Nu skal der arbejdes på at få flere medlemmer i Nordjylland
Tidspunkt: 28 april, 2020

I Nordjylland er der generelt ikke mangel på plejefamilier. Men de fleste af dem er ikke medlem af PLF. Det nyvalgte bestyrelsesmedlem Carsten Kvist Jensen er i gang med det indledende arbejde i en strategi, der skal styrke PLF i Nordjylland. 

Carsten Kvist Jensen og hans kone har tvillinger på 15 år i pleje.

Selv om Danmark ikke er særlig stort, kan der være langt mellem landsdelene. Derfor er det glædeligt, at den geografiske spredning i PLF’s bestyrelse er øget, blandt andet med Carsten Kvist Jensen, som bor i Sæby.

PLF har ikke så mange medlemmer i det nordjyske, og det vil Carsten gøre noget ved. Han håber, at en øget synlighed vil kunne få flere plejefamilier ind i PLF, fordi det hidtil har knebet for PLF at blive fagligt repræsenteret i Nordjylland.

- Vi har ikke været særlig synlige her i Nordjylland, og det betyder, at vi ikke markerer os så tydeligt fagligt. Men jeg er overbevist om, at det blandt andet skyldes, at plejefamilierne ikke ved nok om, hvad PLF kan tilbyde. Det skal vi have gjort noget ved, siger Carsten Kvist Jensen og tilføjer:

- Vi slås jo med de samme problemer heroppe som i resten af landet og ønsker ordentlige løn- og ansættelsesforhold, pension osv. Så hvis vi kan blive bedre til at få vores budskab ud, så tror jeg, at flere plejefamilier vil føle, at PLF er det naturlige sted at organisere sig.

- Vi har altid været tyndest repræsenteret i vores nordjyske landsdel. Derfor skal vi have fokus på et voksende antal plejefamilier, som burde stå stærkere, når de forhandler kontrakter, og de enkelte kommuner laver gennemsnitsmodellen.

Kontakter kommunerne

Det nyvalgte bestyrelsesmedlem er allerede i gang med at kontakte kommunernes tilsyn for at bede om en snak om, hvordan de kan samarbejde, og hvad PLF kan byde ind med. Han tror, at kommunerne vil være interesserede i at tale med ham.

- Dybest set ønsker de kommunale medarbejdere at gøre deres arbejde så godt som muligt. Og kan vi få en positiv dialog, er det nemmere at få foden indenfor og måske også komme med i de kommunale tiltag, siger Carsten Kvist Jensen.  

Temamøder, netværk og information

På listen over kommende aktiviteter står blandt andet en mulighed for at få taletid og lægge materialer på tilsynenes arrangementer. Netværksgrupper og temamøder er andre greb i værktøjskassen.

- Vi mangler netværksgrupper i Nordjylland. Jeg tror, det betyder rigtig meget for plejefamilierne, at de kan tale med andre, som har plejebørn i de samme kommuner. Så det bliver vigtigt at få etableret nogle stærke netværksgrupper, siger Carsten Kvist Jensen.

- Temamøder er en aktivitet, som jeg vil satse på. Hvis vi indbyder plejefamilier til at deltage om et relevant emne, så kan vi også på sådan et møde vise, hvad PLF kan gøre for plejefamilierne.

Lige nu er det på grund af coronavirus ikke muligt at arrangere fysiske møder. Men det forberedende arbejde er i gang, og det nordjyske bestyrelsesmedlem håber, at han i løbet af efteråret kan invitere til de første møder, så plejefamilierne og PLF i Nordjylland kommer til at stå stærkere.

FAKTA

24 netværksgrupper i hele landet

Der er på nuværende tidspunkt etableret 24 lokale netværksgrupper i hele landet. I grupperne udveksles blandt andet erfaringer og information. I Nordjylland er der foreløbig kun en netværksgruppe, nemlig netværksgruppe Dronninglund.

Læs mere om netværksgrupperne her https://plejefamilierne.dk/oversigt-netvaerksgrupper.33705.aspx