Plejefamilierne gjorde status efter første år som fagforening: Thumbs up
Tidspunkt: 24 marts, 2020

Plejefamilierne gjorde status efter første år som fagforening: Thumbs up

År ét som fagforening har budt på medlemsfremgang, nye netværksgrupper og masser af debat om behovet for bedre arbejdsvilkår for plejefamilier, mente både formand og medlemmer på PLFs generalforsamling

Plejefamilier er nok de mest atypiske lønmodtagere i Danmark, mener Thomas Vorre, der blev genvalgt som formand for Plejefamiliernes Landsforening.  

Plejefamilier er nok de mest atypiske lønmodtagere i Danmark, mener Thomas Vorre, der blev genvalgt som formand for Plejefamiliernes Landsforening.

”En overenskomst. Pension. Flere rettigheder på linje med andre lønmodtagere i Danmark. Ikke en eneste plejefamilie skal være i tvivl om, at det er den overordnede målsætning med vores arbejde”.

Det fastslog Thomas Vorre på generalforsamlingen i Plejefamiliernes Landsforening 7. marts.

Godt 80 plejeforældere var tilmeldt generalforsamlingen på Fjelsted Skov Kro i Ejby på Fyn, og der blev brugt rigeligt håndsprit for at undgå smitte med den corona-virus, der få dage efter lukkede Danmark og tilsvarende møder ned.

Det var den første ordinære generalforsamling efter, at PLF sidste år blev en egentlig fagforening og en del af Serviceforbundet og dermed også en del af Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH.

På generalforsamlingen blev der gjort status efter det første år som fagforening, og Thomas Vorre tøvede ikke med at kalde det en succes.

”Vi har fået flere medlemmer og har haft masser af aktiviteter, konferencer og dialog med vores medlemmer. I det hele taget oplever vi en kæmpestor interesse og opbakning for vores arbejde,” noterede han.

Det bekræftede medlemmerne ham i.

”Vi er glade for arbejdet som plejefamilier, men kede af arbejdsforholdene og usikkerheden omkring økonomien. Dertil kommer, at det er et stort ønske at få en pensionsordning. Alt det arbejder PLF som fagforening på at ændre,” siger plejeforælder Karina Dogan.

De mest atypiske lønmodtagere

Der er også udfordringer, påpegede Thomas Vorre, der uden modkandidat blev genvalgt som formand for yderligere 2 år.

”Vi er nogle af de mest atypiske lønmodtagere i Danmark. Og vi er nok den eneste fagforening i FH, der ikke har en overenskomst og en forhandlingsret. Det skal der laves om på,” pointerede Thomas Vorre.

Formanden fremhævede også, at Socialpædagogernes Landsforening, SL, har rejst en grænsesag mod Serviceforbundet og PLF.  Det bruger bestyrelsen sammen med Serviceforbundet mange kræfter på at løse, fremhævede han.

Udover at være plejefamiliernes fagforening vil PLF også være det naturlige sted for plejefamilier at komme til med problemer om anbragte børn, anførte Thomas Vorre.

”Vi tager også børnesager ind, hvis serviceloven ikke er overholdt. Personrelaterede problemer, løn, opsigelser og sygdom arbejder vi med. Og vi går ind i sager med kommuner som Assens, Randers og Herning, der absolut ikke altid er værd at råbe hurra for, når det handler om anbringelser af børn og unge og ansættelsesforhold for plejefamilier”, sagde han.

Hver dag året rundt oplever PLF at blive kontaktet af medlemmer om det ene eller andet problem, noterede han.

”Vi har omkring 600 medlemssager om året. Nogle er lette. Andre tunge. Nogle løser vi med det samme, mens andre kræver meget af PLF’s egne folk og Serviceforbundets jurister og socialrådgivere,” noterede Thomas Vorre.

Før og efter statsministerens nytårstale

Siden statsminister Mette Frederiksens nytårstale, som varslede flere og tidligere anbringelser af udsatte børn, har der været politisk fokus på hele anbringelsesområdet, inklusive plejefamilierne.

”Der har været et før og efter statsministerens nytårstale,” fastslog Thomas Vorre og pegede på, at det har givet fornyet medieopmærksomhed om plejefamiliernes vilkår.

Sammen med organisationer som BUPL, FOA, SL og Dansk Socialrådgiverforening er PLF med i en gruppe, der kommer med inspiration og rådgivning i forbindelse med regeringens arbejde med ny lovgivning på anbringelsesområdet.

Formanden har sammen med et par bestyrelsesmedlemmer også været til møder med socialminister Astrid Krag (S), ligesom bestyrelsen løbende har kontakt til både KL og forskellige kommuner for at presse på for mere attraktive og stabile arbejdsforhold for plejefamilier.

Generalforsamlingen vedtog enstemmigt, at medlemskontingentet fortsætter uændret næste år.

En del medlemmer roste under debatten bestyrelsen for at være aktiv både i forhold til at drive netværksgrupper, være primus motor i uddannelser for plejefamilier, løse akutte medlemsager og være synlig i medierne og blande sig i den politiske debat.

”Jeg er jublende glad for, at når jeg ringer, er der en stemme i røret, som jeg kender. Og inden middag har jeg fået svar på mit spørgsmål. Og kan de ikke svarer mig på stående fod, finder de ud af, hvem der er den rigtige til at hjælpe,” lød det fra et medlem.