Nu får Plejefamilierne forstærkning fra Sæby, Holbæk og Rødovre
Tidspunkt: 24 marts, 2020

Nu får Plejefamilierne forstærkning fra Sæby, Holbæk og Rødovre

Bestyrelsen for Plejefamiliernes Landsforening er blevet større, stærkere og forankret i hele landet. 3 nye medlemmer og 2 nye suppleanter blev valgt ind i bestyrelsen, da PLF holdt generalforsamling.

 

Et stjernegodt hold. Sådan betegner formand Thomas Vorre den nye bestyrelse i Plejefamiliernes Landsforening. Fra venstre ses Maja Oxholm, Per Rimmer-Kalvig, Inge Neander, Jannie Frimodt Kruse, Marianne List, Thomas Vorre, Marc Chewins og Peter Sørensen. Nyvalgte Carsten Kvist er ikke med på billedet.

Der var kampvalg og rift om pladserne, da der på Plejefamiliernes Landsforenings generalforsamling i begyndelsen af marts skulle vælges nye medlemmer til bestyrelsen.

Formand Thomas Vorre samt bestyrelsesmedlemmerne Maja Oxholm og Jannie Frimodt Kruse blev genvalgt.

Derudover blev Carsten Kvist Jensen fra Sæby i Nordjylland, Inge Neander fra Holbæk samt Marc Chewins fra Rødovre valgt ind i bestyrelsen for første gang.

Næstformand Per Rimmer-Kalvig, kasserer Peter Sørensen og Marianne List var ikke på valg i år og fortsætter i bestyrelsen.

Stjernegode kompetencer

”Det er en ny stærk bestyrelse, hvor vi får stjernegode kompetencer ind til at løfte vores faglige arbejde sammen med de erfarne plejeforældre, der allerede knokler med bestyrelsesarbejdet,” siger Thomas Vorre.

”Jeg er også rigtig glad for, at bestyrelsen nu har gode kræfter fra Nordjylland, Sjælland og hovedstadsområdet. Det er en stor fordel, at vi i bestyrelsen repræsenterer plejefamilier i hele landet,” fastslår han.

Som suppleanter til bestyrelsen blev valgt Vera Perino fra Kerteminde og Heidi Brocelius fra Sæby.

Eigil List er tilforordnet bestyrelsen som administrator.

Thomas Vorre glæder sig over, at så mange medlemmer stillede op til bestyrelsesarbejdet.

”Vi har et utrolig godt fundament for vores faglige arbejde. Det vrimler med engagerede medlemmer, der brænder for at forbedre arbejdsvilkår og uddannelser for plejefamilierne,” siger han og pointerer, at de medlemmer, der ikke opnåede valg, har mulighed for at kaste sig over mange andre projekter i PLF-regi.

Her er en kort præsentation af de tre nye bestyrelsesmedlemmer

Inge Neander, bor i Holbæk og er 57år

Inge Neander bor i Holbæk og er 57 år.

Sammen med sin ægtefælle har hun været plejefamilie i 12 år. For øjeblikket har de 3 plejebørn på 8, 13 og 16 år. Før Inge Neander blev plejeforælder, arbejdede hun 30 år som sekretær i et ministerium.

Hun er tidligere formand for Venstre i Holbæk og stadig aktiv i partipolitik. Derudover er hun mor til 5 voksne børn og har fire børnebørn.

”Det er vigtigt, at vi som plejefamilier får ordentlige arbejdsforhold. Vi hører tit, at plejefamilier skal have mere uddannelse og være bedre kvalificerede, men der er altså en dobbelthed i det, for hvis vi skal være bedre uddannede, skal vi vel også have bedre forhold”, siger Inge Neander.

Hun pointerer, at hun som bestyrelsesmedlem i PLF også vil arbejde for ens vilkår på tværs af kommunegrænser.

”I dag kan kommunerne gøre, hvad de vil. I nogle kommuner bliver folk sat ned i vederlag, eller man flytter et anbragt barn fra den ene dag til den anden. Uanset, om man bor i Horsens eller Hillerød, skal man have ens vilkår og regler som plejefamilie. Lige nu i forhold til corona-virussen har kommunerne også vidt forskellige retningslinjer for, om anbragte børn skal have samvær med forældrene eller ej, og det er i mine øjne helt uholdbart”, fastslår hun.

 Gammel maskinarbejder vil gøre PLF til synlig fagforening

Carsten Kvist Jensen bor i Sæby og er 57 år.  Har været plejeforælder siden 2010. De seneste 5 år har ægteparret været plejefamilie for tvillingepiger, der i dag er 15 år. Carsten Kvist Jensen arbejdede i mange år som maskinarbejder og siden på et opholdssted i Nordjylland.

I dag arbejder han som lager- og logistikmedarbejder, mens hustruen Liselotte Jensen, der er uddannet social- og sundhedsassistent, arbejder fuldtid som plejeforælder. Ægteparret har 3 voksne børn og 5 børnebørn.

”Jeg glæder mig til bestyrelsesarbejdet i PLF og mener, at jeg har noget erfaring at byde ind med fra fagforeningsarbejde i blandt andet Dansk Metal og 3F. Vi skal være en stærk og synlig fagforening, og vi skal være det naturlige sted for plejefamilier at organisere sig,” siger Carsten Kvist Jensen.

Han vil give temadage og konferencer et pift

Marc Chewins bor i Rødovre og er 57 år. Sammen med sin samlevende er han plejeforældre for tvillingedrenge på seks år. Parret har været aflastningsfamilie i mere end 10år. Siden marts 2019 har Marc Chewins været fuldtidsplejeforælder.

Ellers har arbejdslivet bragt ham vidt omkring. Blandt andet har han arbejdet som revisor, er officer i Beredskabsstyrelsen og senest har han arbejdet 15 år i forskellige funktioner i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

”Jeg vil gerne gøre en forskel i den rejse, som PLF er på som fagforening. Det optager mig meget, at plejefamilier også skal have ret til pension ligesom andre lønmodtagere,” siger han og tilføjer, at han også bringer erfaring fra fagforeningsarbejde i HK med sig ind i bestyrelsen.

Derudover vil Marc Chewins gerne bidrage med at udvikle og gennemføre workshops, temadage, kurser og forskellige andre aktiviteter som sommercamps. Som tidligere spejderleder og fra tidligere arbejdspladser har han stor erfaring med logistik, planlægning og gennemførelse af forskellige arrangementer.

Han vil også arbejde for at rekruttere flere yngre plejefamilier. Der skal appelleres bredt til danskerne om at blive plejefamilier, og det gælder også blandt homoseksuelle par, anfører han.

”Vi er et af få homoseksuelle par, der er godkendt som plejefamilie herhjemme. I dag, hvor samlevende har adoptionsrettigheder, der dog er svære at udleve i praksis, skal de også gøres opmærksom på muligheden for at være plejefamilier,” betoner Marc Chewins