logo-image
Tysk film om udsat pige på 9 år går lige i hjertet og skaber dialog

PLF satte fokus på barnets tarv, da plejefamilier og lokalpolitikere blev inviteret i biografen. Målet er at skabe debat, mens vi venter på Barnets Lov.

Der var bogstaveligt talt ikke et øje tørt, da Plejefamiliernes Landsforening (PLF) i november, efter aftale med filmselskabet Angel, inviterede medlemmerne i biografen for at se den tyske film Mønsterbryder. Filmen handler om den 9-årige pige Benni, der er fjernet fra hjemmet og har været meget igennem.

Det blev til fremvisninger i 16 biografer landet over, hvortil PLF også havde inviteret 20 lokalpolitikere og kommunale embedsmænd til at se filmen og debattere med plejefamilierne.

Arrangementerne blev også dækket godt af pressen, og en omtale af debatten efter fremvisningen i Sønderborg har medvirket til, at PLF nu arrangerer en fremvisning i København, når forholdene tillader det.

 

Fokus på barnets tarv

- Da jeg så filmen i den korte tid, den gik i biografen i september, blev jeg meget grebet. Jeg kunne straks se, at her var en film, hvor indholdet var fagligt relevant for plejefamilier og andre interesserede, siger Marianne List, projektleder i PLF og medlem af bestyrelsen.

PLF inviterede lokalpolitikere og kommunale embedsmænd til at se filmen sammen med plejefamilierne af 2 grunde:

- Vi ville gerne skabe en debat mellem plejefamilier og politikere, og så ville først og fremmest gøre noget for at bevare fokus på anbragte børns tarv og rettigheder, mens vi venter på Barnets Lov. Det er vigtigt, at diskussionen om Barnets Lov ikke drukner i Corona-krisen og minksagen, siger Marianne List.

 

Det stærke budskab skabte dialog mellem plejefamilier og politikere

Debatterne efter filmen viste, at mange politikere gerne vil gøre det meget bedre på dette område, og plejefamilierne brugte lejligheden til at drøfte såvel barnets tarv som plejefamiliernes vilkår og muligheder for at varetage barnets tarv bedst muligt.

I Sønderborg opstod en debat om plejefamiliernes vilkår, som har fået næstformanden for Børne- og ungdomsudvalget til at invitere PLF til et møde om løsningsforslag til en model for honorering af plejefamilier.

Susanne Crawley Larsen (Radikale Venstre), rådmand i Odense Kommune, blev også ramt af filmen:

- Plejefamilier kan noget unikt, når det kommer til at hjælpe udsatte børn – og derfor er det vigtigt, at flere får lyst til at bruge sit hjerterum på den måde.

Det er et fokusområde i Odense, og jeg har længe argumenteret for, at plejefamilierne skal have en overenskomst med bl.a. mere i løn og pension, og hvor man er en kollega med kommunerne mere end en leverandør. Det skal hjælpes på vej landspolitisk, men er et afgørende skridt for, at kommunerne kan hjælpe flere børn og unge på den bedst mulige måde. Det blev jeg også bekræftet i ved debatten efter filmen, siger Susanne Crawley Larsen.

Det kan gå galt, når børn bliver kastebolde

Systembryder er en barsk og gribende film om et barn, som reelt er blevet svigtet så meget, at det er uden for rækkevidde.

- Filmens budskab er, at børn ikke kan tåle at blive flyttet rundt fra sted til sted. Og at ansatte ikke kan holde til at blive så engagerede, at de bliver følelsesmæssigt ramt. Filmen viser også, at det er vigtigt at tage sig godt af den biologiske familie, i dette tilfælde moren og de små søskende, siger Marianne List.

- Da jeg så den første gang, blev jeg påvirket af en scene, hvor Benni står ude i en skov og råber ”MOR” ind i skoven og hører et ekko. Benni savner sin mor, og hun har brug for at vide, hvordan det går med mor og de mindre søskende. Mor har brug for hjælp til at holde aftaler, men hun får ingen hjælp.

Da jeg så den igen, greb det mig, da en socialrådgiver bryder helt sammen. Det er også stærkt at følge den unge kontaktperson Mishas engagement i hende. Han risikerer nærmest alt, også sin egen families trivsel, fortæller Marianne List og tilføjer:
- Det eneste positive i forløbet er, at Benni kun har én socialrådgiver, der holder ved gennem hele anbringelsen. Socialrådgiverne råber forgæves på hjælp i systemet.

- Den barske historie skildrer en virkelighed, som ikke er rar. Filmen gjorde stort indtryk på mig – og også det perspektiv omkring, hvilke følelser man som fagperson kan have med, når man går på arbejde, siger rådmand Susanne Crawley Larsen.

- I Odense har vi netop tilført næsten 100 millioner kroner til området til at dække de stigende udgifter. Vi investerer for at give medarbejderne gode muligheder og skabe gode forløb for dem, der har brug for vores hjælp. Det, tror jeg, kommer til at gøre en stor forskel.

Derudover har vi blandt andet også lanceret en kampagne, der skal inspirere flere til at ville være aflastnings- eller plejefamilie. Fordi vi ved, hvor vigtige samarbejdspartnere de er i at ændre børns livsbaner, siger Susanne Crawley Larsen.

 

Der er behov for indflydelse, trygge rammer og en fair chance

Victoria Dam Lange, der er tidligere anbragt, kunne genkende meget i filmens beskrivelse af sagsbehandlingssystemet:

- Filmen demonstrerer godt, hvordan man kan blive kastet rundt i systemet, og hvilken indflydelse det har på barnet. Barnet udtrykker rigtig godt, hvad hun vil, men ingen lytter. Jeg synes, det er vigtigt at have fokus på, hvad barnet har brug for, og høre barnet og give barnet en følelse af indflydelse. Ofte kan man føle sig som en skakbrik i et stort system, hvor nogen bestemmer, hvor man skal hen.

- Jeg mener, det er vigtigt at handle noget hurtigere, når der er brug for det. Børn bliver påvirket af miljøet og af det, det bliver udsat for. Giv barnet en fair chance i livet, så giver barnet tilbage bagefter. Det koster i sidste ende mere at vente end at handle, siger Victoria Dam Lange og giver udtryk for, hvad hun ønsker sig af den kommende Barnets Lov.

Rådmand i Odense Kommune, Susanne Crawley Larsen, mener, at det handler om 2 ting, hvis børn skal sikres en bedre opvækst:

- Det handler både om et intenst fokus på det forebyggende arbejde og ikke mindst at have de rigtige tilbud på hånden til de gange, hvor det alligevel går galt. Børn har brug for trygge, stabile rammer, og det kan de i høj grad få i en plejefamilie. Et godt match er vigtigt for et tillidsfuldt samarbejde og for, at ophold og forløb ikke afbrydes i utide.

Det handler også om kontinuitet i skolegangen, om at have gode venner og at hjælpes på vej til at tage de gode valg i livet. Det, der skal til, for at anbragte børn får en god opvækst, er derfor, at de kan holde fast i alt det i deres liv, der fungerer godt, og samtidig får hjælp til de ting, der er svære, svarer Susanne Crawley Larsen.

Læs mere om filmen her https://www.angelfilms.dk/systembryder

17. december 2020