Adoption uden samtykke

Adoption uden samtykke


Socialstyrelsen og VISO har barslet med en ny rapport som forsøger at tegne et tydeligere billede af reglerne indenfor adoption uden samtykke af forældrene. I princippet er PLF ikke uenig omkring rimeligheden i at tvangsadoptere børn af forældre med ringe eller ingen forældre evne.
I den nyeste VISO rapport som også kan downloades fra vores hjemmeside, er der flere interessante oplysninger omkring de senere adoptioner uden samtykke. Man har fulgt 24 sager, hvoraf 4 var ufødte, resten altså 20 var anbragt i plejefamilier, hvoraf 16 var tvangsanbragte. Gennemsnitsalderen var 3,3 år dog flest under 4 år. I 14 ud af de 20 sager overvejer kommunen fremmedadoption. Kun i seks sager overvejes familieadoption. Begrebet familieadoption dækker i denne sammenhæng over en situation, hvor en plejefamilie adopterer et barn, som har boet i familien mere end tre år.
 
Det følger eksempelvis, at en indstilling efter adoptionslovens § 9, stk. 3 som hovedregel vil gennemføres som en fremmedadoption, hvor barnet matches af Adoptionsnævnet med allerede godkendte adoptanter. En indstilling efter adoptionslovens § 9, stk. 4 vil altid gennemføres som en familieadoption, hvor den pågældende plejefamilie ikke skal godkendes som adoptanter. Forskellen mellem kommunernes påtænkte indstillingsgrundlag og typen af påtænkt adoptionsform må forstås ud fra kommunernes manglende kendskab til gældende regler og praksis. Ovenstående er citeret direkte fra rapporten.
 
Vi tror, at de mange fremmedadoptioner skyldes, det manglende kommunale kendskab til regler omkring adoption kombineret med, at plejefamilier pludselig bliver adspurgt om adoption som de ikke så komme. Plejefamilien skal dermed ud og finde andet arbejde og samtidig skal forholde sig til, at det aktuelle barn antageligvis ikke kan være i en almindelig daginstitution men måske kun på halvtid. Denne situation kan gøre et almindeligt arbejdsliv meget usikkert. PLF er tidligere blevet adviseret af VISO, til at anbefale vores medlemmer, at de skal takke nej hvis de ikke kan overskue et sådant nyt familieskab. Denne anbefaling er givet af VISO set i forhold til, at barnets tarv skal vægtes højere og at tilknytningen er vigtig, hvis barnet har boet over 3 år i plejefamilien, dermed skulle barnet ikke kunne blive fremmedadopteret. Med denne nye rapport må vi stille spørgsmålstegn ved denne anbefaling, da barnets tarv tydeligvis ikke vægtes højere end fremmedadoption til helt almindelige mennesker uden socialpædagogisk indsigt, der skal overtage disse børn, som typisk kæmper med mange genetiske og sociale skader og problematikker.
 
 
PLF er dog af den meget klare holdning, at man IKKE bare skal fremmedadoptere børn som allerede er placeret i anden anbringelse. Grundene hertil er mange, men den vigtigste grund er, at man ved at lempe sene adoptioner af børn, undergraver hele fundamentet for anbringelser i plejefamilier.
 
Hen ved 90% af alle biologiske forældre til anbragte børn vil kunne inkluderes i de nedenstående eksempler, som loven giver anledning til at adoptere uden samtykke (se nedenfor fra Socialstyrelsens rapport). Dette stiller plejefamilier og plejebørn i en yderst ubehagelig situation, hvor kommuner vil kunne igangsætte en adoption af et barn, som er tilknyttet plejefamilien. Plejefamilien har baseret deres økonomi og arbejdsliv på en fagprofessionel tilgang til det anbragte barn og dets forældre, hvor barnet i langt de fleste tilfælde også har problemstillinger som afspejler de biologiske forældres. Mange plejefamilier føler sig presset til at acceptere adoption grundet tilknytningen og kommunens trussel om, at barnet kan fjernes til anden side. At barnet skal fjernes til anden familie, har plejefamilier rigtig svært ved at leve med.
 
