Bør en plejefamilie kun være tilknyttet én kommune?
Tidspunkt: 22 oktober, 2020
Hele området for udsatte børn bør gentænkes, mener børne- og familiechef Anton Rasmussen, Ikast-Brande Kommune. PLF’s formand Thomas Vorre er enig i en del af det.

Der bør anvendes mere ens regler og i højere grad en helhedsbetragtning, for eksempel i forhold til ansættelsesforhold, tilknytning til kommunen, kompetenceudvikling og voksne plejebørn, mener en børne- og familiechef. PLF’s formand er enig et stykke ad vejen, men uenig på nogle områder.

Jeg synes, der bør være mere fokus på opgave frem for antal plejebørn, siger børne- og familiechef Anton Rasmussen, Ikast-Brande Kommune.

Han anerkender, at det skal kunne hænge sammen økonomisk for plejefamilien, men påpeger, at det kan gå helt galt, hvis en kommune anbringer 2 belastede børn i en plejefamilie ud fra den vurdering, at det er kapaciteten for familien, og en anden kommune så mener, at familien kan klare 3 børn og anbringer et ekstra barn.

  • - Det sker heldigvis ikke så ofte, men vi har haft en sag, hvor vi måtte ophæve vores aftale med plejefamilien, fordi vi vurderede, at det slet ikke kunne hænge sammen med 3 krævende børn og fuldtidsarbejde for den ene af plejeforældrene.   
  • - Vi er nødt til at se mere på, hvor meget arbejde en plejefamilie kan klare. Hvad kan de præstere i forhold opgaverne og familiens sammensætning og øvrige arbejde? Har de børn med små problemer, kan de sikkert have flere børn. Har de børn med store problemer, så skal de nok have færre, siger Anton Rasmussen.

Formand for PLF Thomas Vorre er ikke enig.

  • -  Plejefamilier bliver godkendt af socialtilsynet til et specifikt opgaveniveau, enten generelt, forstærket eller specialiseret. Så hvis man er godkendt til 3 børn på et generelt niveau, må det være gældende. Hvis man får et sværere barn fra samme eller en anden kommune, så er det ikke i overensstemmelse med socialtilsynets godkendelse.
  • - Kommunen kan vælge at låse den 3. plads uden, at der kommer et barn. Det er naturligvis ikke økonomisk optimalt for kommunen. Og det rammer lige ned i vores grundlæggende problem med, at kommunerne både står for økonomi og praksis, siger Thomas Vorre.

Plejefamilien bør være tilknyttet én kommune

Det vil være en forbedring, hvis plejefamilien bliver tilknyttet kun én kommune, selv om der er børn fra flere kommuner, mener Anton Rasmussen.

- I andre sammenhænge ’sælger’ man pladser mellem kommunerne, så det vil ikke spænde ben for, at familien kan få et barn fra en anden kommune. På den måde får den primære kommune ansvaret for, om det er forsvarligt med et ekstra barn. Og det vil være en bedre model, fordi plejefamilien kun skal forholde sig til én kommune, og fordi kommunen bedre kan styre anbringelserne i forhold til plejefamiliernes kapacitet.

Her er børne- og familiechefen og fagforeningsformanden heller ikke enige.

- Sådan var det 2014. Der kunne en kommune sige nej til et barn fra en anden kommune. Det skal vi ikke tilbage til, for så får den enkelte kommune råderet over familiens ressourcer. Det er et skråplan, siger Thomas Vorre.
- Jeg ser ikke noget problem i, at instruktionsbeføjelsen er delt mellem flere kommuner. Men kommunerne skal være tydelige i deres ledelse og ansvar, over for både plejefamilier og børn.

Tættere på kendte lønarbejderforhold   

Anton Rasmussen efterlyser nogle mere ens regler og i højere grad en helhedsbetragtning. For eksempel i forhold til ansættelsesforhold, tilknytning til kommunen, kompetencer og kompetenceudvikling og voksne plejebørn, og han peger på, at man bør se på hele konstruktionen i forhold til ansættelse og aflønning af plejefamilier.

