Glæd jer til masser af temadage, konferencer og netværksmøder
Tidspunkt: 24 marts, 2020

Glæd jer til masser af temadage, konferencer og netværksmøder

I løbet af sommer og efterår inviterer PLF til møder og konferencer om plejefamiliers vilkår. Blandt andet har vi inviteret forfatteren Laura Pimentel da Silva, juristen Kit Kobberø og forstærker vores netværksgrupper i hele landet.

 

Netværkskoordinatorerne Jannie Frimodt Kruse (tv) og Maja Oxholm glæder sig til at få gang i nye netværksgrupper i løbet af 2020.

Allerede ugen efter påske skulle forfatteren Laura Pimentel da Silva have været oplægsholder på en spændende temadag i Serviceforbundet i København.

Men på grund af covid-19-pandemien, der har lukket Danmark ned, er temadagen aflyst ligesom en håndfuld andre arrangementer, som PLF havde i kalenderen de næste måneder.

”Heldigvis har vi mulighed for at gennemføre arrangementerne, når vi er kommet over på den anden side af coronakrisen. Så snart vi kender de endelige datoer, sender vi invitationer ud til medlemmerne,” siger Marianne List.

Netværkskoordinatorerne Maja Oxholm og Jannie Frimodt Kruse har aflyst en stribe netværksmøder og pop-op-møder rundt om i landet på grund af coronakrisen.

Men så snart vi er tilbage til mere normale tilstande, kommer de mere end 20 netværksgrupper ifølge Maja Oxholm og Jannie Frimodt Kruse igen op at køre, ligesom der er planlagt opstart af nye netværksgrupper flere steder i Jylland.

Forfatter-besøg

Her er en appetitvækker til kommende arrangementer:

Forfatteren Laura Pimentel da Silva holder oplæg om sin egen og andre anbragte børns kamp for at klare sig igennem barndom og ungdom og stå oprejst i voksenlivet. 

I foredraget ’Kommunebarn’ fortæller hun, hvordan børn oplever at være kommunalt anbragt og blive stigmatiseret. Med udgangspunkt i sine egne oplevelser beretter Laura Pimentel da Silva, hvordan man bryder den sociale arv efter en barndom med svigt, seksuelle overgreb, psykisk syge forældre, vold, hashmisbrug og ungdomskriminalitet. 

Forfatterens bog ”Kommunebarn” har fået flotte anmeldelser. Det gør ondt at læse om forældresvigt, med det er ifølge Marianne List også en bog om myndighedernes svigt.

Ekspert i voksenansvarsloven

Der er også planlagt 3 temadage i Jylland og hovedstaden om ”Voksenansvarsloven, Plejebørns rettigheder og tavshedspligt”.

Her holder jurist og socialrådgiver Kit Kobberø et levende oplæg om voksenansvarsloven og børns rettigheder. Gennem sit arbejde har Kit Kobberø erfaring med anbringelsesområdet, ligesom hun har været børnebisidder ved Børns Vilkår.

Der er mange regler for, hvad en plejeforælder må og ikke må i forhold til et plejebarn, og som plejeforælder er det let af fare vild i love, paragraffer, børnenes rettigheder og vores egen fornuft.

”Det er godt at være klædt på og vide, hvad der gælder for vores faggruppe,” siger Marianne List.

Derudover arbejder PLF på flere konferencer for medlemmerne til efteråret.