Vi bliver mødt med fordomme og forudfattede forestillinger
Tidspunkt: 24 september, 2020
Det er ikke nemt at gå fra at være barn til voksen. For plejebørn er det ofte endnu sværere, og der mangler ofte hjælp og støtte.

Anbragte unges oplevelse af mødet med systemet, når de skal gå fra at være barn til voksen, er ofte problematisk. I rapporten 'Ung mellem anbringelse og eget hjem' peger unge, der tidligere har været anbragt, på en række forskellige barrierer, der gør overgangen til voksenlivet til en udfordring. Det kom også frem på en konference 1. september på Christiansborg om anbragte unge og efterværn.

For mange unge er overgangen fra barn til voksen svær. At stå på egne ben kan være udfordrende, skræmmende og befriende.

Alle erfaringer og statistikker viser, at overgangen er ekstra svær for anbragte børn, og tidligere anbragte børn peger selv på en række problemer.

I rapporten 'Ung mellem anbringelse og eget hjem' nævnes blandt andet om overgang fra barn til voksen:

  • Mangel på kontinuitet
  • Et system, der føles som en labyrint både i den enkelte kommune og mellem kommunerne
  • En voksenenhed, der ikke nødvendigvis ved, at den unge har været anbragt.
  • Manglende tid hos sagsbehandleren
  • En oplevelse af at blive mødt med fordomme og forudfattede forestillinger
  • En følelse af, at man på én og samme tid skal være ressourcestærk og ressourcesvag for at begå sig i systemet
  • Manglende relationer, de unge kan regne med og spejle sig i.

Man kan både være for velfungerende eller ikke velfungerende nok

Der kan være flere årsager til, at den unge ikke får den rigtige og nødvendige hjælp. En af grundene kan paradoksalt nok være, at den unge anses for at være for velfungerende eller det modsatte.

På konferencen fortalte Line om sine overvejelser:

- Jeg var bange for at møde socialrådgiveren, fordi det var socialrådgiveren, der kunne afgøre, om jeg måtte blive på institutionen. Jeg var klar over, at det handlede om, at jeg ikke måtte få det for godt eller for dårligt, og jeg fik det faktisk dårligere. Det er også svært, at man skal vurderes hvert halve år, om man kan blive der, hvor man er. 

En unge kvinde fortæller i rapporten:

- Jeg fortalte kommunen om min situation som hjemløs, og at jeg håbede, de kunne hjælpe mig med at få tag over hovedet, så jeg kunne fortsætte mit studie. Kommunens svar var, at enten kunne jeg flytte på herberg, eller også kunne jeg droppe mit studie, komme på kontanthjælp og derved komme foran i køen til deres anviste boliger.

En anden ung kvinde fortæller i rapporten:

- Det er en balancegang – hvis du udvikler dig for langsomt, så tager de hjælpen fra dig, og hvis du udvikler dig for hurtigt, tager de den også fra dig.

Umyndiggørelse og fordomsfuldhed

Indsatserne hænger ikke sammen og formår ikke at understøtte og forberede de unge på en succesfuld overgang til voksenlivet og eget hjem. De unges fortællinger kredser om umyndiggørende og fordomsfulde møder med sagsbehandlere, og hvor gode valg og langsigtede strategier ikke gøres nemme.

De unge fortæller om hyppige skift af sagsbehandlere. De oplever, at sagsbehandleren mangler tid, og de savner personligt engagement. Samtidig oplever de ofte at blive mødt med forudfattede forestillinger og fordomme.

Det sker i skole- og uddannelsesforløb, men også i mødet med sagsbehandlere, hvor de unge beskriver, at de bliver mødt med lave forventninger frem for inspiration og opbakning til at forfølge en drøm. Flere unge fortæller, at de direkte er blevet frarådet at stile efter en videregående uddannelse med argumentet om, at det bliver for svært og er urealistisk.

Svært at håndtere økonomien

Mange unge har svært ved at håndtere deres økonomi, når de flytter hjemmefra. Så er der ofte hjælp og støtte at hente hos familien, men sådan er de fleste anbragte børn ikke stillet.

De tidligere anbragte unge oplever, at kravet til dem er, at de skal håndtere det hele på én gang.

Særligt at skulle styre sin økonomi, som for de flestes vedkommende er stram, volder problemer for mange. De føler sig ikke ordentlig forberedte på opgaven, og når de ikke har mulighed for at ringe hjem og spørge ansvarlige voksne til råds løbende, kan det kokse med økonomi og praktik i hverdagen. Det føjer til de unges oplevelse af ikke at slå til og føle sig som en fiasko.

- Jeg har ikke penge til at købe møbler og etablere et rart hjem for mig selv. Mit hjem er ikke et sted, hvor jeg kan slappe af eller et sted, jeg er stolt af at vise frem. Jeg tør ikke at få et Dankort, fordi jeg er bange for, at jeg ikke kan administrere det, fortæller en kvinde i rapporten.

  • Sådan klarer anbragte unge sig

  • Hver tiende ung mellem 18 og 24 år, der har været anbragt i barndommen, registreres i hjemløshed. For ikke anbragte unge i samme aldersgruppe er tallet en halv procent.
  • Mere end hver fjerde af de anbragte unge angiver, at de har forsøgt at begå selvmord. Det gælder for 5 procent af de unge, som ikke har været anbragt.
  • Unge på mellem 15 og 22 år har 8-9 gange flere domme for kriminalitet i forhold til deres jævnaldrende.
  • Godt halvdelen af de anbragte unge har afsluttet 9. klasse, mens dette gælder for 94 procent af de unge, der ikke har været anbragt.
  • Cirka hver fjerde anbragte ung har gennemført en ungdomsuddannelse senest 6 år efter folkeskolen. For ikke anbragte unge er det 3 ud af 4.