Hvad gør man, hvis socialtilsynet vurderer, at kvaliteten er utilstrækkelig i plejefamilien?
Tidspunkt: 19 november, 2020
PLF’s formand er ikke enig med social- og indenrigsminister Astrid Krag i, hvad man gør, hvis socialtilsynet vurderer, at kvaliteten er utilstrækkelig i en plejefamilie. Foto: Social- og Indenrigdministeriet.

Det spørgsmål har social- og indenrigsminister Astrid Krag besvaret. PLF’s formand mener, at problemstillingen er meget mere nuanceret. Læs ministerens var og PLF’s kommentar her

Af Thomas Vorre

Socialminister Astrid Krag blev stillet spørgsmålet: Hvad gør man, hvis socialtilsynet vurderer kvaliteten til at være utilstrækkelig i plejefamilien?

Nedenfor kan I læse Astrid Krags svar samt den præcise formulering af spørgsmålet.

Jeg vil dog mene, at problemstillingen er meget mere nuanceret end besvarelsen fra ministeriet. Socialtilsynenes faglige vurderinger oplever vi som meget skrøbelige, fordi de bygger på en triangulering, der underbygger kvalitetsmodellen.

I den virkelige verden oplever vi plejefamilier, som er blevet løbende evalueret og har fået meget fine måltal i kvalitetsmodellens 7 punkter, men hvor disse måltal pludselig ændres fra den ene dag til den anden og kan falde med 3-4 point på en skala med 5 som det højeste.

 

Pludselige fald i kvalitetsvurderingen

Hvorfor og hvordan kan kvaliteten pludselig falde?

Forklaringen er oftest, at en rådgiver er blevet utilfreds med en plejefamilie og derfor har valgt at afbryde en anbringelse og dermed flytte barnet enten til anden plejefamilie eller til biologisk hjem.

En sådan ændring i anbringelse kan man ikke retfærdiggøre ifølge serviceloven uden et tungt argument for, at fortsat anbringelse i plejefamilien vil gå voldsomt ud over barnets tarv.

Man kan så stille sig det spørgsmål: Er det kvalitetsmodellen som har fejlet, eller er kommunen ude i et forklaringsproblem? Begge dele er jo dybt problematiske, fordi barnets retssikkerhed i begge tilfælde er meget usikker.

 

Mange køres ud på et sidespor

Vi har mange gange oplevet medlemmer komme i klemme hvor de bliver kørt ud på et sidespor, fordi selve sagen jo typisk omhandler barnet og flytningen af det. Her er plejefamilien ikke parthaver i sagen (det er forældremyndighedsindehaver og anbringelseskommunen (red.)).

Med andre ord bruger man plejefamilien som grundlag for flytning, uden at plejefamilien får reel mulighed for at forsvare sig selv eller barnet. Da kommunerne ikke har instruktionsbeføjelse over for plejefamilien, har de heller ikke ledelsesansvar. Ledelsen i en børne- og ungeafdeling skal derfor ikke ”beskytte” plejefamilien men udelukkende rådgiveren, som tager beslutningen. Netop derfor opstår straksfjernelser eller Clean-Cut, som i mange tilfælde er meget traumatiske for barnet, men jo også for plejefamilien.

Det ville være dejligt, hvis den anbringende kommune altid agerede som beskrevet af Astrid Krag ved at tilbyde plejefamilien en opkvalificering for at sikre kontinuitet i barnets anbringelse. 

Der er tydeligvis behov for et retssikkerhedsmæssigt løft af området. Jeg håber, at ministeriet og ministeren har den grundlæggende forståelse for problematikken og vil inkludere krav om instruktionsbeføjelse/ledelsesansvar over for plejefamilien samt sikkerhed for barnets retssikkerhed ved en udvidet parthaver ret.

Nedenfor i boksen kan I læse den præcise forespørgsel samt ministerens svar.

 

Faktaboks

Forespørgsel i Folketingets Social- og Indenrigsudvalg

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 29. oktober 2020 stillet følgende spørgsmål nr. 55 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 55:

”Når socialtilsynet foretager en faglig vurdering og konkluderer, at den generelle kvalitet i tilbuddet eller plejefamilien er utilstrækkelig, på hvilket grundlag gør de så det, og hvordan sikres barnets tarv - har man f.eks. givet plejefamilien supervision, efteruddannelse eller andet, hvis barnets udfordringer har ændret sig?” 

Astrid Krags svar:

Jeg forstår spørgsmålet således, at der både spørges til socialtilsynets vurdering af den generelle faglige kvalitet i et tilbud eller en plejefamilie og til, hvordan man håndterer en situation, hvor støttebehovene for et anbragt barn i en plejefamilie ændrer sig i løbet af en anbringelse.

Jeg vil til en start gøre opmærksom på, at socialtilsynets vurdering af den generelle kvalitet i et tilbud eller hos en plejefamilie sker på baggrund af en samlet faglig vurdering, der ikke påvirkes af vurderingen af konkrete børns støttebehov.

Vurderingen af, om et tilbud eller en plejefamilie har en tilstrækkelig generel kvalitet til at være godkendt, sker ud fra en samlet, faglig vurdering. Socialtilsynet anvender kvalitetsmodellen, når de vurderer kvaliteten i et tilbud eller en plejefamilie.

Kvalitetsmodellen indeholder 7 temaer om bl.a. selvstændighed og relationer, sundhed og trivsel, kompetencer og fysiske rammer. Kvalitetsmodellen er en ramme og et redskab, der giver socialtilsynet mulighed for at have en dialog med tilbuddet eller plejefamilien på et systematisk grundlag. Ud over at anvende kvalitetsmodellen og være i dialog med tilbuddet eller plejefamilien, kommer socialtilsynet på tilsynsbesøg minimum én gang årligt, hvor de også taler med den/de anbragte børn og unge i plejefamilien eller beboerne på tilbuddet. Derudover indhenter socialtilsynet også oplysninger fra andre relevante kilder.

Socialtilsynet godkender plejefamilier efter tre kategorier alt efter hvilke opgaver, som familien vurderes at kunne varetage: ’Almene’ plejefamilier godkendes til at kunne varetage omsorgen for børn med lette til moderate støttebehov, ’forstærkede’ plejefamilier godkendes til at kunne varetage omsorgen for børn og unge med moderate til svære støttebehov, og ’specialiserede’ plejefamilier godkendes til at varetage omsorgen for børn og unge med svære støttebehov.

Der kan være situationer, hvor et barns støttebehov ændrer sig i løbet af en anbringelse. I sådanne tilfælde skal kommunen sætte ind med efteruddannelse, støtte og supervision til plejefamilien, som kan være suppleret af støtte eller behandling til det anbragte barn, med henblik på at undgå et skift i anbringelsen, hvis det er til barnets bedste. Det er her barnets tarv, der er i centrum, herunder hensynet til kontinuitet og stabilitet i anbringelsen.

Derfor skal det også altid overvejes, som led i en afgørelse om ændret anbringelsessted jf. servicelovens § 69, om barnets tarv bedre tilgodeses ved at forblive i plejefamilien, mens der sættes ind med supplerende støtte. Der kan naturligvis være tilfælde, hvor barnets støttebehov ikke kan tilgodeses på det aktuelle anbringelsessted, selvom der

sættes ind med supplerende støtte, og hvor en ændring af anbringelsessted kan være

nødvendig og til barnets bedste. 

Med venlig hilsen

Astrid Krag