Vi er ansat som plejefamilie, ikke som jurister
Tidspunkt: 27 august, 2020
Cecilie har en diagnose som infantil autist, og familien har 2 terapiheste. Her er Cecilie med hesten Laban

Familien Dürr har vundet en sag i Ankestyrelsen. Uden fagforeningens hjælp ville det have været umuligt for familien at føre og vinde sagen. Artiklen har været bragt i DSB’s blad UD&SE i sommeren 2020

Inge og Ole Dürr er plejefamilie for 4 børn. De har været plejefamilie i 19 år, og de trives med det. Samarbejdet med kommunen går ikke altid lige glat, og flere gange har familien haft brug for fagforeningens hjælp.

Senest til en sag om deres plejebarn Cecilie på 20 år, som er i gang med en uddannelse til frisør. Kommunen var ikke enig med familien om uddannelsesvalget og ville ikke støtte Cecilie, og så fik familien igen brug for deres fagforening, Plejefamiliernes Landsforening, som straks trådte til. Ankestyrelsen gav i maj måned familien medhold. Den afgørelse måtte kommunen acceptere, og der er nu penge på vej til Cecilie.

- Når man er oppe mod en stor institution som en kommune, så står man fuldstændig alene, hvis man ikke er medlem af en fagforening. De kender reglerne, de har deltaget i møderne, og de kunne matche kommunens og Ankestyrelsens jurister. Vi er jo ansat som plejefamilie, ikke som jurister, siger Inge og Ole Dürr.

Uenighed om uddannelse
Cecilies store drøm er at blive frisør, og hun er god med sine hænder. For at forøge hendes chancer for at blive optaget på den ordinære frisøruddannelse, ville plejefamilien have hende på en privat frisørskole, hvor der er egenbetaling. Det mente kommunen ikke var den bedste løsning for Cecilie, og Inge og Ole Dürr valgte derfor selv at betale for den private frisørskole. Kommunen ville ikke betale for hverken den private frisørskole eller forsørgelsen af Cecilie, som bestod af tøj- og lommepenge til hende, samt det lovbestemte kost- og logibeløb til plejefamilien.

- Vi kunne se, hvordan Cecilie udviklede sig, og hun blev efter 2 år stærk nok til at blive optaget på den ordinære frisøruddannelse. Der går hun nu, og det er dejligt at se hende gå med stormskridt mod at blive faglært og mere selvstændig – og selvforsørgende. Det har vi så betalt for, men vi mente ikke, at kommunens praksis var rimelig, for målet må da være at udvikle plejebarnet til at have brugbare kompetencer i voksenlivet, siger Inge og Ole Dürr.

- Derfor måtte vi igen have fat i vores fagforening Plejefamiliernes Landsforening. Deres formand og deres socialrådgiver var med os hele vejen og sendte sagen til Ankestyrelsen, hvor vi fik medhold. Det er trist, at man skal kæmpe så hårdt, men når det nu er sådan, er det absolut nødvendigt at have en stærk fagforening i ryggen.
 
Det går godt for Cecilie i uddannelsen til frisør. Hun trives, er glad og bliver dygtigere hver dag. Hun er naturligvis medlem af frisørernes fagforening. Det har hun lært hjemmefra.

Danmark eneste fagforening for og af plejefamilier
Tekst: Vi hjælper med problemer med kommunen, forhandling af vederlag, tvister og meget andet.