Vild leg med børn er vigtig for børnenes udvikling

Vild leg med børn er vigtig for børnenes udvikling

Vilde lege er med til at udvikle børn både mentalt og gøre dem klogere. 2 psykologer med speciale i legs betydning for traumatiserede børn giver her plejefamilier indsigt i legens betydning og en guide til at komme i gang.  

 

Vild leg er vigtig for børns udvikling, skriver psykolog Mette Djernes og leder af Center for Mentalisering Janne Østergaard Hagelquist. Begge er specialister i børnepsykologi og supervision.

Albert på 3½ år siger til sin plejefar ”Du skal snurre mig rundt og kaste mig over i sofaen” Derefter kravler plejefaren over mod Albert i sofaen, giver et højt brøl og prøver at holde ham fast.

Albert kæmper sig fri, jubler og råber glad ”Du kan ikke fange mig, du kan ikke fange mig”. Plejefaren tager hænderne over hovedet og løber som et kæmpe udyr frem mod Albert. Pludselig begynder Albert at græde og hikster ”Du slog mig”, hvorefter han løber ind til plejemoren, der sidder i det lille kontor. Han fortæller, at plejefaren har slået ham.

Albert og plejefarens samspil illustrerer nogle af de udfordringer, der kan være omkring vild leg med plejebørn. Risikoen for, at legen udvikler sig uhensigtsmæssigt, kan betyde, at man som plejeforældre er mindre tilbøjelige til at invitere til og deltage i legen.

Men netop legen er en vigtig kilde til erfaring om både sig selv, andre og verden. Derfor har det at skabe en træningsarena, hvor legen kan udfolde sig en særlig betydning for plejebarnets udvikling.

I denne artikel vil vi beskæftige os med den vilde leg, dens positive aspekter samt udfordringer. Derudover beskriver vi, hvilke forholdsregler, man som plejeforældre må tage for, at man i legen udnytter de positive udviklingsmuligheder.

Leg har stor mental betydning

Lige fra et barn fødes, er det klar til at lege med voksne. Leg ses i alle kendte kulturer og hos mange intelligente dyrearter, hvorfor det antages, at leg må have en vigtig funktion.

Der er i forskningsverdenen enighed om, at leg blandt andet hjælper dyr og mennesker med at tilegne sig rutiner og langsigtede erfaringer, der ikke i øjeblikket er gevinstgivende, men som bliver vigtige at have senere i livet. Set fra et såkaldt mentaliserings-teoretisk perspektiv har leg stor betydning.

Mentalisering handler om barnets evne til at forstå sig selv og andre ud fra mentale tilstande. En evne, som plejebørn som følge af deres tidlige erfaringer med omsorgssvigt, skift og/eller traumer, kan have udfordringer med. 

Mentaliseringsevnen påvirkes positivt gennem leg, da barnet gennem legen får viden om sig selv og andre. Det sker eksempelvis gennem rollelege, hvor barnet eksperimenterer med at være i en andens sind og opleve mentale tilstande, som det ikke selv har. Det kan eksempelvis være 2 børn, der leger far, mor og børn, hvor den ene siger ”Så sagde vi, at jeg var babyen, der var sulten”.

Fravær af leg er bekymrende

Leg er et naturligt og vigtigt element i barnets udvikling. Derfor skal fraværet af leg tolkes som bekymrende. Psykiateren Boris Cyrulnik udtrykker det således: ”Fremmelighed er ikke et tegn på god udvikling; det er nærmere bevis for en unormal alvorsfuldhed hos et barn. De voksne tager fejl, hvis de tror, barnet er blevet for hurtigt modent. Det er ikke erfaring – det er tab af livskraft. Børnene slukkes under traumets tyngde”.

Fraværet af leg og dermed også fraværet af udforskning af tilværelsen, som ses hos nogle traumatiserede børn, skyldes ifølge ham, at omstændighederne har krævet, at deres energi blev rettet mod at aflæse verden så nøjagtigt som muligt. Med andre ord har der været fokus på overlevelse frem for udvikling. Det er ikke et tegn på modenhed, men et tegn på, at betingelserne ikke har været der for, at barnet har kunnet lege, udforske og udfolde sin kreativitet.

Et sådant barn må, når det kommer i en tryg og sikker kontekst som eksempelvis en plejefamilie, støttes i, hvordan lege opstår og udvikles.

