte indenfor det første halve år, hvor et barn er anbragt.

Både plejefamilier, der har deres første barn anbragt og erfarne plejefamilier, der får et nyt barn, vil ifølge Socialstyrelsen have gavn af et tæt støttet opstartsforløb.

Kommunerne kan vælge at bruge Socialstyrelsens tilbud eller selv strikke et kursusforløb sammen til plejefamilierne. 

Det er vederlagsfrit for plejefamilier at deltage i undervisningen og supervisionen.

Du kan læse alt om indhold, tilmelding og kontakt på https://tsop.dk/

Der åbnes for tilmelding til efterårets kurser 1. april.   

 

Fra 1. april kan man tilmelde sig efterårets kurser.