1 øre adskilte Else Kaltoft fra seniorpræmie. Bliver du også snydt?
Tidspunkt: 24 marts, 2021

 

Med hjælp fra PLF fik Else Kaltoft sin seniorpræmie til sidst. Men mange plejefamilier opgiver kampen. Se, hvordan du kan få seniorpræmie.

Da Else Kaltoft havde arbejdet et år efter pensionsalderen, ville hun gerne have sin seniorpræmie. Det havde ægtefællen Henning fået som ansat socialpædagog.

Men nej, ansøgningen gik ikke igennem. Afslaget kom sammen med en indviklet beregning, der slog fast, at Else Kaltoft manglede 1 øre pr. time. Og når der manglede 1 øre, blev hendes timetal beregnet til 0. Dermed ingen ret til seniorpension.

Der er 2 plejebørn fra hver sin kommune – nu i efterværn – hos familien Kaltoft. Det udløser 2 x 5 vederlag og en årsindtægt på lidt under 400.000 kroner til Else Kaltoft. Så plejefamilien kunne ikke forstå Udbetaling Danmarks afgørelse og kontaktede kommunerne, som heller ikke kunne hjælpe.

Selvstændige kan godt få seniorpension

Familien henvendte sig til PLF, hvor administrator Eigil List gik ind i sagen. Sammen med Serviceforbundets advokat Jørgen Jacobsen fandt han ud af, at selvstændige godt kan få seniorpræmie. Og det endda på baggrund af en lavere indtægt, omkring 200.000 kroner på årsbasis.

- Det er endnu et eksempel på, at plejefamilier falder mellem 2 stole, siger Eigil List. - Men vi insisterede på, at der måtte kunne findes en løsning på den urimelige forskelsbehandling.

Der er brug for en arbejdsgivererklæring

- Vi fik det råd af Udbetaling Danmark at bede kommunerne om at få en arbejdsgivererklæring. Altså en erklæring om, at Else Kaltoft var ansat og aflønnet af kommunen. Det gik både Esbjerg og Haderslev Kommune med til, siger Eigil List.

Den ene kommune udfærdigede et dokument med bekræftelse på 20 timers ansættelse om ugen. Den anden kommune sendte en mail med en bekræftelse på 28 timers ansættelse pr. uge.

Dermed kunne Udbetaling Danmark behandle sagen igen på baggrund af erklæringerne fra kommunerne og Else Kaltofts lønoplysninger, som trækkes fra Skat. Og Else Kaltoft fik sine 43.000 skattefrie kroner, som hun var berettiget til.

Accepter ikke et nej

Hvis du er i samme situation, og du mener, at du er berettiget til seniorpræmie, så behøver du ikke acceptere Udbetaling Danmarks afgørelse.

- Problemet opstår, fordi vi ikke er ansat som lønmodtagere, og vi heller ikke er selvstændige. Derfor vil jeg opfordre dig til at bede kommunen om en arbejdsgivererklæring, som du kan sende ind til Udbetaling Danmark, siger Eigil List.

- Det er ikke sikkert, at alle kommuner vil give dig sådan en arbejdsgivererklæring, men hvis du har brug hjælp, så kontakt os i PLF.