Jeg er optaget af, at vi som fag fortjener sikkerhed og støtte i vores ansættelse. Og optaget af den store forskel, der er fra kommune til kommune.

Indledningsvis skal I vide. Jeg er velanset og i god dialog med min kommune.
Jeg er dog optaget af, at vi som fag fortjener sikkerhed og støtte i vores ansættelse. Og optaget af den store forskel, der er fra kommune til kommune. Af, at de rigeste kommuner nu “stjæler” plejefamilier fra de mindre bemidlede.
Hvilket tilligemed kan resultere i, forældrene flytter efter børnene. Og medvirker til større geografisk ulighed.
Men mest af alt skal vi have lige vilkår på landsplan. Og faget skal være velfunderet.

Vi er meget andet end varmhjertede bolle- og kakao-forældre. Vi er ikke samfundets helte, som vores minister forsøger sig med. Det er uværdigt at kalde os det. Det et den leg, vores børn leger!
Vi ønsker at være pædagogisk personale – offentligt ansatte!
Og som sådant ønsker vi anerkendelse og respekt.

Jeg har været familieplejer i 38 år.
De børn, der i dag behøver “boller og kakao”, er de samme, som for nogle år siden blev indskrevet på de mange amtsinstitutioner. Dengang betalte (jeg husker det som) staten – amtet 2/3 af prisen og kommunerne betalte 1/3. Dengang var de kommunale rådgivere mere opmærksomme på, at tilbuddet skulle matche opgaven.
I de fleste tilfælde var der kun fagligt velfunderede ansatte. Det kunne være flere faggrupper. Enkelte var ansat på særskilt kvalifikation.
Men, husker kun vores “køkkendame” blev ansat på “boller- og kakao-kvalifikationen”.
Vi havde på de veletablerede interne skole-behandlingshjem, psykologer, pædagoger, pedel, socialrådgivere, sekretær og rengøring.
I en plejefamilie samles det hele i en måske 2 personer. Vi skal selv klare alle opgaverne.

Vi kan ikke undlade at indbetale feriepenge hver måned.
Vi kan ikke holde ferie og afspadsering som andre ansatte.
Vi kan ikke komme på kursus, som er relevant for os og vores virkelighed.
Vi skal deltage i kommunens fælleskursus – uanset om det er relevant eller ej.

Vi kan ikke få fri til “voksenting”.
En fødselsdag, bryllup, familiefester i voksenregi.
Det er forståeligt, at vi forventes at tage børnene med til de ting, vi normalt tog egne børn med til. Hvis børnene og vi magter det.
Men da vi for 30 – 40 år siden havde børn selv, kunne vi spørge vores forældre, søskende, venner og en 16-17-årig barnepige.
Det kan vi ikke som plejefamilie. Mine forældre er for gamle. Og opgaven er for kompleks til en ung barnepige.
Jeg har ikke haft en fridag i 5 år. Da havde jeg og min mand en aften til koncert Run Rig: The Final Mile. Det føltes lidt som om det også var vores Final Mile. Vi havde ved ansættelsen krævet barnepige.
Efter børnene var flyttet ind, var det kun til den aktuelle koncert, vi kunne få fri.
Jeg har i år bedt om at få 5. ferieuge udbetalt. Svaret er: Kommunen har ikke forhindret mig i ferie – altså sammen med mine børn.

Jeg har langt over en million kroner til gode. Penge, som kommunen har inddraget af min løn hver måned i snart 40 år. De første mange år på 2 børn. De seneste 6 år på 4 børn.
Jeg ønsker ikke ferie i alle ugerne! Men jeg vil ikke selv betale min løn 5 uger årligt og være til grin.
I vores første plejeopgave var min mand vikar, når jeg havde ferie.
Det betød, at jeg fik mine feriepenge, og han fik løn for at aflaste mig.
Der er så mange opgaver og udgifter, der i dag ligger i kost og logi bidraget.
I dag bliver vi plukket igen og igen.
Vi skal hver eneste dag have penge med på arbejde. Hvis vores børn skal leve et liv, der ligner deres jævnaldrende – cykler, tøj, IT og andet – kan ikke gøre indenfor budgettet.
Og vores børn har om nogen behov for at ligne de andre børn.
Jeg kan og vil ikke anbefale jobbet til uvidende familier.
Vi kan ikke stiltiende se på, vores sårbare børn bliver socialministerens forsøg. De skal ikke kastes ud i varme hjerter sølet ind i kakao.
De skal placeres i velfunderede understøttede plejefamilier, der er udvalgt og godkendt til netop dette barns problemer.
Af familier, der i også omkringliggende netværk er parat til at modtage et barn, der på ingen måde ønsker at være, hvor det er placeret. Som modarbejder alt, hvad vi tilbyder det.
Børn med massive tilknytningsforstyrrelser og mistillid.

