Opret et statsligt efterværnsnævn, så de unge kan klage
Tidspunkt: 24 september, 2020
PLF’s formand Thomas Vorre har været til topmøde hos social- og indenrigsminister Astrid Krag, som her ses til en konference om anbragte børns vilkår.

Når plejebarnet fylder 18 år, hvad skal der så ske? Få formand Thomas Vorres 4 bud på den svære problematik om efterværn for plejebarnet.

Hvad skal du være, når du bliver stor? Svaret kan ændre sig mange gange hos barnet gennem opvæksten, men for plejebarnet er det ekstra vigtigt selv at overveje det og få den rette hjælp og støtte.

Erfaringerne og statistikkerne viser, at det alt for ofte går galt, så hvad skal der til for at få flere plejebørn sikkert ind i voksenlivet? Det har formand for PLF Thomas Vorre nogle bud på.

Bud nummer 1 – opret et statsligt efterværnsnævn

Hvor går den unge hen, hvis han eller hun føler sig svigtet? I mange tilfælde ingen steder, for der mangler klagemuligheder, mener Thomas Vorre.

- Jeg har været til topmøde med social- og indenrigsminister Astrid Krag, og jeg foreslog at oprette et statsligt efterværnsnævn, som skal fungere som klageinstans for anbragte unge. 

- Hvis den unge oplever en urimelig behandling fra myndighedernes side, er der ingen mulighed for at klage. Når man er underlagt kommunale myndigheder, så bør der også være en myndighed uden for det kommunale regi, hvor man kan klage og få behandlet sin sag. 

Bud nummer 2 – de unge bør have et efterværnsbevis, til de fylder 30 år

Mange anbragte børn er ikke alderssvarende i deres udvikling. De modnes senere, og gentagne skift kan få deres læring til at gå i stå. Alligevel skal de ofte stå på egne ben meget tidligere end deres jævnaldrende.

- Efterværn bør ikke slutte, når den unge fylder 23 år. Jeg mener, det skal gå helt op til 30 år. Og det skal være muligt at gå til og fra efterværn. Der stilles store krav til anbragte unge om at stå på egne ben tidligt. Mange vil også gerne selv, men en del knækker halsen på det og mangler støtte til at komme ovenpå igen.

- Hvis den unge får et efterværnsbevis, skal det kunne bruges fleksibelt. I de perioder, hvor den unge klarer sig godt, bruges efterværnsbeviset ikke. Når den unge kommer i problemer, kan beviset træde i kraft.

- Man skal huske på, at unge i biologiske familier ofte har en helt anden mulighed for at få hjælp. De kan af og til låne lidt penge af far og mor, måske kan de flytte hjem i en periode, hvis de står uden et sted at bo, og når de er i følelsesmæssige kriser, har de en sikker havn. Og det er uanset, om de er 18 eller 27 år. Samme mulighed har anbragte børn ikke.

Bud nummer 3 – start længe før det 18. år

Allerede, når den unge er 15 år, bør overvejelserne gå i gang i forhold til, hvad der skal ske, ved 18-årsalderen.

- Kommunernes og socialrådgivernes praksis er meget forskellig, men generelt starter overvejelserne og planlægningen alt for sent, hvis den overhovedet går i gang. Vi får i PLF desværre en del henvendelser fra medlemmer, som fortæller, at der ikke er noget som helst initiativ fra socialrådgiverens eller kommunens side, siger Thomas Vorre.

- En del af plejebørnene magter ikke at afslutte 9. klasse, og hvad skal der så ske? Og de, der afslutter 9. klasse, skal have hjælp til det videre forløb. Hvis plejebarnet gerne vil være sygeplejerske, men ikke er egnet til gymnasiet, er det vigtigt at se på andre muligheder. Måske kan en uddannelse som social- og sundhedsassistent være et springbræt til en sygeplejerskeuddannelse senere.  

- I PLF oplever vi helt generelt, at en tidlig indsats er undtagelsen. Derfor er mit råd til plejefamilierne tidligt at sparre med socialrådgiver, familieplejerådgiver, socialtilsynskonsulent m.fl. om den unges vej ind i voksenlivet. Og det er allerbedst, hvis plejebarnet selv henvender sig til kommunen.

Bud nummer 4 – skab en god dialog

Dialogen med kommunens og andre instanser fungerer ikke altid optimalt, og det kan der være flere grunde til. Mange plejefamilier er forståelig frustrerede over en manglende kontakt og forståelse. Men det er meget vigtigt at forsøge at skabe en positiv dialog.

- Kommunens ansatte er også pressede, og det er sjældent, at en socialrådgiver følger det samme barn i en længere periode. Så er de videre til et andet job, siger Thomas Vorre.

- Så mit råd er så vidt muligt at holde fast i den venlige og dialogskabende kontakt med kommunen og socialtilsynet. Det er ikke altid nemt, og i nogle tilfælde er det umuligt, men der er den eneste vej frem.