logo-image
Vil du være noget for anbragte børn og unge?

Vil du være noget for anbragte børn og unge?

Tønder: Projektleder for Projekt Netværket Marianne List har et fromt ønske i forbindelse med nytåret. Hun håber et samle en gruppe af frivillige der vil være noget for anbragte børn og unge.

- Anbragte unge har behov for at møde andre der er ligesom dem og derfor har vi i projektet samlet dem, for at give dem en oplevelse af at være som andre og være del af et fællesskab, fortæller Marianne List.

Hun er projektleder for projektet, der også kører i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og altså i Tønder Kommune. Før jul var projektet samlet i lokaler i Skærbæk, hvor der var en netværksgruppe for både børn, unge og for voksne. Nu er projektet klar til en fortsættelse, men denne gang er det meningen at møderne skal være i Tønder, hvor projektlederen oplever at der er flere muligheder.

- Vi vil få mulighed for at samles i frivillligcentrets lokaler i Østergade og i forbindelse med Medborgerhuset i Tønder er der også mulighed for at tage på udflugter og der er f.eks. kanoer og andre muligheder, siger Marianne List, der er sikker på at der findes frivillige der har lyst til at være noget for de anbragte unge.

Der vil blive oprettet grupper for børn, for unge og for plejeforældrene.

Grupperne skal mødes hver for sig, så børnene kan møde andre børn der er ligesom dem og det samme for de unge. Alt i mens vil plejeforældrene også få tilbudt at deltage i netværksgrupper, hvor de kan udveksle erfaringer.

- Det vi efterlyser er frivillige der ønsker at mødes med de anbragte unge og hjælpe til med det praktiske og lægge ører til. Vi håber at mødes hver anden uge og har man lyst til at være med, kan man kontakte mig pr. mail eller telefon, opfordrer Marianne List.

 

  • Projekt NetværketBørnehjælpsdagen og Plejefamiliernes Landsforening samarbejder om Projekt Netværket, der omfatter netværksgrupper for anbragte børn og unge samt tidligere anbragte voksne.

    Projektet startede i 2016 og har netop i november 2018 fået nye satspuljemidler gennem Socialstyrelsen.

    Det nye projektnavn er "Netværk til anbragte børn og plejefamilier". I projektfortsættelsen udvides målgruppen med anbragte børn og unge allerede fra 8-årsalderen og op til 17 år, samt netværk for plejeforældre.

    Målgruppen for projektet er anbragte børn og unge mellem 8-17-år, anbragt i plejefamilie, samt deres plejefamilier. Der er i dag ca. 5500 børn og unge mellem 8-17 år, der er anbragt i plejefamilier. Projektets målgruppe er opdelt i 2 forskellige grupper på grund af aldersforskel. 8-12 år: Børnegruppe 13-17 år: Ungegruppe Plejefamilierne vil blive tilbudt en netværksgruppe.

    Lokalt er der grupper i: 
    Tønder
    Sønderborg
    Aabenraa

    Haderslev

    Projektleder er Marianne List der er bosat i Løjt Kirkeby. Hun er også næstformand i Plejefamiliernes Landsforening.

 

Af Digeposten Tønder

21. januar 2019