En særlig form for leg er den vilde leg, som Albert og hans plejefar legede i den indledende case. Vild leg kan eksempelvis være løb, jagt, flugt, brydning og slag med åben hånd. Den vilde leg kan ved første øjesyn minde om en ægte slåskamp, men i modsætning til denne er hensigten aldrig at skade den anden.

Vild leg påvirker også børn kognitivt, vild leg gør populært sagt børnene klogere. Psykolog Anthony Pellegrini har lavet et studie, der viser, at vild leg forudsiger testscores i 1. klasse bedre end testresultater fra børnehaven. Forskere har desuden fundet, at vild leg gør hjernen klar til læring.

Tiltrækker især drenge og mænd

Alberts plejemor bliver bekymret over Alberts udtalelser. Da hun senere igen taler med Albert, og det bliver tydeligt, at plejefar ikke har slået alligevel, bliver hun irriteret over legen. Hun vrisser senere af plejefar, da Albert og han skubber til hinanden foran bilen på vej i Brugsen: ”Hvorfor skal du lege sådan nogle tåbelige lege, du skulle hellere sætte dig ned og tale med ham”.

Den vilde leg tiltrækker særligt drenge og mænd. Denne tendens stemmer overens med andre dyrearter, hvor hannerne sammenlignet med hunnerne oftere indgår i vilde lege, hvilket højest sandsynligt både skyldes hormonelle årsager samt socialiseringsdynamikker.

Som i eksemplet ses det ofte, at især kvinder og mødre afbryder den vilde leg, da de kommer til at forveksle den med ægte aggression og slåskampe.

Der kan herske den opfattelse, at vild leg fører til øget aggression og vold, men ifølge forskningen er det snarere omvendt, fordi legen muliggør at udforske sig selv og andre på en rammesat måde, der netop modvirker behovet for at udvise aggression og vold.  

Børn, der ikke forstår legesignaler og har svært ved at kontrollere deres vrede, kan gå glip af vigtig social og emotionel læring, hvis de ikke får lejlighed til at deltage i det kropslige kampfællesskab, som vild leg repræsenterer.

Hvis plejefamilien formår at inddrage barnet i den vilde leg på en hensigtsmæssig måde, kan det blive en vigtig arena til blandt andet at hjælpe barnet med at kunne håndtere magt og afmagt, som er 2 kerneområder, der eksperimenteres med gennem vild leg.

Igennem legen får barnet erfaringer med naturligheden i at være i begge positioner samt skiftet mellem dem. Som forskel hertil vil et barn, der ikke har erfaringer med disse områder, ofte have meget svært ved at håndtere afmagt, hvorfor det hele tiden vil søge at positionere sig som magtfulde.

Brug for træningsrum

En uge senere leger Albert med plejefamiliens 16-årige biologiske søn Mads. Mads slår Albert i numsen for sjov. Albert bliver denne gang helt ude af den og reagerer med at gå amok på Mads og slå og sparke for til sidst at bide ham i armen. Albert skriger højt og løber ind på sit værelse. Der finder plejefar ham helt opløst i gråd i fosterstilling. Han siger, at han ikke kan lide Mads og ikke vil bo i plejefamilien længere.

Plejebørn med traumer har ofte manglende erfaring med at indgå i den vilde leg. Deres måde at reagere på, blandt andet gennem udadreagerende og aggressiv adfærd, har ofte ført til, at de er blevet ekskluderet fra diverse legefællesskaber.

Disse børn har brug for træningsrum, hvor de kan indhente det tabte. Rummene kan skabes i terapi, men som nævnt kan plejeforældre også have en vigtig rolle i forhold til legen.

På trampolinen eller i sofaen?

At lege vilde lege kan ud over de nævnte udviklingsfordele være en nonverbal og fysisk måde at opbygge en god relation og tillid, idet plejebarnet igennem den vilde leg får en kropslig fornemmelse for, at det kan stole på den anden. Barnet kan føle sig elsket, anerkendt, set og mødt.

Rammerne er dog særligt vigtige, når man har med udsatte børn at gøre. Den voksne må være opmærksom på, at kropslege kun kan leges, når den voksne er helt sikker på selv at kunne være reguleret, blive ved med at være ansvarlig og fastholde mentalisering – altså gennem hele legen være Roligere, Ansvarligere og Mentaliserende forkortet RAM.

