Dramatisk udvikling: Plejefamilier smider håndklædet i ringen, når forældre chikanerer
Tidspunkt: 27 august, 2020
Byline: Brian Gronemann
Hvis en plejefamilie udsættes for falske anklager, står den meget alene, da plejefamilier ikke er ansat på en overenskomst. Foto: Shutterstock

Når samarbejdet med de biologiske forældre ikke fungerer, sættes plejefamilier under et voldsomt pres. Læs om en plejefamilie, der blev aflyttet og meldt til politiet. Fokus på love, regler og gode råd.

Det er vigtigt for plejefamilier og for plejebørnene, at samarbejdet mellem plejeforældre og de biologiske forældre fungerer godt. Plejefamiliernes Landsforening (PLF) ser mange positive tilfælde, men der kommer desværre flere og flere eksempler på, at samarbejdet ikke fungerer, og hvor den biologiske familie retter beskyldninger og falske anklager mod plejefamilierne, underretter kommune og tilsyn og sågar indgiver anmeldelser til politiet.

Hvad gør du som plejefamilie, hvis samarbejdet med de biologiske forældre går helt skævt, hvis du føler dig chikaneret af de biologiske forældre eller decideret udsat for falske anklager?
Med udgangspunkt i en plejefamilies oplevelser ser vi her nærmere på, hvordan du som plejefamilie er stillet, hvilke love og regler der gælder, kommunens rolle – og hvad du selv kan gøre, hvis forholdet til de biologiske forældre går helt grassat.

Plejefamilien aflyttes
En plejefamilie, der ønsker at andre kan lære af deres historie, men som ønsker at være anonym, har været plejefamilie i 20 år, har selv 2 børn og som regel 2 plejebørn.
Plejefamilien har haft Pigen i 18 måneder og oplever, at de biologiske forældres klager tager til gennem tiden.  
Under coronakrisen finder Pigen tæt sammen med familiens søn. Pigen har i det hele taget udviklet sig, fået venner og er begyndt at lære. På et tidspunkt udløser en konflikt mellem 2 teenagere imidlertid en større konflikt.
Plejeforældrene hører to forskellige versioner af forløbet. Pigen (12 år) siger, at familiens søn (14 år) har taget kvælertag på hende. Drengen siger, at han har taget fat i hendes skulder, da hun var aggressiv.
Plejefamilien har senere set de fotos, som er sendt videre til politiet. De viser et lille, rødt mærke ved kravebenet.
Piger står og snakker med sin far og skriver og opfører sig meget mærkeligt. Plejemor ved, at alle samtaler optages på både pigens og forældrenes telefon.  Plejemoren tager telefonen og siger ”Hallo”, hvorefter den biologiske far i en anden ende siger: ”Vi politianmelder jer”.

Politianmeldelser for vold
På det tidspunkt har plejefamilien vidst i et stykke tid, at Pigen på sin telefon har installeret en app, der automatisk optager og gemmer alle samtaler på et Google-drev (i skyen), hvor de biologiske forældre kan lytte med. 
Plejefaren opdagede app’en (som er lovlig), da han skulle resette telefonen, så den blev knyttet til familiens abonnement, og plejefamilien har derfor haft en snak med den anden plejepige og deres egne børn om, at man ikke bør tale alt for højt, da samtaler kan blive misforstået og misbrugt.
Det lykkes plejeforældrene at tale situationen godt igennem med børnene og få reetableret en god stemning. I mellemtiden har de biologiske forældre indgivet en politianmeldelse mod sønnen for vold, og den sociale bagvagt (fra kommunen) kommer til møde med pigen om aftenen.
Ved et heldigt tilfælde har bagvagten taget plejefamiliens sagsbehandler (fra kommunen) med. Efter en fortrolig samtale beslutter bagvagten, at Pigen skal overnatte hos en slægtning, indtil sagen er undersøgt nærmere. Plejefamilien er overrasket og oplever, at deres sagsbehandler ikke er enig i den beslutning.


Plejefamilien siger op


Den følgende dag konkluderer kommunen, at der ikke er noget i sagen, og Pigen returnerer til plejefamilien. Nogle dage senere konkluderer politiet, at der ikke er noget, der understøtter anklagen mod sønnen.
Plejefamilien erfarer, at der er et mønster: dette er den 3. eller 4. anmeldelse, den biologiske familie indgiver til politiet.
Da politiet kort før sommerferien henlægger sagen, vælger de biologiske forældre at anke sagen og fastholde anmeldelsen mod sønnen. 5 måneder efter er den stadig ikke afsluttet.
Senere tilspidses situationen, da den biologiske familie retter anklager mod først plejefaren og dernæst sønnen for at have krænket Pigens privatliv ved at have været inde på hendes værelse om natten for at lukke for Netflix – og for at kunne have set Pigen nøgen i sengen og måske i færd med at onanere.
Efter et råd fra en psykolog og en sagsbehandler konfronterer plejefamilien Pigen med de nye anklager. Pigen ender med at erklære, at det er helt OK, at hendes mor indgiver falske anklager mod plejefamilien. 

Plejefamilien tager derefter en hurtig beslutning og siger op som plejefamilie for Pigen. De vil gerne hjælpe Pigen og er nedtrykte over at se tilbageslaget ovenpå en positiv udvikling, men de føler, at de er nødt til først og fremmest at passe på deres egen familie og på Pigen.

