At være plejeforældre på Frederiksberg er som at være alene i verden

Jette Bjørnstrup Hansen er et særsyn på Frederiksberg, der sammen med København og Gentofte er blandt de kommuner i Danmark med færrest plejefamilier per indbygger. Hun efterlyser plejeforældre til at lave lokalt netværk og mener først, at yngre plejefamilier melder sig i storbyerne, når de får mere økonomisk sikkerhed.


Jeg bliver ked af det, når folk siger, at vi er plejeforældre for pengenes skyld. Det er en grov anklage, siger Jette Bjørnstrup Hansen.

Af Gitte Redder

For snart 2 år siden tog Jette Bjørnstrup Hansen et stort skridt i sit liv. Hun byttede 30 år som pædagog og lønmodtager ud med at blive plejeforælder for en teenagedreng. 
”På min daværende arbejdsplads var der en dreng, der ikke kunne komme hjem. Jeg blev opfordret til at blive plejeforælder for ham,” fortæller hun.
Jette Bjørnstrup Hansen holdt familieråd. De 4 voksne sønner skulle tages i ed. Nogle få veninder blev spurgt til råds.
Det endte med et ja til anbringelseskommunen. Plejesønnen flyttede ind i lejligheden, og hver dag lige siden har hun mærket, at det var den rigtige beslutning.
”Jeg er vildt glad for at være plejeforælder og kan se, at min plejesøn har det udmærket i vores familie,” siger hun.


Foreslår krav om faglige netværk  
Men Jette Bjørnstrup Hansen savner faglig sparring og netværk. Der bor ikke lige en plejefamilie rundt om hjørnet på Frederiksberg. Heller ikke i den anden ende af kommunen eller i nabokommunerne. Hun har i hvert fald ikke kendskab til dem. Og det ærgrer hende:
”Jeg mener, at der bør stilles krav til alle godkendte plejefamilier om, at det er obligatorisk at deltage i et netværk med andre plejefamilier tæt på dem. Det vil give en faglig sparring i et fortroligt rum, der kun kan kvalificere én som plejefamilie,” noterer hun.
Jette Bjørnstrup Hansen understreger, at hun har et fantastisk samarbejde med kommune, sagsbehandler og familieplejekonsulent, men at det ikke er det samme som det frirum og faglige udbytte, man kunne få i et netværk af plejefamilier.
På eget initiativ meldte hun sig som netværksansvarlig for PLF på Frederiksberg. Til første møde kom der kun én plejeforælder. Nu skal hun invitere til andet møde og krydser fingre for, at flere plejeforældre dukker op.
”Jeg mangler kolleger, som jeg kan vende hverdagsdilemmaerne med. Det kunne være rart at tale med andre om både de gode og svære stunder som plejeforælder,” siger hun.

Høje boligudgifter
I begyndelsen undrede det Jette Bjørnstrup Hansen, at der ikke var større interesse for at være med i et lokalt netværk for plejefamilier. Så faldt 10-øren: Der er jo stort set heller ikke nogen plejefamilier på Frederiksberg.
Ifølge den nye socialpolitiske redegørelse fra Socialministeriet er der på Frederiksberg og i København mindre end én plejeforælder per 1.000 personer i den erhvervsaktive alder. Dermed er hovedstadskommunerne det sted i Danmark, der har relativt færrest plejefamilier.
Jette Bjørnstrup Hansen har svært ved at finde en entydig forklaring på, at storbyens borgere fravælger at blive plejefamilier. Men ifølge hende kan det handle om både økonomi, prestige og livsværdier.
”Det er dyrere at bo i hovedstaden. Folk har høje boligudgifter, og med de vederlag, der er i dag som plejefamilie, kan det for mange være helt umuligt at blive boende i egen bolig i København eller på Frederiksberg,” siger hun og pointerer, at hun selv får det til at hænge sammen økonomisk, fordi hun var heldig som ung at købe den andelslejlighed, hun stadig bor i. 
Hvis storbyerne gerne vil rekruttere yngre plejefamilier, må de ifølge hende stille op med større økonomisk tryghed.
”Anbragte børn er udsatte børn, der kræver, at plejeforældrene har ro og mental overskud. Man kan ikke leve et fortravlet liv med udearbejde for at tjene penge til huslejen og samtidig være plejeforælder, hvis det anbragte barn har store udfordringer,” fastslår hun.

Der skal være råd til mad i køleskabet
”Jeg bliver ked af det, når folk siger, at vi er plejeforældre for pengenes skyld. Det er en grov anklage. De penge, som du får i vederlag, opvejer ikke, hvad du giver af dig selv både som menneske og i timer. Vi gør det ikke for pengenes skyld, men for barnets skyld,” siger hun.
Jette Bjørnstrup Hansen pointerer, at man ikke bliver millionær af at være plejefamilie.
”Vi lever ikke i luksus for de vederlag, men vi lever heller ikke i nød. Det skal vi heller ikke, for der skal være mad i køleskabet og råd til, at hverdagen er god”.
Hun mener også, at mange i storbyen bliver opslugt af det hektiske by-liv, der kan være svært at forene med at være plejefamilie.  Endelig peger hun på, at der ofte er dårlige historier fremme om anbragte børn og dårlige vilkår for plejefamilier.
”Vi skal også have de gode historier frem for at skabe mere prestige omkring det at arbejde som plejefamilie og gøre en kæmpe forskel for anbragte børn,”, fastslår hun.

Mangel på pension trækker ned  
Jette Bjørnstrup Hansen er konkret godkendt til at kunne være plejeforælder for sin plejesøn, og lige nu overvejer hun at søge om at blive generelt godkendt, så hun kan fortsætte som plejeforælder for et andet barn, når plejesønnen på et tidspunkt flytter.
”Som 56-årig er jeg jo ikke nogen vårhare længere, og det kan være et minus for et plejebarn at blive anbragt hos en gammel plejeforælder. Omvendt tæller min livserfaring og pædagogiske faglighed og kan gøre mig til en god plejeforælder,” mener hun.
Men i overvejelserne trækker det ned, at der mangler en pensionsordning og ordnede økonomiske forhold i en overenskomst.
”Jeg tror, at det er vigtigt, at plejefamilierne får en grundlæggende overenskomst, der inkluderer en pensionsordning. Det vil give et sikkerhedsnet og nogle rettigheder, så plejefamilierne ved, hvad de har at gøre godt med,” noterer hun.
Med en overenskomst, pension og flere netværk mener Jette Bjørnstrup Hansen også, at det bliver lettere for kommunerne at rekruttere plejefamilier i fremtiden.

 

23. januar 2020

Af Gitte Redder