Hvad stiller man op, når kommunen bortfører et barn og gør både plejefamilien og plejebarnet fortræd?
Tidspunkt: 20 februar, 2020

I begyndelsen af februar blev en 11-årig pige hentet fra skole af kommunale sagsbehandlere og fik at vide, at hun ikke skulle hjem til den plejefamilie, som hun har boet hos hele sit liv.  Pigen er nu anbragt i en anden landsdel uden at have haft mulighed for at sige farvel til familie og skolekammerater. Hvad stiller man op, når systemet gør et barn fortræd?    

Det er ubegribeligt, at en kommune gør et barn fortræd ved at rive det op med rode uden mulighed for at komme til orde og uden mulighed for at sige farvel, mener formanden for Plejefamiliernes Landsforening Thomas Vorre. 

Af Thomas Vorre, Formand for Plejefamiliernes Landsforening

Mandag 3. februar 2020 var jeg bisidder for en plejefamilie, der var indkaldt til en tjenstlig samtale. Familien havde gentagne gange forsøgt at få kommunen til at sende en dagsorden og anede ikke, hvad mødet skulle handle om. Derfor bad de mig om at være bisidder.

Ved samtalen var der tre repræsentanter for den pågældende kommune. En leder, en familieplejekonsulent samt barnets socialrådgiver, der kun havde været på deres sag i nogle måneder. 

Lederen lagde ud med at fortælle familien, at deres pige, som de har haft i pleje fra fødslen og som nu er 11 år, ville blive fjernet.

”Den beslutning er taget”, understregede lederen og lod forstå, at intet kunne omgøre beslutningen. Det kommunale team havde allerede inden mødet med plejeforældrene afgjort, at man samme dag ville tage ud på pigens skole og fjerne hende.

 

Voldsom fremfærd

Begrundelsen for en så voldsom fremfærd fra kommunens side var blandt andet en underretning fra en plejemor til en bror til pigen.

Den omhandlede nogle hændelser, hvor plejemoderen til pigen havde omtalt de biologiske forældre som svære at arbejde med. Ordene var faldet under en samtale mellem de to plejemødre i et legecenter, hvor pigen måske kunne høre det.

Kommunens team noterede, at underretningen var et udtryk for, hvad de selv oplevede, nemlig at ”plejemor drænede rådgiverne med bekymringsskrivelser”. Flere rådgivere skulle angiveligt have bedt om at blive flyttet til andre opgaver på grund af det.

 

Overholder ikke serviceloven

Derfor ville kommunen flytte barnet. Jeg kommenterede, at de hverken havde hørt barnet eller plejefamilien om den beslutning, selvom det er et krav i Serviceloven.

Desuden havde kommunen ikke lavet en tilknytningsundersøgelse af barnet. Det er også et punkt i Serviceloven, som man havde undladt at udføre.

Men kommunen havde hørt forældrene, som er misbrugsramte og psykisk syge.

Vi blev lovet, at kommunen ville køre forbi pigens plejeforældre efter samtalen på skolen for at sige farvel en sidste gang.

Vi sad hjemme hos familien og ventede. Efter nogle timer ringede kommunen og fortalte plejemor, at de alligevel ikke kom, men kørte direkte til en anden landsdel med pigen. Den lille pige fik ikke nogen af de ting, som plejemor havde pakket med til trøst men blev kørt afsted i det tøj, som hun gik og stod i.

Man flytter normalt et barn, hvis det er udsat for vold, seksuelt misbrug, hvis der er misbrug i plejefamilien eller på anden vis fare for barnets udvikling. Samtidig ved alle, at et veltilknyttet barn bliver sat mindst 3 år tilbage i læring, hvis det bliver fjernet fra sin familie.

 

Knusende magtdemonstration

Ovenstående magtdemonstration over for en plejefamilie var så knusende en oplevelse, at jeg ikke kunne tænke klart flere dage efter.

Samme dag kontaktede jeg Socialministeriet og Ankestyrelsen.   

Ankestyrelsen kunne meddele, at jeg godt måtte lave en underretning om overgrebet, men at de ikke var bemyndiget til at lave en opsættende virkning, da barnet er under 12 år, og at forældremyndighedsindehaverne havde sagt ja. Der er desuden ingen konsekvens for en kommune, når de laver lovoverskridelser. Jeg blev anbefalet at skrive til det kommunale tilsyn og klage over den mangelfulde sagsgang.

Familien tør ikke gå i medierne, da de er virkelig bange for, at de ikke vil få lov til at blive aflastning for pigen som en gratis netværksplejefamilie. Jeg tror desværre håbet er meget lille, da kommunen jo tydeligvis mener, at familien ikke er det rigtige for pigen.

Det er ubegribeligt, at en kommune gør et barn fortræd ved at rive det op med rode uden mulighed for at komme til orde – og uden mulighed for at sige farvel. Retssikkerheden for barnet og plejefamilien er ikke tilstede, og plejefamilien som jo også skulle have haft krisehjælp, havde kun mig i situationen.

 

SMS: Jeg savner jer

Hvad stiller man op, når systemet gør et barn og en plejefamilie fortræd?  Vi presser på overfor alle relevante myndigheder og politikere for at rette op på overgrebet. Hvor sagen ender, er stadig uvist, men som fagforening opgiver vi ikke før alt er prøvet. Det skylder vi både pigen og plejefamilien.  

Pigen og plejeforældrene har ikke set hinanden siden den mandag morgen, hvor skoletasken blev pakket til en ny dag i skolen. Men pigen har sendt nogle sms’er til plejefamilien.

”Jeg savner jer”, står der.

Vi har valgt at anonymisere kommune, plejebarn og plejefamilie for ikke at skade plejefamiliens muligheder for at få genetableret kontakten med pigen.