Det her er en katastrofal glidebane.
Regeringen forsøger igen at spare penge på den korte bane.
Ved at kaste vores sårbare børn for løverne.
Og lokke velmenende familier til at tage et barn i familiepleje. Med hjertet på rette sted, boller og kakao.

Det kan I slet ikke være bekendt.
Få nu styr på rammerne.
Få lavet en ordentlig overenskomst.
Få lavet klare aftaler for opgavernes omfang og indhold.
Få lavet fyldestgørende undersøgelser af børnene inden
anbringelsen.
Få tiltag om tilladelser bragt i stand inden anbringelse.
Få ensartet regler i alle kommuner.
Få etableret en ordning så “systemet” ikke kan stjæle penge fra os.
Få ordentlige etablerede ansættelsesvilkår og ordentlige opsigelser.
Fjernes et af flere børn skal familien kunne overleve.
Få etableret pension.
Få AMR. Få TR. Giv os en ordentlig tilknytning og opkobling til kommunen.
Giv os IT-værktøjer, der fungerer, og giv os opkobling i kommunen, der kan understøttes af kommunens IT.
Giv os hjælp, ikke ængstelighed og usikkerhed.

Nu vil I igen gamble med “kommunernes” børn! Børn, der er truet.

Man kan ikke prøve at være plejefamilie! Medmindre man er vel forberedt. Og i tro om, at man har ønske og evne for den livsstil, det er at være plejefamilie. At man kigger i sit nære netværk og ser rum til at give et barn en opvækst.
I vores og mange andre familier bliver “plejebørnene” børn af familien.
Vi har alle tidligere plejebørn hjemme i alle højtider. Ja, juleaften er vi en stor dejlig flok med biologiske børn og plejebørn, med børnebørn og partnere.
Vi elsker det. Vi er taknemmelige.
Men for at plejefamilierne skal bestå i fremtiden, er det vigtigt, at vores ansættelser bliver trygge og respekterede.
Ikke opslået som et spørgsmål om at kunne servere varmhjertede boller og kakao.
Det er sjældent, vi modtager børn, der er ukomplicerede – og i Almen-gruppen, det er også i den gruppe, der er mindst pres på plejefamilierne.
Der er stort behov for forstærkede og specialiserede.
Og børnene fortjener kun det bedste.
Hvem skal nu betale? De børn, der efter forsøg på tilknytning flyttes videre – videre – videre.
De plejefamilier, der vælter i umulige anbringelser med store ar på sjæl og i familien. Plejesøskende, der skal elske, rumme og forstå det ene øjeblik og glemme det næste øjeblik!
Husk! Plejefamilien er ikke part i en sag og har ikke ret til at se, hvad der er skrevet om dem i deres hjem. Forældre er part, og kan få tilsendt papirer skrevet om plejefamilien. Det kan være skrevet af en rådgiver, der ikke matcher en familie, som fejlciterer eller fejlvurderer.

Hvem skal om nogle år hylde sig selv med et undskyld?
Der skal – hellere i dag end i morgen – ændres på samarbejdsmetoden i de kommuner, der anvender Clean Cut! Selvfølgelig skal der være Clean Cut, hvis et barn udsættes for skadende behandling i plejefamilien.
Vi skal sammen passe på børnene!
Men staten og kommunerne skal støtte og hjælpe os plejefamilier. Vi har alle behov for hjælp i givne situationer. En støtte, der er naturlig i overenskomstansættelser. Sådan skal det også være i vores fag.

Det skal du også vide, inden du kaster dig ud i arbejdet som familieplejer.
Vigtigt!!
Jeg elsker mine plejebørn. Jeg elsker det, jeg modtaget fra mine børn gennem de 38 år, jeg har været plejemor.
Men man skal kende prisen, INDEN man går i gang.

Pernille Rosenkranz Theil.
Mette Frederiksen.
Pas på os, så vi kan passe på børnene, der behøver et hjem.

39 år Niller!! – Man lærer et og andet!!

Skrevet af.
Bente Gramkow Børjesson