Efterspillet
Plejefamilien får senere en mistanke om, at den biologiske mor måske har klaget til socialtilsynet, og de frygter, at de kan miste én plads til et plejebarn. En korrespondance mellem plejefamilie, socialtilsynet og kommunen ender dog med, at plejefamilien beholder begge pladser og i dag igen har 2 børn i pleje.
Plejeforældrene føler sig godt bakket op af deres sagsbehandler i kommunen hele vejen gennem forløbet, og både de og deres søn har et stående tilbud om supervision.
Plejefamilien er glade for, at deres egen sagsbehandler ved et tilfælde var med, da konflikten startede, og de frygter, at uden den støtte fra kommunen, havde de måske ikke været plejefamilie i dag.
Pigen er (igen) blevet anbragt på en institution, denne gang et rent pigehjem, hvorfra hun har chikaneret først plejefamiliens datter og derefter plejemoren ved at sende hadske beskeder og ringe dem op midt om natten.
Politiet behandler fortsat sagen. Plejefamilien overvejer, om de på et senere tidspunkt skal anmelde de biologiske forældre for falske anklager og for ærekrænkende udtalelser. Dette er drøftet med både kommunen og politiet.

Plejefamiliers retsstilling er ikke entydig
Hvis du som plejefamilie føler dig chikaneret af de biologiske forældre og udsat for falske anklager, så kan der være hjælp at hente i bl.a. straffeloven (§ 164, 267 og 275):
Falske anklager eller urigtige oplysninger, som medfører anklage for et strafbart forhold, fx et seksuelt overgreb, kan give fængselsstraf til den, der fremsætter disse falske anklager.
Ærekrænkende udtalelser kan give bøde- eller fængselsstraf.
Ét er dog, at plejefamilier som alle andre borgere er beskyttet af bl.a. straffeloven, noget andet er, at det at anmelde de biologiske forældre til politiet kan have konsekvenser for ens ansættelse som plejeforældre:
- Det er min erfaring, at kommunerne siger, at man som plejefamilie skal kunne tåle en del. Jeg ville derfor være lidt forsigtig med at anmelde de biologiske forældre til politiet, uden at have drøftet det med kommunen først, siger Jørgen Jacobsen, der har været advokat for Serviceforbundet i 25 år.
Jørgen Jacobsen mener, at en plejefamilie altid bør tage kommunen med på råd i sådanne sager og holde kommunen orienteret.
- Jeg kan se perspektiver i, at plejefamilien samler sine sager i en slags pulje i kommunen, og at kommunen så løbende overvejer, om den skal anmelde de biologiske forældre til politiet – på vegne af dens ansatte plejefamilie.

Aflytning i en gråzone


Med hensyn til den app, som Pigen brugte til at optage og gemme samtaler i plejefamilien, og som de biologiske forældre lyttede med på, siger Jørgen Jacobsen, at her har teknologien indtil videre overhalet lovgivningen:
- Jeg er i tvivl. App’en er ikke ulovlig, men det kan godt ligne overvågning, og det kan tangere en overskridelse af straffeloven. Plejefamilien, eller endnu bedre kommunen, kan spørge politiet, om det er strafbart og bør anmeldes.

Kommunens ansvar

Børne- og familiechef i Ikast-Brande Kommune, Anton Rasmussen, medgiver, at plejefamiliers retssikkerhed i dag ikke er god nok:
- Vi har brug for at få gennemtænkt hele området, blandt andet ansættelsesformer, løn, krav til uddannelse med mere.
- Som det er i dag, har plejefamilier ikke ret til kommunal opbakning. Kommunen kan foretage en politianmeldelse på vegne af en medarbejder, der fx udsættes for en falsk anklage, men ikke på vegne af en plejefamilie, siger Anton Rasmussen med henvisning til, at en medarbejder er ansat på en overenskomst, mens en plejefamilie er kontraktansat.
Anton Rasmussen opfordrer til en god dialog mellem en plejefamilie og en kommune, og han har svært ved at se, at det bør kunne få konsekvenser for en plejefamilies godkendelse, hvis den i en tilspidset situation vælger at indgive politianmeldelse for falske anklager eller ærekrænkelse:
- Det er nok en god ide at drøfte det med kommunen først, men det bør ikke komme dem til skade, siger Anton Rasmussen.
Anton Rasmussen vurderer, at der heldigvis er forholdsvis få af sager som ovenstående, men at de jo fylder meget. I Ikast-Brande Kommune er der pt. 80 anbragte børn, hvoraf der er politisager i 2 tilfælde. (Den omtalte sag er fra en anden kommune).

Hvad kan du som plejefamilie gøre, hvis du udsættes for chikane?

  • Du bør løbende holde din sagsbehandler i kommunen orienteret og tale om, hvad der er det rigtige at gøre.
  • Sig ja tak til supervision, så du kan bearbejde en oplevelse, der sætter dig under stort pres.
  • Tal med en psykolog, der fx kan rådgive dig i, hvordan du tackler situationen og konfronterer andre involverede.
  • Overvej, om det du udsættes for, er strafbart – og om det bør politianmeldes. 
Drøft det med din sagsbehandler i kommunen, inden du anmelder.
  • Stil dig selv spørgsmålet, om dette er det hele værd, eller om du af hensyn til din familie skal sige op og evt. få et andet plejebarn i stedet.
  • Kontakt PLF. PLF hører gerne fra dig, hvis du har oplevelser eller erfaringer med samarbejdet med biologiske forældre.