Tidligere plejebarn: Det kan være svært at være anbragt
Tidspunkt: 23 juli, 2020
Laura Helena har holdt 2 temadage for PLF’s medlemmer

Laura Helena blev født i Brasilien i 1994, kom til Danmark i 1995 og blev anbragt i sin første plejefamilie 2 år efter. PLF har gennem 2 temadage hørt hendes historie. Her er udpluk af temadagene.

”Hvordan er det at vokse op i en dysfunktionel familie? Hvorfor er det svært at være anbragt uden for hjemmet, og hvilke problematikker kan det være forbundet med at være plejebarn?”

Det er nogle af spørgsmålene, som Laura Helena besvarede under Plejefamiliernes Landsforenings 2 temadage.

Oplæggene tog udgangspunkt i Laura Helenas selvbiografi, Kommunebarn, og i København og i Haderslev lyttede omkring 45 plejeforældre opmærksomt til hendes anbringelseshistorie.

”Da jeg fik min egen lejlighed som 14-årig, havde jeg 13 adresseskift bag mig. Mange anbragte børn oplever skift og dermed svigt. Når et barn oplever, at relationer kun er midlertidige, mister barnet troen på verden. Jeg ville ønske, at min første plejefamilie var det rigtige match, men jeg følte mig aldrig som en del af familien. Små ting, som at de præsenterede mig som deres plejebarn, i stedet for bare et barn, gjorde forskellen,” sagde Laura Helena blandt andet og uddybede, at hun følte sig som familiens sorte får.

”Under en konflikt bekræftede min plejefar følelsen. Han sagde, at jeg aldrig havde hørt til, og at jeg ødelagde deres familie. Lige dér tror jeg, at jeg mistede troen på familierelationer, og de har været svære for mig lige siden. Som anbragt barn er man mere sårbar end andre, især hvis der som i mit tilfælde, ikke er blevet taget hånd om de traumer, man har oplevet. Hvis nogen havde talt med mig om, hvad det vil sige at være offer for seksuelt misbrug og havde sat mig ind i min historie, tænker jeg, at mit liv og mit forløb hos min plejefamilie havde været lettere. Det er vigtigt at kende sin historie – også selv om den er svær. Det er endnu hårde at bruge energi på at forsøge at samle puslespillet selv. Noget, som jeg oplever, at rigtig mange anbragte gør.”

Laura Helenas historie gør indtryk og sætter mange spørgsmål i gang.
”Man bliver vred på systemet og tænker, at den slags ikke må ske,” sagde en tilhørende blandt andet og supplerede med, at det var en øjenåbner at høre, hvad plejebørn kunne have været udsat for.

Flere andre spurgte ind til, hvordan man kan sikre vellykkede anbringelsesforløb. Til det kunne Laura Helena tale i timevis, men havde nogle helt konkrete forslag med sig:

  • Vurder om akutanbringelse er nødvendig. Skab en bedre overgang mellem hjem og anbringelse, hvis muligt.
  • Bedre retssikkerhed: Barnet skal ”uddannelses” i at være anbragt uden for hjemmet. Hvilke rettigheder har anbragte, og hvor går man hen, hvis voksne krænker disse?
  • Bedre match fra starten af. Barnet kan ikke presses ind i en relation.
  • Helhedsorienteret indsats. 2 sagsbehandler, 4 statusmøder i barnet første 2 anbringelsesår
  • Færre skift og sammenbrud.
  • Inddrag den anbragte i eget liv.
  • Få et godt samarbejde med den biologiske familie.
  • Hjælp barnet til at få en meningsfuld relation til sin biologiske familie (dette kan også være ikke at have kontakt).
  • Hjælp den anbragte med at forstå sin situation. Hvorfor er han eller hun anbragt?
  • Skab betingelser i hjemmet, der giver ro, gode identitetsmuligheder og tryghed.
  • Børn fejler ikke noget. Flyt fokus fra den anbragte til de voksne (handleplaner og generelt).
  • Alle børn har ret til at blive elsket.
  • Ægte relationer, som også fastholdes, hvis barnet anbringes et andet sted.
  • Plejeforældre skal påtage sig forældrerollen og se muligheder frem for begrænsninger. Tro på, støt og hjælp barnet med at opnå sine drømme. Anbragte børn har mange talenter, lad være med at gøre dem dårlige, end de er. Forvent noget af dem.
  • Bedre hjælp til skolen
  • Giv anbragte gode forudsætninger for at tackle voksenlivet. Slip dem ikke før, at de har en stabil tilværelse med bolig, uddannelse/job og gode relationer (efterværn).
  • Skab bedre vilkår for plejeforældre. Forbyd clean cut og giv plejeforældre mulighed for at være kontaktpersoner ved et eventuelt skift og ved efterværn.