Hele undersøgelsen lægger samtidig op til en proces, som barnet under ingen omstændigheder vil have godt af. De dybe interviews, som skal redegøre for barnets tilknytning, vil et skadet barn have svært ved at navigere i. Samtidig vil de mange spørgsmål kun skabe stor usikkerhed omkring den tilknytning som barnet allerede har til plejeforældrene. Spørgsmål som hvem er mine forældre, hvor skal jeg bo, hvem er mine søskende, hvor hører jeg til. Hele processen er som altid med fokus på de biologiske forældre og uden interesse for de lige så stærke relationer som barnet allerede har med sine primære omsorgspersoner. Endnu engang oplever barnet et offentlig overgreb.
 
Sidst men ikke mindst ved PLF, at mange kommuner anser muligheden for adoption uden samtykke, som en mulighed for at reducere den økonomiske omkostning på anbringelsesområdet ved at tildele plejefamilien en ”fribillet”. Dette faktum stiller anbragte børn, som typisk er for små til at kunne ytre sig om deres egen situation, i en meget uheldig situation.
PLF har derfor meget svært ved at forstå visse områder af lempelsen på adoption uden samtykke.
 
PLF er helt enig i, at anbringelser fra fødsel er en god ide, men sådanne beslutninger skal tages, så en plejefamilie ved hvad man går ind til, nemlig en kort anbringelse, hvor barnet skal videre til en adoption. En adoption er ikke altid aktuel ved anbringelsens start, men kan blive en konsekvens, når forældreevnen er undersøgt, det sker ofte først efter at barnet er anbragt. Men det bør være enhver kommunes fineste opgave at lægge planerne om afsøgning af mulighed for adoption frem allerede før anbringelsen. PLF er klar over sagsbehandlingstiden er lang ved adoption uden samtykke, men de involverede plejefamilier skal have krav på at vide hvad de går ind til både for barnet og den enkelte families skyld.
 
Fortsætter kommunerne med at håndtere adoption uden samtykke så lemfældigt ude at inddrage plejefamilierne før efter underskreven plejekontrakt, tror vi, det vil skade det fremtidige rekrutteringsgrundlag, med langt færre plejefamilier som tør tage imod spædbørn. Resultatet bliver flere og dyre institutionsanbringelser af spædbørn, som bør have krav på omsorg af samme person i døgnets 24 timer for at undgå tidlige skader.
 
 
Taget fra Socialstyrelsens rapport: Adoption uden samtykke – 9 metoder til at afdække forældreevne
 
Som eksempler på forhold, der kan give anledning til overvejelser om adoption uden samtykke, nævnes:
•   Svær, kronisk psykisk lidelse hos en forælder, hvor den psykiske lidelse medfører, at forælderen igennem en længere årrække har haft vanskeligt ved at drage omsorg for sig selv i dagligdagen. 

•   Svære personlighedsforstyrrelser, eventuelt kombineret med langvarigt misbrug hos en forælder, der gør, at forælderen ikke stabilt magter at drage omsorg for sig selv i dagligdagen, eller hvor dagligdagen igennem en længere årrække har været præget af betydelig mangel på stabilitet. 

•   Mental retardering hos en forælder, som gør, at forælderen ikke i daglig- dagen kan drage omsorg for sig selv og ikke har kognitiv kapacitet til at forstå og indleve sig i barnet. 

•   Langvarigt misbrug, som medfører betydelig ustabilitet i evnen til at drage omsorg for sig selv. 

En forælder som i relation til ældre børn har vist meget mangelfuld forældreevne inden for de seneste år, og hvor det ikke med støtte og behandling har været muligt at forbedre forældreevnen.


Selv om der foreligger en situation, som er omfattet af de eksempler, der er opregnet ovenfor, vil en sag om adoption uden samtykke ikke kunne komme på tale, uden at der foreligger en redegørelse for, at betingelserne for adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven er opfyldt. Dette kræver en prognosevurdering af forældreevnen.

Hele rapporten kan læses her

Thomas Vorre, formand PLF

 

Af Thomas Vorre Grøntved

04. januar 2019