Børn i sorg – støtte handler om at turde
Tidspunkt: 28 april, 2020

At støtte et barn i sorg handler om at turde. Turde vise at vi voksne gerne vil høre på barnet, turde at stille spørgsmål og turde være med det, der er, også selvom barnets fortælling ikke er vores sandhed eller opfattelse.

Sorg hos plejebørn er et væsentligt emne at forholde sig til. Det kan være sorgfuldt for et barn at skulle undvære sine forældre. Vi voksne tænker som oftest, med rette, at anbringelsen er det bedste for barnet og kommer derfor ofte til at negligere barnets sorg. Men barnet har brug for at sørge og behov for, at vi skaber plads til sorgen gennem hele barndommen.

Sorgteorien er skabt for at give en forståelse af, når vi mister til døden. Vi tænker den dog også yderst relevant når børn anbringes. Vi vil i denne artikel se nærmere på børns sorg og reaktioner i anbringelsen og koble metoder og tilgange på, samt have fokus på den essentielle evne til mentalisering i arbejdet med børns sorg, når de ikke længere bor hos deres biologiske forældre.

Før i tiden anskuede man sorg, som noget der skulle overstås. Den svenske psykiater Joan Cullbergs (1975) kriseteori inddelte sorgen i 4 forskellige faser, der skulle gennemleves, og når disse faser var gennemlevet, kunne man give slip på den afdøde. Sådan anskuer vi ikke længere sorg.

Den nye forståelse af sorg er udviklet af de to hollandske forskere, Margaret Strobe og Henk Schuts (1999) og kaldes tosporsmodellen. Denne teori beskriver to spor, som den sørgende befinder sig i efter tabet. Det ene spor er det tabsrelaterede spor, som knytter sig til savn og minder. Det andet er det reetablerende spor, som knytter sig til den nye hverdag, de nye roller og den nye identitet. Ifølge denne teori oplever mennesket ikke et ensartet sorgforløb, men bevæger sig forskelligt mellem de to faser livet igennem. Teorien beskriver i store træk, at sorgen handler om at erkende tabet og forholde sig til det nye liv.

De mest almindelige sorgreaktioner hos børn er angst, søvnforstyrrelser, tristhed, længsel, savn, vrede, opmærksomhedskrævende adfærd, skyld, selvbebrejdelser, skam, skoleproblemer og somatiske problemer. Barnet kan ligeledes idealisere forældrene og tiden med dem. Der kan også ses reaktioner som social tilbagetrækning, personlighedsforandringer, fremtids pessimisme og regression (Dyregrov, 2007).

Det er væsentligst at være opmærksom på, om barnets sorg udvikler sig til en kompliceret sorg. Kompliceret sorg defineres ved, at sorgreaktionerne bliver for langvarige eller intense og hvis barnet stagnerer enten i tabssporet eller i reetableringssporet (Strobe & Schuts, 1999).

Traumer vil ofte komplicere børns sorgreaktioner, og det kan være væsentligt at få terapeutisk hjælp til barnets traumebelastning, så barnet kan få de bedste forudsætninger for en sund sorgproces.

Børns alder spiller en væsentlig rolle for sorgens udtryk. Børns forståelse af tabet udvikles parallelt med børnenes kognitive og følelsesmæssige modning, men er i høj grad også betinget af, hvordan tabet håndteres i familien. Når vi taler alder, er det væsentligt, som med alt andet indenfor dette område, at huske på, at se barnets følelsesmæssige alder og ikke kun den faktiske alder i forhold til teorien. Vi kan på den led godt arbejde med et barn på 12 år, der måske kun er 2 år i sin følelsesmæssige udvikling, og her er det væsentligt, at vi henter metoder og tilgange fra langt yngre udviklingstrin - også i forståelsen af barnets sorgproces.

Helt små børn fra 0-2 år er følsomme overfor adskillelse, men har ikke en forståelse for det permanente tab. Det lille barn reagerer på ændringer og normale rutiner. Struktur og tryghed er det væsentligste, og derfor kan det være hensigtsmæssigt med glidende overgange, hvor plejefamilien møder barnet og indgår i dets rutiner, inden barnet flyttes til plejefamilien. Det kan være en god idé, at barnet får dyner, flasker, sutter og bamser med, samt en trøje der dufter af mor. På den led vil barnets sanser ikke blive bombarderet med nye sanseindtryk, og det vil langsomt kunne tilvænne sig det nye. Selvom barnet er lille og uden sprog, er det væsentligt at tale til barnet om anbringelsen. Når vi anvender denne metode, ser vi barnet med dets følelse, og vi kommer barnet i møde. Vi gør det med ord, med vores krop og mimik. Vi viser barnet, at vi er parate og lydhøre. Vi er ikke anmassende, snarere tilbageholdne og respektfulde, men dog tydelige. Man kan lave små historier eller enkle sætninger, som man gentager igen og igen.

Førskolebørnene 3-6 år har som de små børn heller ikke en forståelse af det permanente i anbringelsen, og deres tankegang og løsningsforslag til problemerne er stadig meget konkrete og primitive. De kan fx sige ”hvis jeg nu hører efter, kommer jeg så hjem til mor og far”.

Børn i denne aldersgruppe rammes ofte af skyld, og det er væsentligt, at vi som voksne er meget opmærksomme på dette, da det kan være de mindste ting, som barnet får skyldfølelse af. Vi har mødt børn i vores praksis som udtrykte, at anbringelsen var besluttet, fordi han var kommet til at skubbe lillebror, eller fordi hun havde plaget for meget om slik. Det er altså væsentligt, at vi er nysgerrige og får øje på barnets forståelse for anbringelsen, så vi, over tid, kan afstemme barnets forståelse og derigennem fjerne skylden.