Derudover er det, hvis man ikke kender plejebarnet så godt, vigtigt at have tænkt fremad, så legen er forberedt. Her kan man gøre sig overvejelser om hvor, med hvem, hvornår og hvordan.

Hvor er der bedst at lege: Udenfor, på trampolinen, i sofaen etc.?

Hvem skal være med? Her er det vigtigt at gøre sig overvejelser, om hvorvidt der er andre plejebørn i familien, som kan blive trigget af legen. Hvis de biologiske børn skal lege vilde lege med plejebarnet, kan det være en god idé at give dem nogle instruktioner i, hvad der er vigtigt i forhold til den vilde leg, så de ikke, som den biologiske søn Mads i casen, helt uforvarende kommer til at agere på en måde, så plejebarnet bliver trigget.

I forhold til hvornår kan det være hensigtsmæssigt at gøre sig overvejelser om barnets fysiske og psykiske tilstand – er det f.eks. træt efter en lang dag? Da der i den vilde leg skrues op for følelsesintensiteten, vil det ofte ikke være hensigtsmæssigt, hvis legen foregår lige inden søvn eller krav om stillesiddende aktiviteter.

Når traumatiserede børn leger vilde lege, er der som hos Albert en risiko for, at legen kommer til at virke som en traumetrigger, der f.eks. kan minde barnet om tidligere erfaringer med afmagt eller vold.

Selvom der ikke er tale om vold i det aktuelle tilfælde, reagerer hjernen med 90/10-reaktioner. Det vil sige, at hjernen er 90 procent i fortiden og kun 10 procent i nutiden, og derfor kan det ”kærlige” slag i numsen fra Mads fører Albert tilbage til den vold, han har oplevet eller været vidne til i hjemmet. Hvis man oplever, at barnet bliver trigget i forbindelse med vild leg, kan man med fordel lave en trigger-analyse og gerne sammen med barnet se på, hvad der trigger netop ham. Man bør også være opmærksom på, at den vilde leg også kan komme til at trigge et barn, der bare ser på.

Tydelige regler

Før den vilde leg er det vigtigt, at man også gør sig overvejelser om hvordan. Det vil sige, at man er meget tydelig omkring regler. Det gør det lettere for barnet at lykkes, når det er beskrevet, hvordan legen skal foregå, og hvad det må og ikke må, og det er en hel almindelig del af den måde vild leg leges.

Regler kan f.eks. være Du må ikke putte fingrene ind i øjnene og Du må ikke sidde på hovedet af mig. Det er umuligt at forberede sig på alle de scenarier, der kan opstå i kampens hede, men så må man stoppe og kærligt sige ”Det kan jeg ikke lide” eller ”Det skal vi vist have med i reglerne”. En vigtig del af vild leg er netop at lære om, hvad andre kan lide og ikke kan lide.

Magt og afmagt

Den voksne må være bevidst om, at et af temaerne i vild leg er magt og afmagt. Det er lettest for barnet at starte med at eksperimentere med at være den magtfulde. Hen ad vejen kan der forsigtigt eksperimenteres med også at være afmægtig. At kunne håndtere afmagt uden at se det med traumebriller er en meget vigtig del af traumatiseredes børns udvikling. Efterfølgende kan det være en god ide, at de voksne reflekterer over, hvad der skete i den vilde leg.

Det er vigtigt, at den vilde leg ikke ender med skamfølelse som i casen, hvor Albert ligger i fosterstilling og synes, at han ødelægger alt. Derfor er det væsentligt at reparere efterfølgende, hvis barnet udviser skam, eller hvis noget udvikler sig uhensigtsmæssigt ved, at det f.eks. bliver for voldsomt.

Du kan tage ansvaret på dig som voksen ved at sige ”Der kom jeg vist til at være lidt for voldsom” eller ”Jeg fik ikke fortalt dig, at jeg ikke vil have det sådan”.

En sidste væsentlig ting er at forklare biologiske forældre og samarbejdspartnere om tanker og overvejelser i forhold til den vilde leg.

Artiklen er baseret på en række videnskabelige artikler og forkortet af redaktionen.  

24. marts 2020

Psykolog Mette Djernes Nielsen og leder af Center for Mentalisering Janne Østergaard Hagelquist.