Nedgang i løn for 1 million kroner blev forhindret
Tidspunkt: 22 oktober, 2020
Når der er optræk til samarbejdsvanskeligheder eller besparelser, så søg hjælp. Sid ikke med det alene, opfordrer PLF.

Kommune ville ændre kontrakter, så vederlagene blev reduceret. PLF var med socialfaglig konsulent i stand til at forhindre store besparelser. Forløbet har været en belastning for mange plejefamilier.

Hvordan kan man spare på anbringelsesområdet? En af landets kommuner stillede sig – efter PLF’s (Plejefamiliernes Landsforening) opfattelse – det spørgsmål og fandt et svar: man overgår til gennemsnitsmodellen.

Der blev politisk varslet en forventet besparelse på 1,4 millioner kroner, og det er endnu ikke lykkedes at få oplyst, hvad den samlede besparelse på plejefamilieområdet er løbet op i. 

Kommunen lagde i slutningen 2019 op til at overgå til aflønning af plejefamilierne efter gennemsnitsmodellen. I den forbindelse sendte kommunen udkast til nye kontrakter deres faglige vurderinger, som skal danne grundlag for den kommende aflønning på gennemsnitsmodellen, hvor man i langt de fleste tilfælde havde reduceret antallet af vederlag ned.

PLF tilbød alle familier bistand, og socialrådgiver Sandra Abild gik som konsulent for PLF ind og tilbød sin assistance til de berørte plejefamilier. Ved at gennemgå hver enkelt sag og bistå familierne i forhandling med kommunen lykkedes det konsulenten at skaffe plejefamilier til 16 børn cirka 1 million kroner mere i vederlag på årsbasis, end hvad kommunen først havde lagt op til.

Ikke en solskinshistorie

- Selvom der blev rettet lidt op på økonomien, så er dette langt fra en solskinshistorie. Processen har været uskøn, blandt andet fordi kommunen med henvisning til corona slet ikke har villet mødes fysisk. Plejefamilierne var ikke godt lønnede i forvejen, men i dette tilfælde lykkedes det dog at hæve barren lidt, siger Sandra Abild, der selv er plejemor.

I sit udspil til nye kontrakter med færre vederlag lagde kommunen blandt andet til grund, at plejebørn generelt får det bedre, og at plejefamilierne derfor reelt skal arbejde mindre. Det argument forsøgte Sandra Abild at modgå på en konkret måde:

- Jeg gik ind og så på det enkelte barns belastninger, og så kunne jeg slå ned på enkelte punkter, hvor der ville mangle vederlag for opgaver, plejefamilien skulle løse.
Der var også en del af sagerne, hvor vurderingsgrundlaget enten var forældet eller ikke fyldestgørende beskrevet.

Det har været og er fortsat en meget hård omgang for plejefamilierne, da de generelt ikke oplever sig hverken set eller hørt af kommunen, så vederlagsnedsættelserne, og ikke mindst måden dette er foregået på, har akkumuleret en modstand og forøget manglende tillid til kommunen fra mange af plejefamilierne. 

Gode råd

- Plejeforældrene følte sig ikke anerkendt og blev mødt med uigennemskuelige krav, der ofte var baseret på uaktuelle fakta, siger Sandra Abild og giver plejefamilier et godt råd med på vejen:
- Når der er optræk til samarbejdsvanskeligheder eller besparelser som disse, så søg hjælp. Sid ikke med det alene. Et andet væsentligt råd vil også være generelt at få alle aftaler på skrift samt anmode om en kopi af den version af en given familieplejehåndbog eller en fælles praksis, som danner grundlag for kontrakten, som indgås. Der sker løbende ændringer og som oftest forringelser af vilkår. Derfor er det vigtigt at vide præcis hvilke aftaler, der er indgået, og på hvilke vilkår.  

Ovenstående indsigelser i forbindelse med nedreguleringer, ville ikke have været mulige uden den socialfaglige indsigt, samt den konkrete behandling af hver enkelt sag, vurderer Sandra Abild. 

PLF og Serviceforbundet håber at følge op på denne historie med et interview med en plejefamilie, der er blevet berørt af sagen.

Faktaboks

Plejefamilierne fik 1 million kroner mere

PLF tilbød alle familier bistand, og socialrådgiver Sandra Abild gik som konsulent for PLF ind og tilbød sin assistance til de berørte plejefamilier. Ved at gennemgå hver enkelt sag og bistå familierne i forhandling med kommunen lykkedes det konsulenten at skaffe plejefamilier til 16 børn cirka 1 million kroner mere i vederlag på årsbasis, end hvad kommunen først havde lagt op til.