Børn i skolealderen 7-12 år forstår permanensen, men er stadig meget konkrete i deres tankegang. De kan være optaget af det faktuelle omkring anbringelsen eller fortællinger om mor og far, som barnet gerne vil have gentaget igen og igen.

Hos førskolebørn og skolebørn er det essentielt at gribe samtalen, når barnet inviterer og være klar på at forlade den, når barnet gør. Samtalen skal være på barnets præmisser, og de følelser barnet har skal lyttes til og anerkendes, uanset hvordan vi voksne oplever det, eller hvor meget vi gerne vil have, barnet skal slippe de smertelige følelser.

Dette kræver noget af os voksne, vi bliver hurtigt meget begejstrede, når barnet lukker op, men her er det væsentligt at følge barnets tempo og kunne være med barnet i pauser uden snak. Husk, at barnet i denne alder er meget konkret tænkende, og det kan være godt at bruge konkrete eksempler. Mange børn kan også have glæde af historiefortælling med lignende temaer eller høre om andre børn, der har oplevet noget lignende, så sæt gerne fantasien i gang med selvdigtning. Film kan også være et godt redskab til at få samtalen i gang, og det kan være yderst effektfuldt at tale om noget fælles tredje. De fleste børn i denne alder udtrykker sig ofte gennem ændring i adfærden og ikke gennem det sagte. Det kan derfor være godt at gætte og benævne de bagvedliggende følelser. Vores erfaring er, at børnene nok skal sige fra hvis vi gætter forkert.

I teenagealderen får børnene evnen til at tænke abstrakt, og det vil derfor være nemmere at tale ind i deres mentaliseringsevne, hvilket vil sige, at børnene nu vil kunne få en forståelse for, at det ikke bærer skylden, og hvorfor det er anbragt, samt evnen til at tænke både-og om sine forældre.

Der kan fx være den mor, der drikker og som ikke slår til, men også den mor, der kan være den kærlige, søde mor. Det er væsentligt, at vi inviterer og præsenterer denne både-og tankegang for barnet. Det vil hjælpe barnet til at rumme hele forælderen på godt og ondt og derved ikke stagnerer i en idyllisering eller benægtelse, hvilket vil tillade barnet at mærke på savnet uden at skulle dømme eller opleve forælderen dømt. Man skal være opmærksom på, at teenagere kan lukke sig om deres sorg, og at det derfor er ekstra væsentligt at invitere til nærværende mentaliserende samtaler, også her kan film, bøger og fortællinger anvendes.

Sorgen vil ofte ændre form, når barnet bliver ældre, fordi det nu forstår og oplever tabet på en anden og ny måde. Det er derfor væsentligt at have øje for, at sorgen kan komme og gå og ændre karakter.

Når vi skal hjælpe børn, uanset alder, med sorgprocessen, kan vi med fordel arbejde med at integrere positive sider af forældrene i barnets eget selvbillede. Barnet kan her omforme dets relation til forældrene til et nutidigt samspil gennem erindringer. Indimellem kan det opleves svært at finde nogle ressourcer hos forældrene, og i disse tilfælde må vi hente det fra det fysiske, fx ”sikke nogle flotte brune øjne du har, dem må du have fået fra din far”.

Vi tror på, at den voksnes evne til mentalisering spiller en væsentlig rolle i børnenes måde at reetablere sig på. Det er væsentligt, at den voksne kigger på sit eget forhold til sorg. Mange mennesker har svært ved at tale om og vise sorg, fordi det er så smertefuldt. Dette er dog ikke særlig hensigtsmæssigt, når vi arbejder med børn i sorg. Vi skal kunne skelne mellem, hvad der er barnets sorg, og hvad der er egen sorg. Vi skal dermed turde skabe rum for barnets sorg.

Vi har oplevet plejefamilier, der kan have vanskeligt ved at rumme, at barnet sørger eller savner. De kan føle sig ramt på deres egen identitet over, at barnet efter flere år stadig savner bioforælderen, da de med deres intellekt ved, at det er bedst for barnet at bo hos dem. De oplever måske også gentagne gange, at forældrene svigter barnet. Det er dog væsentligt, at vi træner os i at se både-og hos forældrene for barnets skyld, for dermed at facilitere en sund sorgproces.

Forfatterne

Tina Hutnik er uddannet og certificeret Psykoterapeut MPF, underviser på Professionshøjskolernes uddannelse for plejefamilier ”PUP”, lærer og mindfulnessinstruktør. Tina har 16 års erfaring fra et behandlingshjem for anbragte børn og udbyder legeterapi til børn og supervision til plejefamilier.

Cille Hutnik er uddannet Cand. Psych og er samarbejdspartner til Tina. Hun er specialiseret i børns tilknytning samt traumereaktioner hos børn. Til daglig arbejder hun i et af de 5 regionale børnehuse, som arbejder med børn, der har været udsat for vold eller seksuelle overgreb. Cille har tidligere erfaring fra PPR og et behandlingshjem for spæd- og småbørn.

I vores konsulentvirksomhed afvikler vi længerevarende supervisionsforløb for pædagogisk/psykologisk personale og plejefamilier, samt kursusdage og kompetenceudviklingsforløb for personalegrupper på både opholdssteder, behandlingshjem og på heldagsskoler. Se mere om os på Facebooksiden Børnekompasset.