Inddragelse, inddragelse, inddragelse
Tidspunkt: 17 december, 2020
Vi skal ikke skrive om et barn, men med et barn, siger socialrådgiver.

Hvad er inddragelse, og hvorfor er den vigtig for anbragte børn? Med Projekt Netværket vil PLF styrke børnene og give dem et netværk

Med Projekt Netværket forsøger PLF at lave netværksgrupper for børn og unge.

- Formålet er at styrke de anbragte børn og give dem et netværk, de kan trække på, når de kommer ud på den anden side, siger Tommy Jochim-Vitcetz.

Tommy Jochim-Vitcetz er socialrådgiver, skaber af det digitale kommunikationsprogram Din Stemme og sidder i styregruppen for PLF-projektet Projekt Netværket.

- Din Stemme udspringer af Projekt Netværket. Det er tænkt sådan, at plejefamilier kan bruge det systematisk i arbejdet med børnene, og for plejebørnene skal det meget gerne kunne skabe sammenhæng mellem netværk, plejefamilie og kommune, siger Tommy Jochim-Vitcetz.

Din Stemme er endnu i en indledende fase, hvor få plejefamilier bruger det, men det er meningen, at det snart skal rulles mere ud.

 

Inddragelse, inddragelse, inddragelse

Når det gælder udviklingen af arbejdet med anbragte børn, så er systemfaglig inddragelse et nøglebegreb for Tommy Jochim-Vitcetz:

- Vi skal ikke skrive om et barn, men med et barn. Og helst med barnets stemme. Så føler barnet sig inddraget og kan genkende sig selv, hvilket betyder meget for barnet.

- Hvis plejefamilien en gang om måneden har en samtale med barnet om, hvordan det går, ud fra hvad barnet har lyst til at snakke om, og skriver det ned i Din Stemme, så bliver det mere sandsynligt, at barnet føler sig set, hørt og forstået, uanset hvem det møder i hele systemet. Med adgang til det udviklingsdokument, plejefamilien sender ind, kan en socialrådgiver genoptage den proces, plejefamilien har sat i gang, siger Tommy Jochim-Vitcetz.

 

Rammen, rollen og relationen

Spørger man Tommy Jochim-Vitcetz om hans ønsker for den kommende Barnets Lov, kommer svaret prompte:

- At inddragelse bliver en tilgang, ikke et tilvalg. Det skal være noget, man bare gør. Og at man styrker den skriftlige videreførelse af det, barnet siger, i stedet for at oversætte barnets tale. Arbejdet med børnene bør derudover bygges op omkring de 3 R’er: Rammen, rollen og relationen, siger Tommy Jochim-Vitcetz og forklarer dem således:

  • Rammen: Den måde, vi mødes på og taler sammen på, skal sættes ind i en fast ramme, der skaber genkendelighed. Det kan være ved at bruge Din Stemme, men man kan selvfølgelig også gøre det på andre måder.
  • Rollen: Barnet skal hele tiden have en forståelse for, hvem hun sidder overfor, og hvilken rolle, personen har. Om det fx er en plejeforælder, en socialrådgiver eller en helt tredje.
  • Relationen: Barnet skal kunne se sig selv i en klar relation til den rolle, personen har, så barnet tænker: ”Nu taler jeg med en socialrådgiver”, i stedet for at tænke: ”Nu taler jeg med Ole”.

- Hvis relationen hele tiden er knyttet til en konkret person og ikke til en rolle, så bliver forløbet skrøbeligt, hvis personen forsvinder, fx hvis barnet får en ny socialrådgiver, siger Tommy Jochim-Vitcetz.

- Det er ikke længere siden end 2011, at det blev fastlagt, at barnet skal høres. Nu er inddragelse næste skridt, men det er sindssygt vigtigt, at inddragelse hænger sammen med skriftlighed. Så kan vi også sikre barnets retssikkerhed, og barnet kan senere få aktindsigt, slutter Tommy Jochim-Vitcetz.

 

PLF: Plejefamilien er ikke blot en relation

I PLF er bestyrelsen langt hen ad vejen enig med Tommy Jochim-Vitzetz i ønsker til Barnets Lov:

- Vi i PLF er helt på linje med Tommy i alle delene. Det er dog vigtigt at understrege, at vi ikke ser plejefamiliens rolle som en relation, for her er der jo tale om én specifik person, ”Ole”, og ikke en plejeforælder blandt mange. Det er også her, at forskellen mellem rollen som socialrådgiver og plejeforældre er meget stor. Vi skiftes som plejeforældre forhåbentlig ikke ud, siger Thomas Vorre, formand for PLF.

 

Læs mere om Projekt Netværket https://plejefamilierne.dk/news/40004/40010

Læs mere om det digitale kommunikationsprogram Din Stemme https://dinstemme.nu/