Bogen Kommunebarn giver andre børn en stemme

Laura Helenas debutbog, Kommunebarn, udkom i 2018. Siden har hun skrevet andre bøger.

”Jeg skrev Kommunebarn for at give andre børn en stemme. Det er også derfor, jeg fortæller min historie i dag. Min historie er vigtig fordi, at flere af jeres børn har oplevet noget sammenligneligt og vil kunne genkende flere af mine følelser,” sagde Laura Helena, mens hun kiggede rundt på plejeforældrene.

”At beskæftige sig med mennesker er svært. Alle børn er individer, og det er vigtigt at møde dem, hvor de er. Med det sagt er der desværre ikke en korrekt opskrift, men der er rigtig meget, vi kan gøre for at gøre anbringelser mere succesfulde. Vigtigst af alt er kærlighed. Så kære plejeforældre, gå hjem og elsk jeres børn,” sagde hun afslutningsvis og takkede plejeforældrene for deres tid.

Følelsen af at stå over for en gruppe plejeforældre

”Jeg elsker at holde oplæg for fagfolk – især for plejeforældre, som er nogle, der virkelig kan gøre en aktiv forskel for børnene. Men jeg er også altid lidt nervøs, inden jeg går på. Min anbringelseshistorie er ikke positiv, og selv om det er vigtigt at italesætte det svære, så kan det godt være tungt. Jeg tænker også meget over, at jeg ikke vil støde nogen. Hvis man taler til en bestemt faggruppe, som når jeg taler med plejeforældre om min plejefamilie, er der måske nogle, der kan føle sig stødt eller truffet. Heldigvis oplever jeg altid, at folk tager godt imod mig – det gjorde PLF også.

Jeg bliver stolt og føler mig privilegeret, når jeg får følelsen af, at jeg har givet publikum noget med hjem. Mødet med mennesker er det, der skaber forandring, og hvis jeg gennem oplæg kan så nogen frø, der over tid kan spire og vokse til forandring, så har det været det hele værd. At holde oplæg giver mig håb, og jeg finder enormt meget styrke i publikums engagement,” siger Laura Helena Pimentel da Silva og takker Plejefamiliernes Landsforening for en rigtig god oplevelse.

FAKTABOKS

Forfatter Laura Helena

Laura Helena Pimentel da Silvas mørke glød stammer fra Brasilien. Belém Pará blev til Frederiksværk i 1995, hvor Laura Helena kom til Danmark som etårig.

Kreativiteten sidder i hendes fingerspidser. Hun er født med den.

I en meget tidlig alder blev ord og anden scenisk kunst hendes udtryksform.

Laura Helena har ført dagbog fra barnsben. Barndommens kinabøger er fyldt med digte og små historier, som hun drømte om at kunne dele med andre en dag.

Drømmen blev virkelighed i 2017, da hun underskrev sin første forlagskontrakt.

Hendes debutbog, Kommunebarn, udkom 6. maj 2018. Siden debuten har hun udgivet yderligere 2 værker og har flere undervejs. Ud over at skrive er hun kunstner og beskæftiger sig til daglig med journalistik.

Hun er frivillig i De Anbragtes Vilkår og holder foredrag for at udbrede viden om samme.

Privat er hun 26 år gammel og bor på Sjælland sammen med sin mand og deres tre børn.