- Man bør gentænke hele området for udsatte børn. Det kan ikke alene være en kommunal opgave. Her må staten ind over.
- Hvis vi får en model, der er tættere på lønmodtagere i andre brancher, så mener jeg, at vi bedre kan varetage både plejebørnenes og plejefamiliernes tarv. Som det er nu, er plejefamilierne jo ikke lønmodtagere med de rettigheder, som følger med det.

Thomas Vorre er enig i, at der skal være mere ensartethed og gennemsigtighed, og PLF arbejder for at få en overenskomst.

- Hvis vi kan få en overenskomst med staten, så vil det økonomiske ansvar blive fjernet fra kommunerne, som kun skulle have det faglige og praksisnære ansvar. Det ville være en god idé, men som det ser ud nu, er det nok ikke realistisk foreløbig. 

- PLF sender her i oktober en forespørgsel til Kommunernes Landsforening (KL) om muligheden for at forhandle en overenskomst. Hidtil har KL ikke været særlig lydhør over for at forhandle en overenskomst, men vi bliver ved med at forsøge, siger Thomas Vorre. 

Mangler en instruktionsbeføjelse

Plejefamilierne er i den underlige situation, at kommunerne betragter plejefamilier som selvstændige, men det gør Skat ikke.

- KL’s argument for ikke at tegne overenskomst er, at vi ikke har en instruktionsbeføjelse, altså en defineret leder af arbejdet, siger Thomas Vorre.
- Det er noget vrøvl, for vi har en instruktionsbeføjelse, som ovenikøbet er strammere end resten af arbejdsmarkedet. Jeg har som plejefamilie en socialrådgiver, som skriver en handleplan, og det er da ledelse. Jeg skal følge handleplanen, ellers kan jeg i yderste konsekvens blive sagt op.

Vi kræver meget, men uddanner for lidt

Anton Rasmussen ser kompetencer, efteruddannelse og specialviden som områder, der trænger til at bliver opgraderet og reguleret.

- Vi kræver meget af plejefamilierne, men dels er vi ikke særlig gode til at videre- og efteruddanne, dels mangler vi nogle specialister på forskellige områder. Det kan være psykologer, lærere og sundhedspersoner, som har en helt særlig viden om børns trivsel og udvikling.

Thomas Vorre er meget enig.

- PLF har foreslået socialminister Astrid Krag og statsminister Mette Frederiksen at centralisere kompetencerne og lægge det ud til regionerne, fordi de små kommunerne ikke kan løfte den opgave. Desuden anbefaler PLF, at alle plejefamilier bør kunne få en kommunalt betalt eller statsbetalt efteruddannelse som PUP. Det ville løfte mange plejefamiliers kompetenceniveau betydelig.

Fra barn til voksen, og hvad så

Anton Rasmussen mener, at de manglende helhedsbetragtninger udmønter sig i, at plejebørnene ofte er overladt mere eller mindre til sig selv, når de bliver voksne.

- Når et barn kommer i pleje som 4-årig, bør vi se på udviklingen hele vejen. Hvordan vil det se ud, når barnet er 20 år? Mange plejebørn får det svært, når de skal stå på egne ben. De kan måske stadig få hjælp og støtte hos plejefamilien, men de har jo ikke automatisk som biologiske børn en familiær tilknytning til for eksempel bedsteforældre.
- De kan nemt blive efterladt på bagperronen, og vi bør have en meget bedre plan for det samlede forløb, så barnet kan træde ind i voksenalderen med den støtte og opbakning, det har brug for, slutter børne- og familiechef Anton Rasmussen, Ikast-Brande Kommune. 

Thomas Vorre mener, at man bør starte med at se på efterværn, når barnet er 13 år gammelt.

- Det har vi netop skrevet om i det kommunale nyhedsbrev. Der er mange af de unge anbragte, der modnes langsommere end deres jævnaldrende. Og som det er nu, går overvejelserne om efterværn først i gang, når barnet er 17½. Det er alt for sent.