logo-image
105 glade børn og voksne på vellykket Camp 2019

105 glade børn og voksne på vellykket Camp 2019

Der blev snakket, leget, spist, fanget fisk og skaldyr, padlet i kajakker og hygget på Plejefamiliens Landsforenings Camp 2019 i september. Det er så stor en succes, at næste års camp allerede er fastlagt. Tilmeld dig allerede nu til næste år.

Fra fredag aften til søndag i starten af september var 105 glade plejebørn og deres plejeforældre samlet til Camp 2019 på Vikær Strand Camping i Haderslev. Det var andet år med camp, og det bliver ikke sidste gang. Næste camp i 2020 er allerede ved at blive planlagt.

Fredag var det silende regn, men lørdag morgen var der det smukkeste solskinsvejr hele dagen.

 

Gåtur med snak

Lørdag kl. 10 var der kvinde Walk and Talk. Her blev der snakket om alt mellem himmel og jord på de 2,7 km langs vandet. Her møder alle plejemødrene hinanden uden børn og er frie til at snakke og hilse på de andre mødre. En rigtig god måde at være sammen på, og alle hyggede sig

Kl. 11 gik mændene ud på deres gåtur, og der var formanden Thomas Vorre med. Gåturen blev ikke så lang, men snakket fik de.

Thomas tænker tilbage på en super hyggelig Walk and Talk for mændene. Han oplevede en kæmpe interesse for vores fælles fag. Mændene er ikke "bare" vedhæng på deres koners projekt, men hinandens fagfæller.

Med andre ord kan vi mærke, at der er noget i gærde, og at vi som plejefamilier bliver stærkere og stærkere.

Vi blev endnu engang bekræftet i, hvor stor betydning vores fagforening har, netop fordi den både retter fokus på vores rettigheder samt på vores børns sager. Det er noget helt unikt, som ikke kan fås andre steder.

 

Rejer, fladfisk, brandmænd og kajakker

Kl. 13 aktiviteter på stranden. Igen i år kom Rikke fra Sandnatur og lærte os om livet i havet. Alle - store som små - gik og fangede rejer og fladfisk og ikke mindst brandmænd. Det overrasker mange, at der er så meget liv i deres badevand.

Havkajakkerne blev også flittig brugt, og det er en sand øvelse i selvtillid. Usikkert sætter børnene sig i kajakken, og kort tid efter padler de flittig rundt i et afgrænset område nøje overvåget af plejemor og -far.

Alle familier havde en kage med til kaffebordet, og der manglede ikke noget.

Lørdagen sluttede af med helstegt pattegris og kylling og salat.

 

Engagerede børn og voksne

Det er fantastisk at se, hvor meget børnene betyder for os alle, og hvor engagerede alle plejefamilier er i børnenes liv. For de fleste af os er det svært at skille arbejde og liv fra hinanden.

Alle børn nød hinandens selskab. Der blev leget på kryds og tværs, og masser af nye venskaber blev skabt.

Alle tog hjem søndag fyldt med nye venskaber og oplevelser.

 

Ny camp 2020

Vi holder igen camp den 4.-6. september 2020. Samme sted og samme program.

Der er allerede nu rift om hytterne til næste års camp. Hvis du vil med, skal du bestille hytte hurtigst mulig ved at skrive til info@vikaercamp.dk.

14. oktober 2019