Måske bliver PUP din mulighed for at blive opkvalificeret
Tidspunkt: 01 juni, 2020
PUP uddannelse er et samarbejde mellem fire

Plejefamiliernes Landsforening samarbejder med Professionshøjskolerne UC SYD, ZBC og VIA med at styrke uddannelse af plejefamilier. Professionshøjskolernes Uddannelse for Plejefamilier kaldes PUP.

Ønsket er at give plejefamilier et uddannelsesforløb med særlige muligheder for fordybelse, bearbejdning og afprøvning af viden.

Samarbejdet betyder, at der udbydes én fælles, national uddannelse over hele landet med et uddannelsesbevis, der kvalitetsstempler på tværs af kommunegrænser.

På Sjælland arbejder UC Syd sammen med ZBC om at udbyde uddannelsen.

Målgruppe
Målgruppen er nye og erfarne plejefamilier, der ikke i forvejen har en længerevarende uddannelse, kommunale plejefamilier, aflastningsfamilier, netværksplejeforældre, netværksaflastningsfamilier.

Uddannelsens opbygning

PUP er bygget op af pædagogiske AMU-uddannelser. Uddannelsen udbydes som en deltidsuddannelse med en varighed på op til 2 år.
Uddannelsen er delt op i 3 fælles-moduler og 1 specialiseringsmodul. Der er 6 specialiseringsmoduler at vælge mellem. Der udvikles løbende nye specialemoduler. Alle moduler kan tages separat.

Hvert modul er på 15-18 undervisningsgange, én dag om ugen og indenfor et halvt år.
Undervisningsdagen forløber fra kl. 9.00 til 15.10 senest.

Et uddannelsesforløb skal opkvalificere plejefamilien i at kunne håndtere dagligdagen og udfordringer både fagligt og kærligt. 

Hvad kan uddannelse skabe
Det at deltage i et længevarende uddannelsesforløb betyder, at deltagerne får viden, redskaber og mulighed for at dele og udveksle erfaringer med andre plejefamilier på et kvalificerende og dybtgående niveau.

Uddannelsen vil sikre den enkelte plejeforælder viden, værktøjer og mulighed for at få nye vinkler på sin egen rolle som plejeforælder med henblik på at fremme plejebarnets og hele familiens trivsel. 

Hensigten er, at PUP skal give plejefamilien psykologisk og pædagogisk viden til at kunne håndtere dagligdagen og udfordringer i arbejdet som plejefamilie både fagligt og kærligt.  

Det er gratis at deltage for kursister uden en bacheloruddannelse eller højere uddannelsesniveau. Der starter nye hold op efter sommerferien.